Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama 1600 Challenge

Næsten perfekt afslutning på sæsonen

Yokohama
1600 Challenge 

10/11/15 
Yokohama

Det blev til en næsten perfekt afslutning på sæsonen for Jens Jensen.
I 2015 har han endnu engang deltaget en fuld sæson i Yokohama 1600 Challenge, så teamet er efterhånden ved at få styr på bilen.
 

I efterårssæsonen blev der prøvet noget helt nyt af på opsætningen af bilen, og det er noget der virkelig har båret frugt, når man kigger på omgangstiderne.


(Foto: CNPhoto.dk)

Ved sæsonens 6. løbsweekend, skulle det 20 bils store felt kæmpe om pointene på FDM Jyllandsringen. Træningen forløb rimelig, men den virkede svær på en morgenkold bane, hvor der ikke var ret meget vejgreb. Men til kvalifikationen lørdag eftermiddag, var banen tilbage til sit sædvanlige niveau, og Jens fik kørt en super kvalifikation.

Med 11. startplacering og kun 1,1 sekund fra Pole Position, har han aldrig været tættere på fronten tidsmæssigt – og det vel og mærke i kamp med biler som er meget nyere end hans eget Peugeot 106 Rallye fra 1997.

”Jeg ramte bare kvalifikationsomgangen perfekt, så jeg er rigtig meget tilfreds med den. Min sektor 2 og 3 sad perfekt – ja faktisk var jeg 2. hurtigst af samtlige biler i sektor 3. Så nu er det bare sektor et som jeg skal have styr på,” sagde en meget glad kører efter kvalifikationen.

Starten på heat 1 søndag formiddag blev en lidt blandet fornøjelse. En halvskidt start, kombineret med at han kom til at hænge bag en langsommere konkurrent, som var generelt langsommere, men lige nøjagtig hurtig nok, de steder hvor man kunne overhale, gjorde at løbet blev lidt af en skuffelse. Men alligevel blev der kørt en 14. plads hjem.


(Foto: CNPhoto.dk)

Heat 2 blev lidt en gentagelse. En bagved startende konkurrent tyvstartede, men han var også godt til at være hurtig de ”rigtige” steder – indtil han tog straffen. Herefter skulle ærmerne smøges op for at kæmpe sig op gennem feltet igen. Med flere gode overhalinger, lykkedes det at komme flot tilbage fra den noget skuffende start, til at kunne krydse målstregen som 16’er.

14 dage senere skulle finalen køres på Padborg Park.

Som det så ofte er på denne tid af året, så er betingelserne for motorløb ikke altid de bedste. Heldigvis meldte meteologerne om tørvejr, men det ændrede ikke på det faktum at lufttemperaturen havde store problemer med at passere 10 grader – og asfalttemperaturen ligeså.

Derfor skulle der prøves ting af i træningen lørdag morgen, hvor asfalten stadig var iskold.

Den plan gik lidt i vasken, da træningsdækkene var helt færdige efter blot få omgange. Så det rakte kun til 25. hurtigste tid i det 28 bils store finalefelt.


(Foto: CNPhoto.dk)

Men der var stadig håb forude i kvalifikationen. Lørdag eftermiddag var der efterhånden ved at være godt greb i banen. Det kombineret med at der netop var blevet afviklet et 4 timers løb, gjorde at det næsten var som at køre på en sommerdag.

Tiden blev også markant forbedret, og er den hurtigste som Jens Jensen nogensinde har kørt på den sønderjyske bane. Det rakte til 16. startplads, men kun ca 1,5 sekunder fra Pole Position – og ca et halvt sekund til top 10. Så det er marginaler der afgør startplaceringerne.

Klokken 9.15 søndag morgen var det tid til heat 1. Med 28 biler på en meget morgenkold asfalt, var der næsten garanti for action – og det blev der så sandelig! Flere biler spandt rundt på første omgang, men den blå Peugeot 106 Rallye med nummer 86 på siden undgik alt tumulten, og kunne stille og roligt køre sig frem til en slutplacering som nummer 12, med 11. pladsen indenfor rækkevidde. Der blev gjort et forsøg i allersidste sving, som var lige ved at ende i sandkassen – men det blev altså ved 12. pladsen.

Det var så også startplaceringen til løb 2. Der er egentlig ikke så meget at sige, udover at det blev lidt af en fuser for Jens Jensen.

Nærmeste bagvedliggende konkurrent i mesterskabet smuttede forbi allerede på første omgang, og herefter måtte Jens desværre se en potentiel 14. plads i mesterskabet ligeså stille forsvinde længere og længere ud i horisonten. Det skulle bliev til en slutplacering som nummer 17, som måske virkede lidt lunken.

Men til gengæld så fortsatte Jens rekorden, som ingen andre i Yokohama 1600 Challenge kan matche. Gennem de seneste 3 sæsoner, er han den eneste kører som har set målflaget i samtlige løb – og har endda scoret point i alle sammen! Så det er en virkelig flot rekord at have.

Slutplaceringen i DIF Danmarksmesterskabet 2015 blev til en flot 15. plads ud af 37 klassificerede. Når man tager i betraktning, at de fleste af konkurrenterne bruger væsentlig flere penge på en sæson end teamet gør, så må det siges at være rigtig flot at kunne slutte så højt oppe, og være så tæt på toppen hvad angår omgangstiderne.


(Foto: CNPhoto.dk)

I 2016 er planen endnu engang at fortsætte i Yokohama 1600 Challenge. Klassen har den perfekte match af fedt ræs, mens budgettet samtidig bliver holdt nede.

Målet er endnu en fuld sæson, men det kommer an på om økonomien kommer på plads. Så det skal der arbejdes på i de kommende måneder.

Vinteren kommer til at stå på gennemgribende renovering af bilen. Den har fået nogle knubs henover sæsonen, så nu er det tid til at få den til at ligne sig selv igen, i den let genkendelige blå farve.

Teamet vil gerne sende en stor tak til dem som har støttet teamet både før, under og efter weekenderne, og dem som har hjulet med at få hjulene til at køre rundt.

Tak til konkurrenterne i klassen, som har været fantastiske at kæmpe med, og har leveret tæt ræs gang på gang.

Men også en stor tak til alle de frivillige på banerne – uden jer kan vi ikke køre motorløb.

Vi ses på banerne i 2016!

Jensen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Jens Jensen
  •  
     

    Yokohama 1600 Challenge nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: