Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Jacob Madsen og Line Lykke - På vej mod stjernerne

DM Rally 
23/05/16 

Jacob Madsen og Line Lykke tog endnu en spektakulær sejr i deres Opel ADAM
Hvor Formel 1-køreren Kevin Magnussen for syv-otte år siden var dansk banesports store talent, så er Jacob Madsen lige nu på samme sted i sin rallykarriere.
 

Den tyve-årige komet fra Dianalund er dansk rallysports store håb, og i weekenden cementerede han alle forventningerne ved sammen med sin erfarne codriver Line Lykke Jensen fra Stenløse at tage endnu et stort skridt mod danmarksmesterskabet i rally i mesterskabet for tohjulstrukne biler under 1600 ccm.


Jacob Madsen og Line Lykke Jensen var i bogstavelig forstand flyvende i deres Opel ADAM i anden afdeling af danmarksmesterskabet i rally. Foreløbig har de kurs mod stjernerne, så en landing ligger ikke lige for
(Foto: Michael Eisenberg)

Ved mål i Anderup El Rally på vestfynske landeveje var Jacob Madsen og Line Lykke Jensen 46 sekunder foran nummer to, og i løbets samlede resultat kørte de i kamp med mange firehjulstrukne biler med 100 hestekræfter mere deres Opel ADAM R2 ind på en sensationel fjerdeplads ud af 68 startende mandskaber.

”Det er sindssygt dejligt. Det havde jeg ikke regnet med, for der var mange hurtigere biler på startlisten,” kommenterede Jacob Madsen ved mål, og Line Lykke Jensen mente: ”Det er den fedeste følelse, for at blive nr. 4 generelt havde jeg ikke turdet tro på.”


Grusveje passer perfekt til Jacob Madsen og Line Lykke Jensen. På rallyets sidste hastighedsprøve, som til dels blev afviklet på grus, kørte de deres Opel ADAM ind på en tredjeplads.
(Foto: Michael Eisenberg)

For en uge siden viste Jacob Madsen de samme takter, da han i første afdeling af den prestigefyldte rallysprintserie Yokohamamesterskabet kørte den lille Opel ind på førstepladsen foran den tidligere danmarksmester Jørgen Hansen i en Porsche 997 GT3 Cup-racer.

Resultaterne peger mod en international karriere, og Jacob Madsen bekræfter, at der arbejdes i den retning:

”Opel i Tyskland er interesserede i, at vi til næste år kører en fuld sæson i europamesterskabet i rally for juniorer, og senere på året skal vi køre to EM-løb som forberedelse,” fortæller Jacob Madsen.


Enorm glæde og lettelse prægede Jacob Madsen og Line Lykke Jensen ved mål på anden afdeling af DM i rally: Et perfekt løb uden en eneste fejl gav en samlet fjerdeplads og en overlegen klassesejr som resultat
(Foto: Michael Eisenberg)

I den nye Opel Corsa Rally Cup var der i rallyet sejr til brødrene Simon og Sune Valentin fra Gislinge i en Opel Corsa OPC. De var samtidig hurtigst af alle i Gruppe E, hvor biler af andre mærker deltog. De unge brødres karriere har de to seneste år været på standby, men med denne sejr har Simon og Sune Valentin atter meldt sig ind i feltet af unge lovende rallykørere.

Nr. 2 i Opel Corsa Rally Cup blev Michael Ted Mcbride, Rødovre, og Britt Mikkelsen Karlslunde, mens 3. pladsen gik til Jan Jacobsen og Asger Kvist fra Holstebro.


Brødrene, der kom ind fra kulden: Med denne Opel Corsa OPC har Simon og Sune Valentin atter meldt sig ind i feltet af unge lovende rallykørere
(Foto: Michael Eisenberg)

Se den samlede resultatliste på http://www.rallyresult.dk/

Næste afdeling af danmarksmesterskabet i rally køres lørdag den 25. juni på landevejene omkring Slagelse.


Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Line Lykke Jensen
  • Fyn
  • 21/05/16 - Fyn - DM Rally
  •  
     

    DM i Rally nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: