Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Challenge

Omskiftelig sæsonstart

1600 Challenge 
27/04/16 

Kørerne i Yokohama 1600 Challenge havde en meget omskiftelig sæsonstart ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen.
22 kørere havde taget turen til den midtjyske bane, og de vidste allerede på forhånd at de både skulle have tørvejrs- og regnvejrsdæk med. Men spørgsmålet var om begge slags skulle bruges, eller om regnbygerne ville drive forbi.
 

Lørdag morgen skinnede solen fra en skyfri himmel, så de kørerne var hurtige til at komme ud på banen og få vinterrusten banket af.


Yokohama 1600 Challenge leverede som altid et flot stort felt
(Foto: Denner Photo)

Den tidligere mester i klassen, Tommy Nygaard, var hurtigt ude af starthullerne og satte hurtigste tid foran Carsten Rasmussen og Steffen Larsen. De fleste i feltet havde en problemfri træning, men helt så godt gik det ikke for Brian Jakobsen. Efter nogle gode omgange valgte motoren i hans Toyota Corolla GT at give op, og da han ikke lige havde en ny med i bagagen, måtte han lade bilen stå resten af weekenden og kigge med fra sidelinien.

Da kvalifikationen skulle køres lørdag eftermiddag var vejret skiftet. En regnvåd bane var det som mødte kørerne, så alle var på regndæk.


Brigitte Klintskov Jerkel er den første kvinde i Yokohama 1600 Challenge i 10 år. På trods af omskifteligt vejr, klarede hun hendes racerdebut rigtig flot.
(Foto: Denner Photo)

Igen satte Nygaard alle konkurrenterne til vægs, mens Morten Christensen var næsthurtigst foran Mads Hedegaard Frederiksen.

Det var dog først søndag middag at sæsonens første point skulle deles ud – og det på helt tør bane. Fra Pole Position skød Tommy Nygaard hurtigt afsted og konkurrenterne skulle kun se hans bagkofanger resten af heatet – så længe at de da kunne ane den i horisonten. Til gengæld var der mere kamp om pladserne bag ham. Mads Hedegaard Frederiksen, Steffen Larsen og Brian Johannesen kæmpede om de resterende podiepladser. Det blev dog i nævnte rækkefølge at de 3 krydsede stregen.


Torben Jørgensen havde en gæsteoptræden i Yokohama 1600 Challenge. Den ellers så trofaste Honda kører havde denne weekend lånt en Toyota Corolla, som han. bl.a. kørte en 3. plads i Oldboysmesterskabet hjem i.
(Foto: Denner Photo)

Der var masser af kamp om den vigtige 8. plads – vigtig fordi at den giver Pole Position til løb 2. Hele 4 kørere var i kamp til allersidste meter. Efter en intens kamp, blev det Rasmus Holmegaard Hansen som snuppede 8. pladsen foran Mike Hansen, Bernth Stott Jørgensen og Jens Jensen. De 4 kørere var kun 1,5 sekunder fra hinanden, med blot 0,008 sekunder mellem Mike og Bernth!

I Oldboysmesterskabet vandt Carsten Rasmussen foran Michael Scharstein, Bernth Stott Jørgensen, Torben Jørgensen og Brigitte Klintskov Jerkel.


Podiet efter heat 1 – Tommy Nygaard foran Mads Hedegaard Frederiksen og Steffen Larsen
(Foto: JJ Media)

I Rookiemesterskabet tog Mads Østerbro hans første pokal i banesporten foran Kim Villebæk, Jacob Hansen og Brigitte Klintskov Jerkel.

Til heat 2 var holdt debutanten i klassen, Rasmus Holmegaard Hansen, i Pole Position foran Michael Scharstein og Morten Christensen. Efter et tørt løb 1 valgte vejrguderne at lukke op for en kæmpe sludbyge lige som kørerne skulle på banen. Derfor var langt størstedelen af de 19 startende i heatet på tørvejrsdæk, hvilket også gav udslag allerede på første omgang.

Imponerende nok var der ikke nogen kontakt på trods af de svære konditioner, men de 4 kørere på regndæk gjorde sig hurtigt bemærket. Steffen Larsen og Brian Johannesen kørte sig hurtigt fra henholdsvis 6. og 5. startposition til en 1. og 2. plads og distancerede resten af feltet.


Michael Scharstein havde hans bedste weekend i lang tid, med en generel 5. plads i heat 2 samt sejr i Oldboysmesterskabet
(Foto: Denner Photo)

Blikket blev dog ret hurtigt rettet ned mod bagenden af feltet. Vinder af heat 1, Tommy Nygaard, havde skiftet til regndæk så sent at han ikke var nået med på startopstillingen. I stedet startede han fra pitten, men allerede efter 1. omgang var han helt oppe på 9. pladsen! Stille og roligt overhalede han en efter en og løbets 7. omgang var han nået helt op til Steffen Larsen og gjorde kort proces, og overhalede ham ved første lejlighed.

På de allersidste meter af løbet var Mads Hedegaard Frederiksen nået op til Brian Johannesen på 3. pladsen og de 2 havde en dyst hen mod målstregen med 0,064 sekunder mellem dem! Altså endnu en supertæt afslutning.


Morten Christensen var ude og lufte den flotte blå Peugeot 207. Med P2 i kvalifikationen viste han masser af fart, som desværre ikke rakte til en podieplads i denne omgang.
(Foto: Denner Photo)

I Oldboysmesterskabet slog Michael Scharstein hans mangeårige rival i netop dette mesterskab, Carsten Rasmussen. Torben Jørgensen tog den sidste pokal foran Rudi Larsen, Brigitte Klintskov Jørgensen og Bernth Stott Jørgensen.

Mads Østerbro doblede op i Rookiemesterskabet og tog weekendens 2. sejr foran Kim Villebæk og Brigitte Klintskov Jerkel. Jacob Hansen kom desværre ikke til start på grund af problemer med koblingen.


Mads Østerbro var en af de nye kørere i klassen – og han fik en rigtig fin debut
(Foto: Denner Photo)

Efter weekenden har Tommy Nygaard lagt sig i front af DIF Danmarksmesterskabet, men han har valgt kun at køre udvalgte løb i sæsonen, og sagde ved slutningen af denne weekend, at DM2 på Padborg Park blev et at de løb som han sad over.

Steffen Larsen indtager 2. pladsen foran Mads Hedegaard Frederiksen og Brian Johannesen. Herefter Michael Scharstein og Carsten Rasmussen på en delt 5. plads efterfulgt af Morten Christensen.


Tommy Nygaard doblede op og tog også sejren i heat 2 foran Steffen Larsen og Brian Johannesen
(Foto: JJ Media)

I Rookiemesterskabet har Mads Østerbro lagt sig i front, med Kim Villebæk, Brigitte Klintskov Jerkel og Jacob Hansen på de efterfølgende pladser.

Oldboysmesterskabet har en delt føring mellem Carsten Rasmussen og Michael Scharstein, mens Torben Jørgensen indtager en aktuel 3. plads foran Bernth Stott Jørgensen, Brigitte Klintskov Jerkel, Rudi Larsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen.

Yokohama 1600 Challenge er allerede i gang igen den kommende weekend på Padborg Park. I skrivende stund er 18 kørere klar, men hvem ved om der dukker flere op inden weekenden.


Weekendens hurtigste mand – Tommy Nygaard
(Foto: Denner Photo)

Der bliver til en travl lørdag med 3 kørsler, mens søndagen kun byder på heat 2. Men det giver blot større muligheder for at få en snak med kørerne, hvis I har interesse i klassen eller bilerne.

Succesballasten betyder at Tommy Nygaard skal have 100kg i bilen – dog var meldingen da han kørte fra FDM Jyllandsringen, at han ikke ville køre løbet på Padborg Park.

Derfor bliver Steffen Larsen tungeste mand med 70kg, Mads Hedegaard Frederiksen 60kg, Brian Johannesen 50kg, samt Carsten Rasmussen og Michael Scharstein med 10kg hver.

Tidsplanen er som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Træning 8.50
Kvalifikation 13.00
Løb 1 16.20

Søndag
Løb 2 14.50

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • 24/04/16 - Jyllandsringen - 1600 Challenge
  • 01/05/16 - Padborg Park - 1600 Challenge
  •