Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ADAC GT Masters

Nicolai Sylvest viste atter sit talent i ADAC GT Masters

ADAC GT
Masters 

08/06/16 

Det var hårde odds, Nicolai Sylvest var oppe imod, da han for anden gang i denne sæson var til start i den tyske ADAC GT Masters-serie. Denne gang skulle der køres på Lausitzring 150 km syd for Berlin. Her scorede han sammen med AMG Team Zakspeeds faste kører, Nikolaj Rogivue, en tiende- og en fjortendeplads i de to løb under festivalen, som også talte løb for DTM-serien, og derfor havde op mod 70.000 tilskuere og fans omkring banen.
 

Resultatet virker måske ikke prangende, men de to navnebrødre opnåede deres resultater fra startpositioner som henholdsvis nummer 22 og 25, så de kæmpede for resultatet.

”Inden løbet havde organisationen ændret på styrkeforholdet ved at justere på den såkaldte Balance-of-Performance, som skal sørge for at gøre sportsvognene så jævnbyrdige som muligt,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Man mente, at AMG GT3 Mercedesen var lidt for hurtig sidst, så man havde uretfærdigvis op til denne weekend besluttet, at det ikke var nok med at give bilen 45 kilo ekstra ballast, men også reducere motorens indsugningsrestrektor med en millimeter, så den ydede 30 hk mindre. Dette gjorde, at vi slet ikke kunne følge med, når det gik lige ud” udtaler det 18-årige DASU og Team Danmark-støttede talent. I de to tidtagninger blev det derfor kun til startpositioner som nummer 22 og 25 i det 34 bilers store felt.


I begge løb fik Nicolai Sylvest kørt AMG Team Zakspeeds bil frem i rækkerne
(Foto: Sylvest Motorsport)

Teamets håb var nu, at bilen ville være god over distancen end på en hurtig kvalifikationsomgang, og dette skulle vise sig at holde stik. Ved lørdages heat kørte Nicolai Sylvest andet stint og kom i bilen, da den var placeret på en 21. plads. Teenageren fra Jægerspris pressede bilen til det yderste, og efter godt 10 omgange var den avanceret til en 16. plads, og efter flere tætte nærkampe lykkedes til sidst det unge DASU-talent at få bilen i mål på en flot og mere end godkendt pointgivende tiendeplads.

Ved søndagenes løb skulle Nicolai Sylvest starte i bilen, og han kom godt afsted fra sin position som nummer 25 og indtog 19. pladsen efter første omgange. Syv omgange senere indtog han 16. pladsen og kørte på meget konkurrencedygtige omgangstider.


Nikolaj Rovigue (tv) og Nicolai Sylvest før starten på Lausitzring
(Foto: Sylvest Motorsport)

”Desværre blev jeg ramt bagfra af en konkurrent, som jeg netop havde passeret,” siger Nicolai Sylvest. ”Han fik naturligvis sin straf, men det ændrede ikke på, at min bil var blevet sendt rundt, så jeg måtte begynde forfra fra en 30. plads.”

Den unge nordsjællænder får erobret ti placeringer, og selv om han derfor ikke havde mulighed for at køre i ideallinjer, endte han med at køre niendehurtigste tid af de 68 kørere, som var med i feltet.

”Jeg afleverede bilen til Nikolaj Rogivue på en 20. plads, og han kørte også et rigtig flot race og fik taget flere overhalinger,” siger Nicolai Sylvest. ”Han krydsede målstregen som nummer 11, men desværre fik vi bagefter 30 sekunders straf, som rykkede os ned som nummer 14, da jeg under vores pitstop fik placeret bilen forkert, da vi var tre kørere, som kom ind samtidigt. Det var en lidt hård straf, for det ændrede ikke noget på rækkefølgen blandt os.”

”Jeg er glad for atter at have haft lejlighed til at køre for AMG Team Zakspeed, og jeg er spændt på at se, hvad fremtiden bringer,” siger en spændt Nicolai Sylvest. Han ved dog, hvad han skal i den kommende weekend."

”Massive Motorsport har bedt mig om at køre deres ene Mustang i den tredje afdeling af DTC-serien på Ring Djursland. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ud og køre på dansk jord igen. Det bliver uden tvivl en rigtig fed weekend.”

Løbet kan følges på TV2 Sport fra søndag klokken 20.00.

Sylvest Motorsport


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest
  • Lausitzring
  • 05/06/16 - Lausitzring - ADAC GT Masters
  •