Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Classic Race Aarhus

Mandeklubben scorer benzin i blodet

Classic Race
Aarhus 

24/05/16 

CRAAOdder-knægten Preben Kristoffersen fejrede i 2015 guldbryllup med motorsporten på 4 hjul.
Østjyden kan se tilbage på den spændende karriere bag rattet, som bl.a. betød en professionel racing-sæson tilbage i 1978.
 

- For et par år siden blev jeg kontaktet af Mandeklubben i Odder, oplyser Preben Kristoffersen – med kælenavnet Preben K. - Klubben giver de ældre borgere i plejeboligerne på Bronzealdervej i Odder en mulighed for at samles omkring lidt utraditionelle aktiviteter og dermed få et afbræk i hverdagen.

Preben K har gennem sin motorsports-karriere hjemkørt 5 danske mesterskaber i banesport og rally. Samtidig har Odderboen sat en stor ære i at dokumentere oplevelserne med talrige effekter fra arrangementerne.


Preben Kristoffersen får overrakt en flot bog af Mandeklubbens leder, Hans Mortensen i showroomet. Bogen beskriver nogle af klubbens aktiviteter.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Jeg har bygget et lille showroom/museum, fordi jeg efterhånden ikke havde plads til alle effekterne i min motorsports-hule på loftet. Man nænner jo heller ikke at smide noget ud, for de fleste effekter bærer jo på en historie, som man selv har haft aktie i.

Mandeklubben har således præsenteret en såkaldt totrinsraket, hvor slutmålet er et besøg ved bybaneløbet: Classic Race Aarhus (CRAA): - Omkring 2 uger før CRAA har jeg Mandeklubben på eftermiddags-besøg i showroomet. Jeg har deltaget i mange motorløb inden for rally samt banesport på både løst og fast underlag. Jeg deltager desuden selv i Classic Race Aarhus, og kan derfor også fortælle omkring forberedelserne til arrangementet.


Mandeklubben er klar ved ringside i det sydlige Århus til at kikke motorløb.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

CRAA afvikles over en udvidet løbsweekend, og om fredagen bliver Mandeklubben specielt inviteret til motorsports-arrangementet.

- Bybaneløb giver gode muligheder for at mærke olieduften og kikke/høre motorløb i fuld vigør, forklarer Preben Kristoffersen. - Publikum er placeret så tæt på rundbanen, at de næsten kan spytte ind til racer-bilerne. Dette sker selvfølgelig bag et velfunderet sikkerhedshegn.

Preben Kristoffersen har været på startlisten i Classic Race Aarhus lige siden lanceringen af det østjyske racing-event i 2010. Østjyden kørte i sin motorsports-karriere med flere Mazda-racere i 1980’erne. Japanerne havde introduceret wankelmotor-teknologien i hverdagsbiler tilbage i 1965, og det var derfor nærliggende at bruge den specielle roterende motortype også til motorsport.

- For nogle år siden genfandt jeg en af mine racere, fortsætter Preben Kristoffersen. – Jeg debuterede med den heftige Mazda RX7 i 1985, som jeg hentede hjem fra min hollandske motorsportskollega: Hans van der Beek. Raceren havde i mellemtiden haft 4 ejere, da jeg genfandt klenodiet i Randers tilbage i 2008.


Preben Kristoffersen oplevede en dramatisk 2015-udgave af Classic Race Aarhus i sin Mazda RX7, som kostede en ny forskærm og forlygteklap
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- De første par år døjede jeg med nogle børnesygdomme i raceren, afslutter Preben Kristoffersen. - Selv om det nok nærmere skal betegnes som aldersskavanker! Benzinpumpen drillede mig meget i starten, men nu kører det bare på skinner.


Preben K sigter helhjertet efter en podieplacering ved Classic Race Aarhus 2016
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Classic Race Aarhus 2016 afvikles i weekenden: 27.-29. maj. Fra Mandeklubben har 26 personer (incl. hjælpere) meldt sig til den store motorsports-oplevelse.

Åge Keseler Kirketerp

Læs mere om:
  • Mindeparken (Gadeløb)
  • 29/05/16 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus
  •