Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Thundersport Championship

En helt i orden løbsweekend

DTC 
03/09/15 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipVed weekendens Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen kørte Hornslet-køreren Nicki Petersen sig til flotte resultater i dansk motorsports kongeklasse, DTC. Endnu en sejr i U21-stillingen og flotte topplaceringer gjorde weekenden til en succes for det unge racertalent.
 

Allerede under fredagens træning var Nicki Petersen godt med i det 23 biler store felt. Med syvende hurtigste tid var der tydeligvis god fart i bilen - og køreren.


Nicki Petersen var godt tilfreds med årets Grand Prix
(Foto: Denner Foto)

I tidtagningen blev det til en 11. plads, og kombineret med en ærgerlig straf på fire placeringers nedrykning til første heat, var der dømt hårdt arbejde for Nicki ved søndagens første heat:

- Under fredagens træning var der gult flag i et område af banen. En anden bil bremsede ned, og jeg forsøgte at bremse ned så jeg ikke kom forbi ham - det lykkedes ikke, og dommerne takserede det altså til fire placeringers nedrykning efter tidtagningen. Det er, pænt sagt, træls - men det giver lidt udfordringer!

Uheldene var ikke helt ovre, da starten gik til første heat. Målet var at opnå en ottendeplads i heatet, således at den sølvfarvede Camaro-racer kunne starte i første række i det efterfølgende heat. På grund af en løs forbindelse i Nickis radio, blev det dog besværliggjort:

- Jeg havde kørt mig nogle placeringer op, og det var aftalen at folkene i pitten skulle holde mig underrettet om hvor i feltet jeg var. På et tidspunkt fik jeg at vide at jeg var “P8”, så jeg satte tempoet ned for bare at holde placeringen. Lidt senere bliver jeg kaldt op igen og får at vide at jeg er “P11” … og så blev der travlt bag rattet!


Endnu en U21-sejr blev føjet til listen over flotte DTC-resultater
(Foto: Denner Foto)

Det lykkedes derfor ikke at køre sig op på den eftertragtede ottendeplads, så Nicki startede fra tiendepladsen til det andet heat - og det gik lige efter bogen:

- Jeg fik den perfekte start, så jeg skød frem i feltet med det samme! Opsætningen på bilen var ret god, selvom jeg måtte arbejde lidt for at holde varmen i dækkene, så jeg kørte mig frem til en femteplads før løbet blev flaget af før tid.

Til finaleheatet blev der monteret et sæt helt friske dæk på den hurtige Camaro. Et lidt ændret dæktryk betød imidlertid, at Nicki løbet igennem måtte kæmpe med overophedende bagdæk, og måtte derfor “nøjes” med en sjetteplads.


Næste stop for Nicki Petersen er det europæiske NASCAR-mesterskab i Italien.
(Foto: Denner Foto)

- Der var en del kampe i feltet, og sammenholdt med at jeg skulle kæmpe lidt med dækkene, så er jeg ret glad for sjettepladsen, fortæller Nicki Petersen, der samlede nok point til igen at løbe med sejren i U21-mesterskabet.

- Alt i alt er jeg godt tilfreds med Grand Prix-weekenden, også selvom jeg havde håbet på at kunne nå helt op på podiet. Jeg gjorde det bedste med hvad jeg havde mellem hænderne, og mekanikerne har som altid gjort deres bedste. Vi fik givet vores gæster en god raceroplevelse, og bilen er kommet hjem i ét stykke - så jeg er glad!

Om fjorten dage er Nicki’s DTC-racer skiftet ud med den endnu mere potente NASCAR-bil, når djurslændingen vender tilbage til det europæiske NASCAR-mesterskab. Denne gang gælder det den italienske Magione-bane, halvanden times kørsel sydøst for Firenze.

- Det betyder at jeg må gå glip af den næste afdeling af DTC-mesterskabet, der køres på Rudskogen i Norge. Til gengæld er der sikkert dejligt varmt i Italien!

Danpor Motorsport


Læs mere om:
  • Nicki Petersen
  • Jyllandsringen
  • 30/08/15 - Jyllandsringen - DTC
  •