Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

Christina Nielsen bevarede mesterskabsføring trods kraftig påkørsel

SportsCar
Championship 

24/07/16 

Christina Nielsen blev sendt af banen af en hurtigere prototype, da syvende afdeling af det amerikanske IMSA mesterskab blev afviklet på Lime Rock, USA, natten til søndag dansk tid.
 

Christina havde kvalificeret sin Ferrari 488 GT3, som hun deler med Alessandro Balzan, på fjerde position, kun 1/10 sekund fra den hurtigste pro-kører. Hun bevarede sin position, da starten gik på den snørklede og tekniske bane. Bag sig holdt hun mesterskabskonkurrenten Farnbacher i Porsche #23, men da han skulle overhales bagfra af en af de hurtigere biler fra Prototype Challenge-klassen, pressede han denne på græsset, så den snurrede og fortsatte baglæns på græsset. Foran var Christina på vej ind i svinget, da Prototypen kom på tværs af banen og dens bagende ramte Christinas højre dør så hårdt, at hun blev sendt af banen. Hun kunne dog fortsætte, men måtte i pit for at få repareret bilen og få ny dør i, hvilket satte hende to omgange tilbage. Det lykkedes teamet at kæmpe bilen op til 11. pladsen, men foran kunne mesterskabskonkurrenterne score gode point og Nielsen og Balzans føring i mesterskabet blev reduceret fra 22 point til 13 point.


(Foto: Wes Duenkel)

"Jeg blev ramt virkelig hårdt" forklarede en skuffet Christina Nielsen efter løbet. "Men jeg tror, vi trods alt var heldige, at vi kunne fortsætte. Vi fik skiftet døren og bilen kørte egentlig ok bagefter, men nu skal den tjekkes for større skader. Det var super ærgerligt, at jeg blev involveret i et crash, som jeg egentlig ikke havde del i, for jeg var sikker på, at vi havde en bil der var god nok til podiet. Jeg havde haft en af mine bedste kvalifikationer og i løbet lå jeg P4 og sparede dæk, da vi vidste, at varmen ville blive hård ved dem. Så vi sparede på dem, for at have gode dæk mod slutningen af stintet, men desværre kom vi ikke så langt. Det er træls, at miste point i mesterskabet, men vi kæmper videre. Næste løb på Road America bliver svært for os, da vi mangler topfart i vores bil i forhold til konkurrenterne".


(Foto: Wes Duenkel)

Jan Magnussen og hans holdkammerat Antonio Garcia leverede et fantastisk comeback i GTLM klassen, da de kørte sig fra sidste position til en flot andenplads.

Næste løb for Christina Nielsen bliver på Road America den 7. august, hvor ottende afdeling af IMSA mesterskabet afvikles.

www.christinanielsenracing.dk

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Lime Rock
  • 23/07/16 - Lime Rock - SportsCar Championship
  •