Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Ferien på pause

Formel 1 
23/07/15 

Optakt til Det Ungarske Grand Prix
Fordi årets løb i Tyskland blev aflyst, har der været et hul på tre uger siden sidste løb - og der er den officielle Formel 1 sommerferie på fire uger efter løbet i Ungarn. Så for fansene kommer det til at virke som en pause i ferien. For mekanikerne i de forskellige teams har de forgangne uger næppe været ret meget ferie.
 

Hungaroring i Budapest bliver aldrig en bane på samme niveau som andre klassiske europæiske baner. Når man kigger på dens lay-out burde den være en parantes i motorsportshistorien. Men på søndag er det 30. gang at et Formel 1 løb starter på banen, ingen pauser har der været siden første løb i 1986. Så Ungarn og Hungaring har skrevet sig ind i Formel 1 historien med et overraskende stort kapitel.

I 1986 var Den Kolde Krigi fuld gang. Gorbatjov var lige blevet leder af Sovjetunionen og selvom han varslede nye tider, var omfanget af de ændringer der skete, endnu langtfra åbenlyse. At køre et Formel 1 løb i Ungarn, bag jerntæppet, var et af de skridt der i det små, varslede den nye verdensorden som tre år senere krævede sin ret gennem folkelige opstande i hele Østeuropa.

At der er gået tre uger siden løbet i England, betyder ikke at Formel 1 har lagt stille. Slet ikke i kulisserne hvor man både arbejder på den lange og den korte bane. Senest har der været forslag om vende til ground-effect som man kendte det fra de tidlige 80'er og de sene 70'ere. Det koncept Lotus manden Colin Chapman opfandt, hvor der blev skabt et vakuum under bilen der sugede den fast til asfalten. Det var også det, der medførte at der kom de her uklædelige skørter på alle bilerne, men dem vil man vist ikke vende tilbage til.

Den kortsigtede fremtid har også været diskuteret. Eller rettere - næste års kalender. Der er planlagt 21 løb - og for at det ikke skal være løgn har man også overvejet forskellige formater for et kvalifikationsløb eller lignende - om lørdagen - således at vi ender med måske 42 løb.

Når man snakker om krise og om at der mangler seere til Formel 1, er det at øge antallet at løb, måske ikke den rigtige vej at gå. 21 løbsweekender a 2 løb i perioden april - november er ganske intenst og medmindre man er hard-core fan, vil det betyde at man ser en mindre del af det samlede udbud, end man ville hvis der eksempelvis blev kørt 16 løb.

Formel 1 er i konkurrence med andre sportsgrene, og alle de andre muligheder det moderne menneske har for adspredelse. Den konkurrence vindes ved at forbedre sit produkt, ikke ved at øge kvantiteten.

Tilbage til løbet i Ungarn. Mercedes er storfavoritter, men England viste at det er muligt for andre at lege med i front, hvis muligheden byder sig. Hungaroring er ikke nem at overhale på - og det giver en fordel til den der ligger forrest. Wiliams og Ferrari kæmper stadig om hvem der er næstbedst - og det er jo nok fint nok, at der faktisk er konkurrence der.

Så forvent business as usual på søndag. Og håb på noget bedre.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Hungaroring
  • 26/07/15 - Hungaroring - Formel 1
  •