Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Walk-over for Hamilton

Formel 1 
31/07/16 

Fjerde sejr i træk til Lewis Hamilton
Lewis Hamilton kan smutte på sommerferie med sin fjerde sejr i træk. Mens Rosberg var forårets mand, var sommeren Hamiltons storhedstid - han er nu gået fra at være bagud, til at være i front - og det med et ganske nydeligt forspring. Endnu en gang blev kampen om sejren afgjort i første sving. Længere nede i feltet blev der kørt tæt og det, kom der flere fine dueller ud af.
 

Det var nok Rosberg selv, der afgjorde løbet, da han kom afsted som pensionist, der lige skal have stillet kaffekoppen, inden man kan begynde at overveje, at farven på lyset er skiftet. Langsom var det i al fald. Da Rosberg endelig begyndte at trille afsted, var Hamilton kørt - og snart efter fulgte to Red Bull racere. Verstappen kørte bredt i første sving og fik god fart på bilen og smuttede foran Ricciardo.

Senere i løbet byttede de to plads - to forskellige strategier endte med at give en fordel til Ricciardo. Australieren lignede på et tidspunkt en der måske kunne hale ind på Hamilton - men så trykkede englænderen bare lidt mere på den venstre pedal og så var igen meget langt foran. Verstappen derimod kom i direkte duel med Rosberg. Tyskeren kørte aggressivt i hårnålen og tvang Verstappen langt ud. Det endte med at koste Rosberg fem sekunders straf, og dermed muligheden for en podieplacering. Straffen var vel nok ok, men når man tager i betragtning at Verstappen slap for straf i Ungarn, selvom han skiftede bane to gange, er der igen tale om inkonsekvens i den måde straf bliver brugt i Formel 1.

Vettel og Raikkonen blev nr. 5 og 6. Dermed blev der sat en streg under det faktum at Ferrari ikke længere er det næstbedste hold, men det trediebedste. Det har været en meget lidt imponerende sæson for det italienske hold - og Vettel begynder at virke frustreret. Undervejs åbnede der sig en diskussion mellem teamet og Vettel om hvornår han skulle pitte. Vettel endte med at få sin vilje, men det er ikke et sundhedstegn. For det første skal der helst ikke holdes ret meget pow-wow undervejs i et F1 løb. Men mere alvorligt kunne det være en antydning af, at Vettel ikke har den store tillid til de beslutninger der bliver truffet på pitmuren i Ferrari teamet.

Force India havde en fornuftig dag. Hülkenberg blev nr. 7 - altså den første efter de tre dominerende teams. Efter ham fulgte Button der havde en ganske fin dag, efter sin trælse søndag i sidste uge. På de sidste omgange overhalede han Bottas, listede sin bil hjem på slidte dæk - men altså måtte nøjes med 9. pladsen. Perez rundede Force Indias dag af, med en 10. plads og et enkelt point.

Kevin Magnussen havde en del gode dueller og kørte sig fint op i feltet, men måtte de sidste ti - tolv omgange afgive en masse placeringer, da hans slidte dæk ikke kunne forsvare sig mod andres mere friske gummi. Forhåbentlig havde Renault en god grund til at holde ham ude på banen, fremfor at give ham nogle nye dæk. Men ovenpå de mange gode overhalinger han havde lavet tidligere, var det lidt ærgerligt.

I VM stillingen er Hamilton nu i front, med 19 point. Ricciardo er nr. 3 - 84 point efter Hamilton. Sommerferien er startet for F1 feltet - den skal være hver eneste mekaniker vel undt.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Hockenheim
  • 31/07/16 - Hockenheim - Formel 1 - FIA F1
  •