Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Danish Thundersport Championship

Jan Magnussen og BAUHAUS vil vinde Copenhagen Historic Grand Prix

DTC 
29/07/16 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipSidste år endte med et brag, men i år vil Jan Magnussen vinde det københavnske byløb sammen med byggemarkedskæden BAUHAUS – og samtidig forsvare mesterskabsføringen.
 

Der er lagt i kakkelovnen til et brag af en motorsportsweekend, når fjerde afdeling af Danish Thundersport Championship afvikles i weekenden i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix. Jan Magnussen vil sammen med hovedsponsoren BAUHAUS forsvare sin føring i mesterskabet.

– København er allerede en af mine favoritbaner, selv om det bestemt ikke gik som forventet sidste år, hvor jeg blev ramt bagfra og sendt i muren kort efter starten, lyder det fra Jan Magnussen.

Den flerdobbelte DTC-mester tog fra mesterskabets tredje afdeling på Ring Djursland med mesterskabsføringen i behold, selvom han måtte udgå fra finalen. Det ændrer dog ikke på, at Magnussen er positiv forud for løbet i hovedstaden.

Vild med bybaner
– Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med bybaner, og jeg håber, at vi kan gentage den succes, vi havde til Classic Race Aarhus, hvor vi vandt tre ud af tre løb. Betingelserne er nogenlunde de samme med høje betonvægge, som man helst ikke skal komme for tæt på, forklarer Jan Magnussen.

– Men banen er lidt bredere i København, end den er i Aarhus, og det kan give noget ekstra godt ræs. Selv håber jeg på en god kvalifikation, så vi kan starte helt forrest, og så tager vi den derfra.

Vil vinde med BAUHAUS
Jan Magnussen stiller for tredje løbsweekend i træk op i sin BAUHAUS-sponsorerede Chevrolet Camaro. BAUHAUS er en af Europas største og førende byggemarkedskæder med over 260 varehuse i 19 lande. BAUHAUS har været i Danmark siden 1988 og har i dag 16 varehuse fordelt over hele landet.

Magnussen Racing Experience skal ikke blot performe på racerbanen i den kommende weekend. Teamet skal nemlig også være vært for mere end 400 forventningsfulde VIP-gæster, som bydes velkommen i et hele 54 meter langt telt.

Ambassadør for Race For Riget
Udover Danish Thundersport Championship skal Jan Magnussen også på arbejde i den gode sags tjeneste, da han sammen med en række af landets andre prominente racerkørere skal køre penge ind til den velgørende organisation, Race For Riget.

Her kan publikum betale for at få sig en hurtig passagertur, og alle indtægter fra eventet går ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, som siden 2010 har fået doneret mere end 1,8 millioner kroner. Alene sidste år kunne Jan Magnussen overrække en check på hele 599.000 kroner til Rigshospitalet.

– Jeg er stolt over at være ambassadør for Race For Riget, som jo på alle områder er et fantastisk event. Både for racerkørerne, for publikum og ikke mindst for alle dem, som pengene går til, lyder det fra Jan Magnussen.

Vil du have en tur?
Til formålet har Jan Magnussen igen i år skaffet en spritny Corvette Z06, som er den nyeste, kraftigste og hurtigste Corvette til dato. En bil, som er udviklet sideløbende med den racerbil, som vi er vant til at se danskeren i på Le Mans.

Billetter til Race for Riget sælges fra en billetvogn på området fra kl. 9.00 både lørdag og søndag, mens passagerturene afvikles fra kl. 12.55 lørdag og fra kl. 12.35 søndag – begge dage i én time.

Mere info om program og priser på www.chgp.dk.

Tidsplan for DTC ved Copenhagen Historic Grand Prix

Fredag 29. juli
09.35 — Træning
12.15 — Kvalifikation
16.10 — Heat #1

Lørdag 30. juli
11.50 — Heat #2
16.40 — FINALE

OBS! Danish Thundersport Championship transmitteres LIVE på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 31/07/16 - Bellahøj (Gadeløb) - DTC
  •  



    ASETEK SIMSPORTS