Samtidig var 2015 igen et år, hvor jeg skulle vænne mig til en ny bil. Den lignede ganske vist bilen fra året før, men vores Ferrari 458 GT3 var blevet til en GT2, og dén er ganske anderledes. Blandt andet er den ikke udstyret med ABS-bremser, hvilket gør den til en mere ægte racerbil uden så mange hjælpemidler. Jeg syntes, at jeg fangede teknikken ret hurtigt, men alligevel blev det til skuffende kvalifikation for mig til årets første løb på Silverstone, hvor jeg manglede en del til de hurtigste.

Det var ikke kun bilen, som var ny, men også konkurrenterne i GTE-klassen, hvor nogle har op mod 10 års erfaring i GT-biler. Jeg hader at tabe, og jeg må erkende, at jeg blev direkte sur over, at vi kunne have forberedt os bedre, end vi havde gjort. Det kunne desværre også ses i løbsresultatet, takket være små begynderfejl for hele teamet. Vi sluttede sekser på Silverstone, og vi var slet ikke i tvivl om, hvad der skulle til for at komme tilbage i kampen igen.

Træning, træning, træning
Efter det skuffende resultat gik jeg i dialog med vores race engineer mellem løbene og lærte så meget, jeg kunne. Til de næste løb var vi pludselig de første, der mødte op i pitten om morgenen, og de sidste, der gik. Vi udviklede os hele vejen rundt, og hele holdet – engineer, mekanikere, kørere, vores pressemand – blev en stærk trækkraft. Anstrengelserne bar frugt, og allerede i sæsonens andet løb på Imola i maj kørte vi en tredjeplads hjem – og jeg sørgede selv for en tredjeplads i kvallen.

Men vi ville ikke nøjes med en podieplads. Racerløb er til for at blive vundet, og det gælder naturligvis også store mesterskaber. European Le Mans Series er et af de hårdeste GT-mesterskaber i verden, ikke mindst fordi de bedste teams belønnes med en gratis entry til 24-timers Le Mans. Denne lille vigtige detalje betød, at vi nu for alvor fik blod på tanden. Vi kæmpede videre, både på banen og udenfor.

Tredje løb var et gensyn med Red Bull Ring, hvor vi tabte mesterskabet i 2014. Vi var meget spændte, og i kvallen var jeg 0,2 sekunder foran pole-tiden, da jeg blev fanget bag en konkurrent, som pludselig begyndte at køre langsomt i sidste sving. Det kostede, og det blev til endnu en treer i kvallen. Men humøret var højt, og vi fandt et godt setup på bilen til alle tre kørere, og så gav vi den ellers gas i et løb, som jeg aldrig vil glemme.

Da jeg hoppede i bilen den sidste time af løbet var vi nummer tre, fem sekunder fra nummer to. Jeg satte jagten ind, og efter et kvarter tog jeg andepladsen og havde så et sekund op til den førende Matt Griffin, som er fabrikskører hos Ferrari. I næsten tre kvarter pressede jeg ham alt, hvad jeg kunne, og først på sidste omgang tryllede jeg et hul frem og tog førstepladsen frem til målflaget!

Endnu en sejr i Frankrig
Efter Red Bull Ring var vi kanonstolte allesammen, ikke mindst fordi vi havde taget føringen i mesterskabet. Men vi hvilede ikke på sejre – vi kæmpede videre mod sæsonens fjerde løb, som fandt sted på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig i september. Igen havde vi en god bil, og endnu en gang hentede jeg en tredjeplads i en meget tæt kvalifikation – kun 0,2 sekunder efter den firedobbelte verdensmester i Ferrari og tidligere Formel 1-kører, Andrea Bertolini. Løbet fløj af sted, og takket være en klog pitstrategi og lidt held med en safetycar vandt vi næsten en hel omgangs forspring, og så handlede det kun om at få bilen sikkert i mål.

Med et forspring på 19 point i mesterskabet var vi nu ekstra styrket. Til sæsonens sidste og afgørende løb på Estoril-banen i Portugal havde Ferrari medbragt to fabrikskørere, og det var selvfølgelig dem, som kørte kvalifikationen for deres hold. Det endte dog med, at jeg kvallede en andenplads, kun 0,08 sekunder efter P1 – og dermed blev den hurtigste Ferrari-kører. Naturligvis en rigtig god start på løbsdagen.

Løbet startede godt, og Johnny beviste endnu en gang, at han er blandt de absolut bedste bronzekørere i GT-racing lige nu. Han kom godt fra start og forsvarede vores position i topppen længe. Desværre fik vi en straf på grund af speeding i pitlane, og et ekstra dækskifte på grund af det vanskelige vejr kostede os dyrt. Vi gik efter at vinde mesterskabet, men vores rivaler lå godt i løbet, og intet var afgjort.

Jeg kørte det sidste stint, og det sad heldigvis i skabet Men med fem omgange tilbage begyndte motoren pludselig at sætte ud og larme lidt mere, end den plejer. Det blev pludselig en kamp at bevare vores placering og samtidig køre bilen i mål, så vi stadig havde point nok til at tage det samlede mesterskab og vinde vores adgangsbillet til 24-timers Le Mans. Det lykkedes!

Største præstation i min karriere
At vinde European Le Mans Series er foreløbig den største præstation i min karriere. Jeg er stolt over, at vi som dansk team vinder serien som debutanter i den største GT-klasse, og i vores kun andet år i European Le Mans Series. En kæmpe tak skal lyde til alle de mennesker, som har hjulpet mig, ikke kun i denn sæson, men også undervejs gennem hele min karriere. Uden støtte og opbakning fra mine sponsorer, min familie, venner og alle andre omkring mig, var jeg aldrig nået så langt.

PS. Nå, ja. 2015 blev jo også året, hvor jeg for første gang satte hjulene på Le Mans. Indtil ganske få dage inden 24-timersløbet troede og håbede vi på, at vores reserveplads blev vekslet til en entry. Det skete som bekendt ikke, men vi deltog i – og gennemførte – den officielle test, som blev afviklet på Le Mans-banen to uger inden løbet. At køre nedad Mulsanne-strækningen, gennem Arnage, Porsche-kurverne, Ford-chikanen, Dunlop og alle de andre historiske sektioner på den berømte bane var rent ud sagt fantastisk. Jeg glæder mig så meget, til det bliver vores tur til juni!

Mikkel Mac
www.mikkelmac.com