Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Nicolai Sylvest viste igen sit potentiale ved VM

FIA WEC 
03/11/15 

World Endurance ChampionshipTre uger efter sin flotte debut i verdensmesterskabet for sportsvogne i Japan sad Nicolai Sylvest atter bag rattet af Larbre Competitions gule Chevrolet Corvette, da årets næstsidste VM-løb blev kørt.
Denne gang på den kinesiske Formel 1-bane i Shanghai. Det blev en løbsweekend, hvor Team Danmark-talentet atter viste sin fart, men desværre ikke nåede sit mål.
 

”Sammen med Gianluca Roda og Paolo Ruberti blev jeg nummer fem i klassen, men jeg må indrømme, at mit mål for denne weekend var en podieplacering. Den fik vi ikke, selv om det absolut var en realistisk mulighed,” siger den 18-årige racerkører fra Jægerspris.

Ligesom i Japan blev Nicolai Sylvest mødt af en ny udfordring i form af en racerbane, hvor han ikke havde været før. Men den var ikke kun ny for ham. Den var også teknisk svær, ligesom asfaltbelægningen var meget ru og dermed ekstra hård ved dækkene. Men efter de tre indledende træninger havde den unge dansker fundet tempoet, og sammen med det øvrige team sikrede han sig en startplacering som nummer tre i klassen, blot 15 hundrededele af et sekund fra pole position.


Nicolai Sylvest på den våde grid før starten på løbet i Shanghai

”Det gav Roda, Ruberti og mig troen på, at der virkelig kunne skabes et godt resultat, men stik imod alle vejrudsigter var det blevet regnvejr søndag morgen,” siger Nicolai Sylvest. ”Vi skulle derfor ud på et underlag, som vi ikke havde det mindste kendskab til på denne bane. Løbsledelsen valgte da også at lade feltet køre en række omgange bag safety car, inden de gav løbet frit.”

”Starten gik faktisk godt for os. Ruberti fik støt og roligt kørt bilen op på førstepladsen, hvorefter han overgav den til Roda. Desværre var der ikke kommet tilstrækkelig med benzin på bilen ved pitstoppet, så Roda måtte tilbage i pitten igen, og da jeg overtog den, lå vi på sjettepladsen.”

Larbre Competition valgte at sende Nicolai Sylvest ud på banen med intermediates-dæk på bilen – en mellemting mellem regn- og tørvejrsdæk.

”Det var desværre alt for tidligt, at vi fik de dæk på, for lige efter jeg var kommet ud på banen spandt bilen rundt,” siger Nicolai Sylvest. ”Jeg måtte virkelig kæmpe det bedste, jeg havde lært. Teamet lod mig køre mit stint færdig på disse dæk, da man vurderede, at jeg ville kunne hente mere ved at banen tørrede op end ved at køre ind og skifte igen. Da jeg kom ind til mit pitstop, valgte de på grund af min fart at lade mig køre et stint mere, så jeg fik i alt to timer i bilen.”

Nicolai Sylvest afleverede til sidst bilen på en femteplads, og den placering holdt hans to teamkammerater til det ternede flag.


Det blev til en femteplads i Larbre Competititons Corvette

”Efter omstændighederne var det et godkendt resultat, men skal jeg være ærlig, så havde jeg håbet på, at vi kunne have forbedret vores fjerdeplads fra sidste løb og derved sikret teamet årets første podieplads,” siger Nicolai Sylvest.

Den unge nordsjællænders 2015-sæson er nu overstået, men nu håber hans bagland på, at de to flotte VM-optrædener kan være med til at skabe grundlaget for en god 2016-sæson kan sikres.

”Jeg vil gerne sige tak til Team Danmark og Dansk Automobil Sports Union for uvurderlig støtte og opbakning,” siger Nicolai Sylvest. ”Samtidig vil jeg også rette en tak til alle mine sponsorer og de teams, jeg har kørt for. En speciel tak skal også lyde til Kristian Poulsen, som hjalp til at sætte mit navn i spil hos Larbre Competition og dermed bane vejen for min VM-debut.”

Med venlig hilsen
Sylvest Motorsport
Jesper Sylvest


Læs mere om:
  • Shanghai - Tianma Circuit
  • 15/11/01 - Shanghai - Tianma Circuit - FIA WEC - FIA VM
  •