Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Genudsendelse eller gensynsglæde

Formel 1 
14/03/16 

Optakt til 2016
Foråret er over os og gamle kendinge er på vej tilbage til fjernsynet. Game of Thrones og Orphan Black vender tilbage til april, andre serier er dukket op fra vintermørket. Og på søndag starter min yndlings reality serie med sin sæson nr. 67 - nemlig den fantastiske fortælling om verdensmesterskabet i Formel 1. Lidt for mange afsnit og lidt for mange usikkerhedsmomenter, men alligevel er det med en stor portion forventning at jeg står for tidligt op på søndag.
 

Man kan håbe på, at rollerne bliver byttet lidt om til sæson nr. 67. De sidste par år har været ret domineret af de samme deltagere. Men der er en reel risiko for at 2016 kommer til at minde om DRs sendeflade i sommerferien - en lang genudsendelse. På de fleste områder er reglerne de samme som sidste år. Der er ændret på regler omkring dæk og kvalifikationen - i håb om at disse små justeringer kan give en mere spændende sæson. Man kan håbe på det, men der er ikke den store tradition for at justeringer giver ret store ændringer i styrkeforholdet.

I kvalifikationen får vi nu en seance hvor en kører bliver strittet ud undervejs i hver periode. Hver 90. sekund faktisk, bliver en kører bedt om at forlade banen. Det kan skabe noget dynamik, det kan blive seværdigt - det kan også blive en fuser. Men lad os se, tanken er ikke helt tåbelig og sidste ende er det væsentlige om det rent faktisk virker.


En dansker vender tilbage
(Foto: Renault Sport)

Ikke alle har været lige begejstrede. Kørerne er lidt skeptiske, Bernie Ecclestone var lidt skeptisk og mente slet ikke det kunne lade sig gøre før senere på sæsonen - der tog han fejl! Nogle konservative ryster har været fremme med argumenter om, at der ikke har været noget galt med kvalifikationen - og at man skal jo huske at det er vigtigt at den hurtigste starter først. Nej, det vigtigste er, at vi får en spændende løb. For min skyld kan man trække lod eller tildele startplaceringer baseret på deres forældres bryllupsdag, hvis bliver spændende af det.

Et hurtigt gæt på det nye kvalifikationsformat er, at det bliver en moderat succes, det giver lidt mere underholdning om lørdagen og giver et par gedigne overraskelser i løbet af sæsonen, men de fleste gange ender det alligevel med de sædvanlige i første startrække. I forhold til søndagens løb kommer det ikke til at betyde meget for underholdningsværdien.

De nye dækregler betyder at de forskellige teams selv i et vist omfang, kan vælge fordelingen af dæk mellem de forskellige typer. Det kan give nogle forskellige strategier - og det kan måske give lidt spænding - men det kan også gøre det mere besværligt for tilskueren hjemme i stuen (for slet ikke tale om tilskueren på banen). Det kræver hele tiden overblik over hvem der har hvilke dæk til rådighed.

En sidste ændring er regler omkring radiokommunikation. Der har været en del snak i æteren gennem de sidste mange år. Nogle er glade for det, Kimi Raikkonen virker lidt mere skeptisk, når teamet spammer hans headset med ligegyldige informationer. Tidligere har man forsøgt at begrænse snakken, men reglerne skabte lidt forvirring. Nu har man lavet en positivliste med informationer der må gives til køreren over radioen.

Dermed har vi rundet de nye regler og tilbage er kun at håbe for det bedste og forvent en genudsendelse af 2015. For meget tyder på at Mercedes igen i 2016 kan komme til at dominere. Ikke at de dominerede voldsomt i de to testkørsler, snarere virkede de uinteresserede i at spille for meget med musklerne. Det, de viste, var til gengæld at bilen kan kværne derudad i umindelige tider uden tekniske problemer.

Kampen mellem de to kørere bør være mere åben i år. Rosberg har kontraktudløb med udgangen af sæsonen og hvis ikke han viser at han kan være på niveau med Hamilton, er der sådan set ikke megen grund til at beholde ham.

Traditionelt set har det været sådan, at når reglerne bliver ændret, er det et hold, der rammer de nye regler rent, og andre der må indhente det førende hold. Nu er vi i år tre med de seneste regler og derfor burde konkurrenterne være tættere på Mercedes i år. Specielt Ferrari har man forventninger til.

Det italienske hold har haft en svær tid siden Raikkonen blev verdensmester i 2007. Ikke fordi de, som i første del af 90’erne, har været milevidt fra fronten, men fordi Ferrari simpelthen har været rigtig gode til at bygge den næstbedste bil! At være nummer to er jo ikke dårligt, men når man er det år efter år efter år, så går fornøjelsen alligevel lidt af. I år har de ikke udsigt til at være mere end nummer to, men når det er sagt, kan det godt være en succes alligevel. De skal bare være tættere på Mercedes - ikke som tættere på i sekunder, men som i, at de skal vinde nogle flere løb.

Vettel er i gang med sit år 2 hos den stejlende hingst, mens Raikkonen efterhånden er blevet en del af møblementet. At han fik en sæson til overraskede mange sidste efterår. Han er ikke ung mere, Vettel er bedre - var det ikke på tide at finde en ny mand til teamet. Problemet er måske at ingen af de tre oplagte kandidater skilte sig nok ud fra hinanden. Hülkenberg var ikke imponerende sidste år, Ricciardo heller ikke så meget - og Bottas gik udviklingsmæssigt i stå i 2015. Rygterne går på, at de også er småforelskede i Verstappen - om der er hold i det rygte må tiden vise. Formel 1 er slet ikke så følelsesladet - hvis en kører viser potentiale er han interessant, hvis han ikke gør, så er han ikke interessant. Verstappen viste potentiale sidste år, og følgelig er alle hold interesserede, om ikke andet, så i at se hvad det udvikler sig til.

Mens kravet til Ferrari er ganske klart, at de skal være tættere på Mercedes, er kravet til Williams lidt anderledes. Det er betydeligt mindre team, og hvis de kan forsvare deres 3. plads i VM, vil det være fint. Men også de må gerne være bedre end sidste år, hvor de faktisk set over en hel sæson var lidt ringere end i 2014. Force India har sagt at de har planer om at slå Williams. Begge biler bruger Mercedes heste i motorrummet, så konkurrencen mellem de to ligger lige for.

Valtteri Bottas var en de positive overraskelser i 2014. Sidste sæson gik han så lidt i stå og skal i gang igen, specielt hvis han vil gøre sig forhåbninger om en rød bil i ’17. Ligesom Massa udløber hans kontrakt med udgangen af denne sæson. Brasilianeren befinder sig bare et helt andet sted i sin karriere, han nærmer sig pensionen. Han har haft et par overraskende gode år hos Williams, men spørgsmålet er om det er nok.

McLaren er et andet gammel team i vanskeligheder. Sidste år var de helt til grin og det er egentlig ganske imponerende at de beholdt begge deres kørere - to tidligere verdensmestre, er tilbragte en sæson med at kæmpe mod at blive nr. sidst. Honda motoren skal kunne mere i år end sidste år, ellers er det ikke bare 2016, der bliver meget lang for McLaren, men resten af årtiet.

Button og Alonso virkede sidste år som om de kedede sig bravt. Kørere der keder sig, er ikke de rigtige at have i et team, og man kan spørge sig selv om de er de rigtige kørere for McLaren lige nu. Men det er dem, de har. Talentet fejler ikke noget, men motivationen kan svigte.

Force India har de sidste par år nydt godt af, at have en Mercedes motor. Det har fået dem til at præstere på et niveau hvor de ikke helt hører til. Men år McLaren kører med dårlige motorer, Renaults motor forhindrer gode præstationer fra deres kunder etc. sker det nogle gange, at et hold står parat til at gribe mulighederne. Det har Force India gjort, specielt Perez, der virker afslappet i forhold til den gang han kørte McLaren. Hülkenberg virker lidt mere presset, han havde en god periode efter han vandt Le Mans, men set over en sæson, skal han altså tættere på Perez.

De to teams sponsoreret af en klam østrigsk energidrik er gået lidt hver til sit. Toro Rosso har fået en Ferrari motor, mens Red Bull er har beholdt Renault, og kaldt den TAG. TAG er jo et godt gammelt navn i Formel 1. Det var dem, der lagde navn til Porsches motor midt i 80’erne, der hentede VM titler til Lauda og Prost, da de var McLaren kørere.

Hos Red Bull forventer man at Toro Rosso vil være bedre i starten af sæsonen, fordi de har en bedre motor - sidste års Ferrari forventes fra start at være bedre end Renaults nye. Men lad os se - Red Bull er i virkeligheden interesserede i at komme af med Toro Rosso, så hvis de kan banke storesøsteren i starten af sæsonen er det jo sådan set meget god reklame.

Carlos Sainz og Max Verstappen debuterede begge i Formel 1 sidste sæson. Sainz gjorde det fornuftigt, men stod alligevel ret meget i skyggen af sandkassekøreren Verstappen. For dem begge gælder det, at de i denne sæson skal udvikle sig. Antallet af point er ikke så væsentligt, men de skal være i stand til at virke som andet end debutanter. Og så skal Sainz være tættere på Verstappen.

Hos storesøster fra Østrig, skal man have bilen til at fungere med den nye Renault motor. Helmuth Marko har allerede været ude med de første udmeldinger om, at bilen er fantastisk, bare en skam at den ikke har en Mercedes eller en Ferrari motor. Han kan bare ikke lide Renault. Tidligere har han i øvrigt også været ude at sige, at Renault burde satse på Red Bull, fremfor deres eget fabrikshold. Helmuth Marko er måske en omvandrende advarsel for hvad der kan ske hvis man drikker for meget af det der koffein-klister de reklamerer for.

Ricciardo var en af de store stjerner i 2014, men gik i stå i 2015. Pointmæssigt var han ikke så overlegen i forhold til Kvyat som han burde have været, men på banen var forholdet mellem dem nu ganske klart. Kvyat er bare ikke lavet af samme støbning. Han er ikke nogen dårlig kører, men han har heller ikke den klasse, som Red Bull gerne vil have i deres biler.

Lotus døde for mange år siden, men de senere år har navnet været i brug igen. Først til det lille hold, der skiftede navn til Caterham, og senere til det gamle Renault team. Familiebåndene til det rigtige Lotus, var i bedste fald små. Og et så glorværdigt navn fortjente i al fald bedre end det fik! Egenlig burde teamet bare “Enstone”. Men det gør det ikke, i stedet hedder det Renault - for anden gang. Det er så også tredie gang at den franske bilfabrik har et team i Formel 1.

Denne gang er det affødt af, at det simpelthen gav for lidt at leverer motorer - selvom der blev hentet fire VM titler i træk. Red Bull snuppede al opmærksomheden, og det var først da ikke helt spillede mere, at Red Bull huskede at nævne Renault. Så alt i alt mente den statsejede franske virksomhed, at det var bedre enten at forsvinde, eller få sit eget team igen.

Sidste års bil var sådan set ok, men underudviklet. Nu er der kommet penge til udvikling, nu skal man bare indhente de andre - det er også et projekt. Renault har demonstreret stor tålmodighed, det her er en langsigtet plan de har gang i.

Jolyon Palmer fik en kontrakt af Lotus, og den overgik til Renault, da de købte teamet. Han virker ganske sympatisk og hvis han minder om sin far så vil han være driftsikker, men ikke særlig spektakulær.

Den anden kører de arvede fra Lotus var Pastor Maldonado. Ham er der blevet sagt mange grimme ting om, og han er lidt et offer for at en historie der er sjov bliver til en sandhed. Maldonado var ikke en potentiel verdensmester, men han var nu heller ikke den ringeste F1 kører i historien. Han var ganske uvillig til at lære af sine fejl, men han var ikke til fare for sine omgivelser, sådan generelt set.

Men det var åbenlyst at Renault ikke havde noget at bruge ham til. Nogen stor testkører er han ikke, og så er der det med fejlene han ikke lærer af. Derudover var hans sponsor et problem. Det ville de være hvor som helst, at blive anklaget for medvirken til narkosmugling og terrorisme og hvad de ellers blev anklaget for, giver en smule image problemer. Men Renault er statsejet og det fungerer slet ikke, med så suspekt en partner.

Løsningen gav sig selv, Maldonados sponsor havde også økonomiske problemer og betalte ikke til tiden - og dermed blev Maldonado endnu en af de kører der røg ud af sporten før end de selv var klar til det.

Det oplagte alternativ var Kevin Magnussen. Med en sæsons erfaring, plus en hel del modgang, har han personligt være igennem en rejse, og talentet er jo det samme, som for to år siden. Det var åbenlyst at Magnussen var endnu en af dem, der ikke fik chancer nok for at vise sit potentiale. Og så var han ledig på markedet.

Han gjorde det godt, de fire testdage han var der. Taktisk set var det meget smart at overlade alle de tekniske problemer til Palmer, og selv kværne omgang efter omgang af.

Renault har en udfordrende sæson foran sig. Kravet må være regelmæssige point og kravet til Magnussen er at dominere den interne kamp. Hvis ikke, skal han nok til at kigge sig om efter en anden serie at trille rundt i næste år.

Hos Sauber fortsætte problemerne. Bilerne ligner stadig en reklame for Ikea, kørerne hedder stadig Ericsson og Nasr og finanserne er stadig små. Så små at der har været problemer med at betale løn til de ansatte - det er så fordelen ved at kørerne betaler for at køre, så bliver de i det mindste ikke ramt.

Kørerne var der også sidste år, og imponerede ikke. Ikke at de var elendige, men de virkede nu heller ikke som om der er en fremtid for dem, når sponsorpengene tørrer ud og de skal kigge efter andre teams. Der kunne findes dårligere kørere, men der kan også findes nogen der fortjener det mere.

Manor virker til at være lidt ovenpå. Mercedes motorer i bilen, nye folk i pitten. Ambitionerne går på at være det dårligste hold i 2016, men ikke så dårligt som i 2015. Pascal Wehrlein bliver der stillet store forhåbninger til - og han kører måske for et Mercedes sæde i 2017. Haryanto derimod forventes der ikke meget af, altså bortset fra at han skal finansiere teamet…

Sidste team hedder Haas og de er nye i klassen. Bilen ser fornuftigt ud, men det er allerede gået op for holdet, at det der med at komme ind i Formel 1, er ret svært. De skal satse på nogle point hist og pist og at de undgår de store brølere.

Man kan ellers argumentere for at de allerede har begået en lille en, da de ansatte Gutierrez. Mexicaneren kommer med lidt sponsorpenge, Ferrari erfaring, og så er han nordamerikaner. Men Jean Eric Vergne havde nok være et bedre valg, hvis de skulle vælge mellem Ferraris testkørere. Gutierrez mener selv at han skal bruge sæsonen til at vise sig som den oplagte kandidat til at afløse Raikkonen. En 46 årig Raikkonen med vodkatømmermænd vil stadig være et bedre valg end Gutierrez i topform.

Grosjean gik og ventede og ventede på at Renault skulle købe Lotus. Men de var for langsomme og så skrev han under på en kontrakt med Haas. Fremtiden for Lotus troede han ikke på. Men han ville gerne have været Renault kører. Nu skal han trække et nyt team op, og der hviler et vist ansvar på hans skuldre. Kan han gøre det, er der mulighed for noget bedre næste år. Men en mulighed er ikke en garanti og Grosjean risikerer også at ende som et uforløst talent.

2016 starter på søndag. Forhåbentlig bliver den en sæson med syv forskellige vindere og tre der kæmper om VM helt frem til sidste løb. Sådan går det nok ikke, men bare det bliver mere åbent end sidste, er det sådan set også ok.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Albert Park
  • 20/03/16 - Albert Park - Formel 1 - FIA F1
  •