Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Sæsonens højdepunkt

Formel 1 
01/09/16 

Optakt til Det Italienske Grand Prix
Der er lagt op til endnu en duel mellem Rosberg og Hamilton. Tyskeren har brug for en sejr for at lukke hullet til englænderen. Alene af den grund kan Monza blive sæsonens højdepunkt. Hvis Rosberg vinder henter han minimum syv point på Hamilton. Hvis Hamilton vinder bliver det svært for Rosberg at forhindre sin holdkammerat i at vinde tre på stribe.
 

Monza - smag på ordet. Det smager af nostalgi og essensen af Formel 1. Og med sin placering sidst på sommeren ligger løbet godt både for at være et vigtigt element i VM kampen - og for at være højdepunkt for kontrakter, sladder og almindelig snak om fremtiden.

For eksempel er det her, at Felipe Massa i dag valgte at bekendtgøre at karrieren stopper med udgangen af sæsonen. Han valgte selv tidspunktet, men der var ikke noget sæde til ham hos Williams - og andre teams stod heller ikke ligefrem i kø for at give den lille brasilianer flere ture i manegen. Dermed er der nu ganske officielt et ledigt sæde hos Williams - et sæde som de gamle teamkammerater Jenson Button og Sergio Perez begge er interesserede i.

Button er vist også stadig i tankerne hos McLaren, men de er notorisk langsomme til at bestemme sig. Perez derimod bliver kurtiseret af Renault. Et andet team - Haas, har fortalt at de regner med snart at kunne annoncere hvem der skal dreje på deres rat den kommende sæson. Grosjean forventes at blive, mens Gutierrez ikke rigtig har formået at overbevise andre end sig selv om sin formåen.

Hos Renault er man, som tidligere nævnt, interesseret i Perez. Det ligger et vist pres på Magnussen og Palmer. Ingen af dem spåes store chancer for at beholde deres plads. Palmer har været et sympatisk bekendtskab, men virker ikke som en med meget fremtid. Magnussen har på sin side måske forsømt at udnytte sin chance optimalt. Renault leder efter en ledertype - og her falder Magnussen måske lidt igennem. Til gengæld er danskeren blevet erklæret fit for fight og deltager således i løbet, en uge efter sit dramatiske exit fra Spa.

Men også andre kontrakter bliver der snakket om. Det menes at Monza har lavet en ny tre-årig aftale med Formel 1. Den er kun blevet på tre år, fordi F1's fremtid er så usikker! Andre steder er der andre problemer med kontrakterne - flere baner er utilfredse med det antal moneter de skal aflevere for at få 22 biler på besøg - og så er vinderen endda givet på forhånd. Flere baner kan være på vej væk fra kalenderen - Rusland slås med økonomien og Singapore synes det betaler for meget, bare for at nævne et par stykker.

Så er der de helt store kontrakter. Det forlyder at en stor amerikansk koncern - Liberty Global - og deres søster organisation Liberty Media - begge er interesserede i at købe Formel 1 af de nuværende ejere CVC. Det ville muligvis betyde et farvel til Bernie Ecclestone, men i alder af 86 er det vel også ok at blive pensionist. Angiveligt skulle amerikanerne være interesserede i at indføre amerikanske tilstande - hvilket i dette tilfælde vil sige, at der skal være nemmere adgang for publikum og finanserne skal fordeles mere ligeligt. Amerikanere tænker i show - og show skal være underholdning. Så måske er et nært forestånede salg til showglade amerikanere lige det Formel 1 på lang sigt har brug for.

De ændringer amerikanerne eventuelt vil komme med, vil selvfølgelig tage flere år om at trænge igennem, men derfor kan der nu være grund til at være forsigtig optimist.

Tilbage til løbet på søndag. Ferrari vil håbe at de kan få en weekend til at hænge sammen. Der har været flere gange i år, hvor man har fornemmet at Ferrari kunne tage kampen op med Mercedes, hvis altså tingene gik som smurt i den italienske stald. Og det har det så bare ikke gjort. Hjemmebanen vil være et godt sted at levere et resultat til deres mange loyale fans.

Et andet punkt man kan være opmærksom på i forbindelse med det kommende løb er Max Verstappen. Han er ikke den mest populærere fætter blandt sine kolleger - hvis han kan holde sig ude af konflikter den kommende weekend, vil det være et plus i bogen og gråtoner vil sænke sig over tidligere hændelser. Men flere kontroversielle manøvrer og konflikten vil blive betydeligt optrappet.

Tilbage er der kun at nyde løbet...

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Monza
  • 04/09/16 - Monza - Formel 1 - FIA F1
  •