Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

Spænding til det sidste i DS3 Cuppen

Citroen DS3 Cup 
26/09/16 

Med pointlighed og et stort, løbende regnestykke, blev det sidste heat i 2016 for Citroën DS3 Cup en sand racerfest for de mange fremmødte på Jyllandsringen.
Efter 1. heat blot gjorde et allerede tæt regnskab endnu tættere, var der lagt op til stor spænding.
 

Med sin sjetteplads i 1. heat startede Marcus Påverud fra pole position, hvorfra han også kunne køre sejren hjem. Turen fra flag til flag var dog ingen nem opgave, for gennem alle 15 minutter var den norske kører under et væld af angreb fra Emrik Smedberg. Interessant var det også, at Andreas Nesset efter sin tredjeplads i 1. heat og de nærmeste konkurrenters resultater var toer samlet. Derfor havde Påverud en ekstra opgave - kunne han slutte foran landsmanden, så ville chancerne for sølv være meget gode.


Marcus Påverud holdt føringen til mål, men det blev ikke uden hård kamp
(Foto: Morten Kimer, DS3 Cup)

Duellen om sølvet blev dog aldrig rigtigt spændende, for ude foran holdt Marcus Påverud sin plads til det ternede flag, mens Smedberg til sidst tabte terræn og måtte sætte sig på tredjepladsen. Det udnyttede årets nykårede mester Jacob Mathiassen, for fra sjette startposition kæmpede han sig frem og tog til sidst andenpladsen hjem.


Karin Elise Fossen fik årets samlede tredjeplads på yderste mandat. Pointlighed betød, at hendes to løbssejre i sæsonen gjorde udslaget.

Vild bronzekamp
Kampen om podiets nederste trin blev helt anderledes tæt - og hver eneste overhaling fik betydning i den samlede tabel. Fra fjerde startposition kunne Andreas Nesset ikke holde fast, og faldt langsomt tilbage til ottendepladsen. Det kostede den unge kører fra Lørenskog de afgørende sidste point, for oppe foran holdt Karin Elise Fossen stædigt fast i fjerdepladsen. Uden at vide det, så var de 15 point nok til at sikre Karin Elise Fossen bronzen med den absolut mindste margin. På pointlighed var sæsonens to løbssejre fra Ring Djursland og Grand Prix Danmark nemlig udslagsgivende.

I alt giver det en samlet tabel, hvor Jacob Mathiassen er ny mester foran Marcus Påverud og Karin Elise Fossen. Andreas Nesset lukker en flot norsk sæson af med den samlede fjerdeplads, mens femtepladsen går til Emrik Smedberg. Sekser blev Jørgen Worthmann, der med to meget uheldige løb måtte se sit flotte udgangspunkt fra weekendens start fordufte.


Sæsonens sidste podie - Marcus Påverud vinder foran Jacob Mathiassen og Emrik Smedberg
(Foto: Morten Kimer, DS3 Cup)

Marcus Påverud, vinder:
- Det her løb var helt kanon. Simpelthen helt kanon. Jeg skulle lave starten, og det lykkedes fint. Jeg er enormt glad, og det er virkelig fint at kunne lukke sæsonen med en sejr.

Jacob Mathiassen, P2:
- Jeg er super glad for, at jeg fik sat et godt punktum her. Det var et fedt løb, og fra sjette position kan jeg vist ikke være andet end tilfreds. Det var også super fedt for teamet, at Marcus kunne lukke sæsonen med en sejr. Han har været super god at arbejde sammen med hele året, og det var virkelig godt at kunne afslutte det hele med så mange gæster og sponsorer på besøg, som vi har haft i dag.

Emrik Smedberg, P3:
- Man vil altid have mere, men jeg er i det store hele tilfreds med både dagen i dag og sæsonen. Vi har ligget i top seks stort set hele tiden i år, men der har altid lige manglet den sidste smule. Vi har noget at arbejde på, men vi vender stærkt tilbage.

Karin Elise Fossen, P4:
- Det er helt fantastisk at kunne ende sæsonen med bronzen. Jeg kørte så godt, jeg kunne, og er virkelig tilfreds med den her weekends resultater. I år har jeg fuldført alle løb, så det har bestemt været godt.

Insight Racing DK


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/09/16 - Jyllandsringen - Citroen DS3 Cup
  •