Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Det vante vandt

Formel 1 
27/09/15 

Hamilton sejrede i søndags-stille løb
Efter Vettels sejr og Mercedes mindre nedtur i Singapore, var der basis for håbet om at løbene måske kunne blive lidt mere spændende - iblandet frygten for at Singapore var et sammentræf af tilfældigheder og uheld. Det sidste var det rigtige og løbet i Japan blev ligeså domineret af Mercedes som så mange andre løb i 2015.
 


Nr. 44 vandt igen igen igen igen.
(Foto: Mercedes Reinhard)

Blandt de mange ting jeg render rundt og laver, når jeg ikke bruger tiden på at se Formel 1 live i fjernsynet, er det hyggelige projekt med at flytte mine F1 løb fra 80'erne fra VHS til mere tidssvarende medieformer. Mange ting er ændret siden dengang - antallet af kameraer på banen er forøget. Ved et løb fra 1982 talte jeg seks kameraer til at dække banen. En anden ting der er blevet ændret er, hvem der så er i kameraets fokus. Dengang var kun bilerne der lå i pointene man så. Uanset hvad der skete længere nede i feltet, blev kameraet i front. I Long Beach i 1983 vandt John Watson fra en startplacering som nr. 22 - første gang man ser ham i tv er da han med en overhaling kommer op på 6. pladsen. I dag er der mange flere kameraer og der er meget mere fokus på biler i hele feltet - bare der sker noget omkring dem.

Det er selvfølgelig meget godt - af flere grunde. En kamp nede i feltet er mere interessant end mangel på kamp i front af feltet. Samtidig giver det også et vist salgsargument når de mindre teams skal sælge den ledige plads på bilerne - tv-tid er penge. Men det udstiller også, at der er noget i Formel 1, der ikke er som det burde være.

Man kan ikke have kamp om sejren på de sidste omgange i alle løb. Sådan har det aldrig været - løb bliver mestendels afgjort senest halvvejs - sejrsdueller på sidste omgang er de sjældne perler i sporten. Sådan skal det være. Men når man på de sidste omgange af et løb, finder det mest (eneste) interessante i en duel om 12. pladsen, er der et eller andet, der ikke er helt optimalt. Det var med andre ord en kamp om at blive nr. 2 uden point, der var i fokus, da Hamilton startede sin 53. og sidste omgang.

Løbet var ellers startet godt - spænding i starten og tre punkteringer og Hamilton der pressede Rosberg lidt langt ud. Så langt at Rosberg røg ned som nr. 4 og resten af dagen måtte koncentrere sig om at komme tilbage som nr. 2. Det lykkedes, ikke med en sej overhaling, men ved at køre rigtig hurtigt, da andre var i pit. Et andet problem - placeringsskift sker ved pitstop, ikke på banen. Retfærdigvis skal det siges at Rosberg dog også overhalede på banen.

De tre punkteringer var til Massa, Ricciardo og Perez. De to første ramte hinanden og Perez røg af banen i forsøget på at undgå dem. Tre flade dæk, der skulle byttes i pitten - og der er langt rundt på Suzuka. I 1987 kørte Alain Prost et af karrierens bedste løb på banen - efter eget udsagn - efter en tidlig punktering og en hel omgang på banen kørte han sig op til en 7. plads! Massa, Ricciardo og Perez er på ingen måder Prost, tiderne er skiftet og alt muligt andet - og de tre blev aldrig en faktor i løbet, omend de to førstnævnte var med i kampen om 12. pladsen!

Men herfra gik løbet ind i en rolig rytme, kun afbrudt af et par pitstops undervejs. Det var ved det andet af slagsen at Rosberg kom forbi Vettel - og egentlig føler man sig lidt snydt. Når nu der ikke er kamp om sejren, kunne en kamp om den næste placering da være en ganske ok erstatning, men det blev altså bare en kamp på sekunder og mekanikere. Snøft.

Kimi Raikkonen blev nr. 5 foran Bottas. De to startede i omvendt rækkefølge - her var det også pitstops der ændrede på rækkefølgen af de to. Nico Hülkenberg kvalficerede sig som nr. 11 og havde tre strafplaceringer med fra Singapore. Alligevel var han nr. 8 efter første omgang. De tre af placeringerne skyldtes selvfølgelig de tre punkteringer, men stadig ganske fornuftigt kørt at tyskeren. Han endte på en 6. plads, bag ham kom to Lotus racere, med Grosjean forrest.

Ikke noget drama til Lotus dennegang, altså bortset fra at Grosjean lige måtte en tur ud over græsset på et tidspunkt. I morgen skal teamet i retten og fortælle om de kan betale de penge de skylder. Retssagen er blevet udskudt flere gange, fordi Renault er ved at overtage teamet, men dommeren har meddelt at han ikke giver flere udsættelser. Rygterne går på, at Renault enten betaler det som Lotus skylder, fordi handlen er ved at være tæt på, eller også meddeles det i morgen at de faktisk har købt teamet. Samtidig forventes det at Grosjean på tirsdag bliver offentliggjort som køre for Haas.

De sidste to sjove placeringer gik til Toro Rosso, igen med Verstappen forrest. Her var faktisk tale om en duel, da Verstappen selv måtte finde en vej forbi sin spanske kollega.

Ellers var det mest underholdende måske igen McLaren-farcen. I dag holdt Button sine tanker for sig selv. Men det gjorde Alonso ikke - to gange gjorde han i radioen opmærksom på at det var pinligt at være ham. Han lå faktisk i pointene på et tidspunkt, men blev overhalet både til højre og venstre - på samme tid. Ingen tvivl om at det var materiellet og ikke talentet der var udslagsgivende i den situation. Så det er ikke svært at forstå Alonso. Spanieren har i weekenden kommenteret på rygterne om at han er på vej væk, med at sige, at det er han absolut ikke. Hvis man skal tolke hans udbrud i Japan er det der absolut ikke helt så absolut, som ordet ellers antyder.

Hvis vi skal uddrage noget af Suzuka er det, at Mercedes stadig er overlegne, mindst ligeså meget som de var ved det første løb. Og der er ingen tegn på at det vil ændre sig i denne sæson. Det her var en opvisning.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Suzuka
  • 15/09/27 - Suzuka - Formel 1
  •