Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4 DK

Magnussen Racing Experience stiller op i Formel 4 med ny, ung kører

Formel 4 DK 
04/11/16 

Formula 4 DK Magnussen Racing Experience har indgået aftale med den 16-årige Christian Rasmussen, som i 2017 skal repræsentere teamet i den nye danske Formel 4-serie.
Dermed indtræder det succesfulde motorsportsteam fra Roskilde i endnu et benhårdt mesterskab.
 

16-årige Christian Rasmussen er ny kører hos Magnussen Racing Experience, som stiller op i den nye danske Formel 4-serie i 2017. Serien er et springbræt videre mod Formel 1.


(Foto: Magnussen Racing Experience)

– Da nyheden om Formel 4 i Danmark røg ud, var vi ikke længe om at tage beslutningen om en udvidelse af vores aktiviteter, lyder det fra indehaver af Magnussen Racing Experience, Jan Magnussen.

– Formel 4 er en spændende serie, som dukker op mange steder i Europa, og med Christian Rasmussen i sædet er vi sikre på at være med helt fremme i feltet, når bilerne debuterer på dansk grund til april.

Vicemester i Formel Ford
Unge Christian Rasmussen fra Dragør har allerede god erfaring med formelbiler, eftersom han er regerende sølvvinder i dansk Formel Ford. Den 16-årige racerkører har desuden et dansk og et nordeuropæisk kartingmesterskab på sit CV.

– At jeg har fået muligheden for at teame op med Jan Magnussen og hans crew er en drøm, som er gået i opfyldelse, lyder det fra Christian Rasmussen.

– Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med Magnussen Racing Experience under et praktikophold hos teamet, så jeg ved, at de er nogle af de dygtigste, der findes. Deres tilgang til sporten er utrolig professionel, og samtidig er der en rigtig fed kultur på holdet.

Drømmer om Formel 1 og Le Mans
Christian Rasmussen studerer til daglig på Team Danmark-linjen på Niels Brock, som giver mulighed for at allokere tid til blandt andet fitness og træning. Det er nemlig om at holde sig i form, hvis man vil kæmpe for ambitionen om en fremtid som professionel.

– Motorsport har mange grene, og selv om jeg naturligvis drømmer om at blive verdensmester i Formel 1, har jeg også altid været fascineret af 24-timers Le Mans, siger Christian Rasmussen.

– Formel 4 et rigtig godt udgangspunkt for en videre karriere, da du både udvikler dig selv som racerkører, men samtidig bliver trænet i at kommunikere med et helt hold af mekanikere og ingeniører.


(Foto: Mygale)

Springbræt til Formel 1
Den nye Formel 4-racerbil er til forskel fra forgængeren Formel Ford udstyret med vinger, som genererer downforce, og sammen med gearskiftepadlerne bag rattet minder bilen meget om en skaleret Formel 1-racer.

– Når du ser på den, tænker du straks på Formel 1, og vi er begejstrede for at få en helt ny type racerbil ind i teamet. Næste naturlige skridt fra Formel 4 vil være Formel 3, og derfra har flere kørere taget den direkte til Formel 1, lyder det fra Jan Magnussen.

Promotoren bag den nye Formel 4-serie har endnu ikke præsenteret en løbskalender for 2017, men det er dog sikkert, at flere af løbene vil blive afviklet på Jyllandsringen.

Ved siden af rollen som coach for den nye kører hos Magnussen Racing Experience, stiller Jan Magnussen igen op i Danish Thundersport Championship.

JAN MAGNUSSEN RACING


Læs mere om:
  • Christian Rasmussen
  •