Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Thundersport Championship

Optur for Nicholai Eberhard – skuffelse for Martin V. Jensen

DTC 
18/08/15 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipDet kan godt være, at den seneste runde af DTC-mesterskabet på Ring Djursland blev til en optur for Nicholai Eberhard og en nedtur for Martin V. Jensen, men brødreparret fra Hinnerup beviste, at de er stærkt kørende.
Farten er der, for for anden gang i denne sæson fik HM Racing en kører i top 3 i et af DTC-løbene.
 

Det var Nicholai Eberhard, som leverede topresultatet. Det skete i andet kvalifikationsheat, hvor det var ham, som fra startposition 2 skød frem og førte løbet fra start.

”Jeg vidste, at jeg havde en god mulighed for at komme godt af sted i forhold til dem, som holdt ved siden af mig, for jeg holdt i det tørre spor, mens de holdt i det våde,” siger Nicholai Eberhard.


Nicholai Eberhard var i front fra starten af løb 2

”Jeg holdt føringen over flere omgange, men så lavede jeg desværre en lille fejl. Jeg kom lidt for langt ud i det våde spor, og så kom Dennis Lind forbi. Senere kom Jan Magnussen også op til mig, han klemte på, og det endte med, at han også gik forbi. Den slags fejl sker jo en gang imellem, men jeg kom i mål som nummer tre. Det er mit bedste resultat i denne her sæson.”

I finalen blev det til en sjetteplads for Nicholai Eberhard.

”Jeg kan kun være tilfreds med weekenden, selv om jeg godt ville have gjort det bedre i finalen, for jeg kom ud med for højt dæktryk,” siger Nicholai Eberhard. ”Det var den bedste weekend for mig i år, og der var masser at bygge videre på. Vi har været i underskud på mekanikere, så jeg selv har brugt mere tid på værkstedet, men det lykkedes at køre nogle gode løb.”

”Når det nu ikke lige var min weekend, så var det da godt at vide, at det held, som vi havde i teamet, gik til Nicholai,” siger Martin V. Jensen. Det lykkedes ham desværre ikke selv at komme i top 10 i et af de tre heats. Bedste resultat opnåede han i første heat.

”Jeg havde døjet med mine bremser om lørdagen, og dem døjede jeg også med om søndagen. I det første heat om søndagen var der regnvejr, men jeg vandt en placering, for jeg kom ind som ellever efter at være startet som tolver.”

Den store skuffelse opstod i andet heat, hvor det omskiftelige vejr betød, at deltagerne ventede til sidste øjeblik med at vælge mellem regnvejrs- og tørvejrsdæk. Det gjaldt også HM Racing.


Martin V. Jensen var uheldig og måtte starte et løb fra pittet

”Jeg kom for sent frem til heat 2 og måtte starte fra pitten,” siger Martin V. Jensen. ”Da løbet startede, havde jeg nogle generatorproblemer. Bilen havde slet ikke den power, den skulle have. Jeg kørte efter at få de point, som jeg kunne få. Det var super ærgerligt, men sådan er det.”

Næste udfordring for Nicholai Eberhard og Martin V. Jensen bliver GP Danmark i den sidste weekend af august på FDM Jyllandsringen.

HM Racing


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 16/08/15 - Ring Djursland - DTC
  •