Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 3 UK

Jan Jønck i flot F3 debut

Formel 3 UK 
30/03/16 

Jan Jønck fik i påskedagene sin debut i det britiske Formel 3 mesterskab. Regn og blæst gjorde betingelserne svære, men den 17-årige østjyde tog udfordringen op og gjorde en rigtig god figur i en hektisk løbsweekend på Snetterton.
 

”Alt i alt var det en rigtig fornuftig start på sæsonen,” siger Jan selv om sin første weekend hos Sean Walkinshaw Racing. ”Der er selvfølgelig en række ting, vi nu skal arbejde på at forbedre, men generelt er jeg meget positiv, og jeg glæder mig meget til resten af sæsonen.”


(Foto: Jan Jønck Presse)

Jan Jønck åbnede weekenden med at køre en flot kvalifikation, da han på en meget våd bane præsterede at køre i 10. bedste tid, og de flotte takter fortsatte i weekendens første heat, som også blev afviklet på en regnvåd bane.

Da starten gik avancerede Jan hurtigt til 9. pladsen, og med forrygende og flot kørsel overhalede han yderligere 2 af de forankørende på 5. omgang. Denne placering holdt han til målstregen, og således var en 7. plads i debutløbet en realitet.
”En rigtig fed start på sæsonen. Det er godt endelig at komme i gang og fedt at komme i top 10 med det samme,” sagde Jan lige efter det 1. heat. Jans præstation bliver ikke mindre imponerende, når man tager i betragtning, at han før dette heat endnu ikke havde haft lejlighed til at køre bilen på regnvejrsdæk.


(Foto: Jan Jønck Presse)

Weekendens 2 øvrige heats blev forsinket ca. 4 timer pga. kraftig blæst og regn, men da det endelig var tid til at sætte sig bag rattet igen, leverede Jan Jønck endnu en solid præstation under svære betingelser. På startgridden til heat 2 vender man rundt på de 8 bedst placerede fra heat 1, og Jan skulle således starte fra 2. pladsen. Han kom godt fra start og forsvarede sin 2. plads gennem de vigtige første sving, men på 2. omgang sendte en mindre batalje med en konkurrent ham ned på 10. pladsen. En længere periode bag Safety Car gjorde det svært at revanchere sig, og Jan måtte tage til takke med 10. pladsen.


(Foto: Jan Jønck Presse)

I det sidste heat blev Jan ramt af et af den slags uheld, som man aldrig rigtigt kan gardere sig imod. Fra en startplacering som nr. 12 havde han fået kørt sig op på 8. pladsen, da bilen pludselig og uden varsel lukkede ned. Motoren satte ud og displayet på rattet gik i sort. Efter flere forsøg fik Jan gang i bilen igen, men nu havde hele feltet passeret ham, og han sluttede således weekendens sidste heat på 20. pladsen.

”Det havde været rigtig fedt at kunne tage hjem med 3 Top 10 placeringer på kontoen, men sådan skulle det ikke være. Det var selvfølgelig en sur måde at slutte weekenden af på, men det ændrer ikke på, at jeg har en rigtig god fornemmelse forud for resten af sæsonen,” fortæller Jan.

”Det er mit klare indtryk, at teamet også er godt tilfreds med min indsats. Jeg har ikke testet nær så meget som mine 2 teamkammerater, og alligevel er jeg rigtig godt med på farten, både i kvalifikationen og i løbene. Jeg tror på, at vi kan gøre en rigtig god figur henover sæsonen.”

”Niveauet er rigtig højt – der bliver kørt aggressivt, men det er en flok dygtige kørere, som også har hovedet med på banen. Vi ligger meget tæt, og i en weekend som denne vil jeg vurdere, at alle som sluttede i Top 10 lige så vel kunne have vundet. Det er virkelig de små marginaler, der gør forskellene – næsten som jeg husker det fra gokart,” siger Jan med et stort smil. ”Bilen er rigtig sjov at køre, og selvom regnvejret gjorde det sværere, for her har man virkelig hænderne fulde, så var det en fed, fed oplevelse.”


(Foto: Jan Jønck Presse)

Med hensyn til resten af sæsonen er Jan meget fortrøstningsfuld. Han er kommet til et team, som har styr på detaljerne, og hvor alle kender deres opgaver, og han er ikke i tvivl om, at de kan levere en konkurrencedygtig bil til ham. Alle skal de dog lige lære det nye materiel 100 % at kende, for det er første år, der køres med denne type racer i BRDC Formel 3 mesterskabet.

”Vi havde lidt bøvl med bilen, både i træningerne og i det sidste heat, men når vi får styr på materiellet, så burde det være muligt at køre i Top 5, og er man først med deroppe, så kan alting ske.”

Den næste løbsweekend i BRDC Formel 3 mesterskabet afvikles på Brands Hatch d. 16./17. april. Præcis som Snetterton har Jan aldrig før kørt på denne bane, og derfor arbejdes der på at arrangere et par testdage inden løbsweekenden.

Jens Hvas


Læs mere om:
  • Jan Jønck
  •