Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Forudsigeligheden tabte

Formel 1 
26/07/15 

Vettel vinder dramatisk løb i Ungarn
Løbet i Ungarn sluttede som det startede - med drama. Der imellem var der perioder med action og perioder med ro på. Det er sådan et Formel 1 løb skal være, drama, spænding om resultatet og momenter af uforudsigelighed.
 

Det lignede ellers business as usual, da bilerne holdt klar inden opvarmningsrunden. Forrest var der to sølvfarvede Mercedes racere, bag dem, alle konkurrenterne. Men efter opvarmningsrunden fik vi første indikation på at i dag var anderledes end alle andre dage. For i stedet for at starte løb blev bilerne sendt ud på opvarmningsomgang nr. 2. Massa holdt ikke korrekt i startboksen, og det skulle altså justeres.


Vettel blev vinderen i Ungarn
(Foto: Ferrari)

Så kom endelig starten og mens Rosberg kom fornuftigt afsted, så kom Hamilton skidt afsted og Vettel kom fremragende afsted. Tyskeren kørte udenom Mercedes raceren - og blev i øvrigt fulgt af Kimi Raikkonen der startede 5'er - lige bag Vettel. Resultatet var at de to Ferrari racere kom ud af de første par sving som nr. 1 og 2. Rosberg var nr. 3 og bag ham kom Hamilton - men det holdt nu ikke en hel omgang. Hamilton var lidt for ivrig for at komme fremad i løbet og kørte sig selv af banen - selvom han over radioen beklagede sig over at Rosberg pressede ham for meget - og den sendte ham i feltet.

Ude foran virkede det til at blive en dag der egentlig mindede om alle andre dage, bare med den forskel at det var Ferrari og ikke Mercedes der var i front. Hamilton fandt en vej forbi Massa og begyndte at komme lidt fremad i feltet. Ricciardo kom igen efter at være faldet lidt tilbage i starten og faldt til ro på en 4. plads han tog fra Hülkenberg.

Det store drama startede da samme Hülkenberg tabte sin frontvinge ned ad langsiden. Den røg ind under bilen og blev til noget avanceret puslespil, spredt ud over et godt stykke af langsiden. Det fremkaldte en periode med Safety Car - der ovenikøbet ledte feltet igennem pitten så mændende med kosten kunne udføre deres arbejde i nogenlunde sikkerhed.

Status var her at Vettel havde haft et stort forspring til sin holdkammerat. Raikkonen var blevet angrebet af problemer med sin kinetiske energi-opsamler og manglede derfor fart i bilen. Bag dem var Rosberg, Ricciardo og Hamilton. Det var åbenlyst at Raikkonen ikke kunne holde de andre tilbage - teamet prøvede forskellige ting, blandt andet at trække ham ind i pit og genstarte bilen, men intet hjalp og han endte med at udgå. Dermed så det også ud til at Vettel kunne komme under pres fra de to Mercedes racere. Men han holdt fast i føringen, da løbet igen blev givet frit. Men andre steder var der drama - Hamilton prøvede at skubbe sig forbi Ricciardo, men endte med selv at komme galt afsted. Først måtte han i pit for at få skifte frontvingen, derefter fik han drive-through for at køre ind i Ricciardo. Dermed var Hamilton effektivt sat udenfor i kampen om topplaceringer i løbet.

Rosberg hægtede sig på Vettel og virkede tilfreds med at blive nr. 2. Bag ham kom Ricciardo drønende - og han var på friske dæk og havde ingen intentioner om at være tilfreds med noget som helst. Med få omgange tilbage var det sådan det var - der var omkring tre sekunder mellem nr. 1 og nr. 3 - og det kunne give en spændende afslutning.

Det var Ricciardo der var den hurtigste af de tre - og han ville gerne forbi - og for enden af langsiden satsede han og prøvede at bremse sig vej forbi Rosberg, men bremsede for hårdt og røg for langt ud mod kanten ved udgangen af svinget - og dermed burde det være afgjort, men Rosberg begik en fejl og trak for hurtigt ind igen - ramte Ricciardos bil - og punkterede selv. Han fik slæbt bilen tilbage til pitten men kom ud igen bag Hamilton. For Ricciardo betød det, at han tabte en placering til holdkammeraten Kvyat, der pludselig befandt sig på en 2. plads.

Og der har vi så slutstillingen. Vettel vandt en fantastisk, velkørt og velfortjent sejr, hvor han både lavede en god start og skulle holde hovedet koldt, da han kommer under pres efter SC. Kvyat fik en 2. plads foræret af omstændighederne. Befriende igen at skulle påpege at en kører ved tilfældighedernes spil fik en god placering foræret. Havde han egentlig fortjent 2. pladsen - næh... men netop derfor er det så dejligt at han fik den. Tilfældigheder er der for få af i Formel 1. Ricciardo fik en 3. plads som trøstepræmie - og for Red Bull var det således den bedste weekend i en evighed eller to.

Max Verstappen fik en 4. plads, hjulpet af omstændighederne og det at han holdt sig selv ude af de dramatiske ting, der til tider skete omkring ham. På en noget overraskende 5. plads kom Fernando Alonso foran Lewis Hamilton, der fik kæmpet sig tilbage til en anstændig placering.

Romain Grosjean kørte sin Lotus ind på 7. plads, efter at have tabt en duel med Hamilton, nr. 8 blev Rosberg der i den grad tabte i dag. Nr. 9 blev Jenson Button, der fuldendte den bedste McLaren dag i lange tider. Sidste point gik til Marcus Ericsson i Sauber.

Ungarns Grand Prix havde alt det et løb skal have - drama, uforudsigelighed, tilfældigheder og spænding til stort set sidste omgang.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Hungaroring
  • 26/07/15 - Hungaroring - Formel 1
  •