Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Front-triodyst i Ecoteck Rally Himmerland 2015.

DM Rally 
16/06/15 

Motorsport Nordjylland (MNJ) ser lørdag d. 20. juni frem til Ecoteck Rally Himmerland 2015, hvor nordjyderne kan præsentere 126 km. konkurrencestrækning - fordelt på 10 hastighedsprøver. Arrangementet er 2. afdeling af DM-rallyserien 2015.
 

Ved rallyet kan vi præsentere en flot palette af dansk rallysports udøvere, oplyser løbsleder Bjarne Sørensen. – I front dyster 3 turbodrevne tunede 4WD’er om generalsejren. Lige i slipstrømmen følger en stor håndfuld serienære turbo-4WD’er, som også giver fuld gas. De tunede tohjulstrækkere har også været yderst konkurrencedygtige i år, og det var faktisk Kenneth Madsen og Henrik Dernoff i den tunede Suzuki Swift MAXI 2000, som trak det længste strå i den sønderjyske DM-premiere 2015.

Østjyden Esben Hegelund ser 2 år tilbage på Ecoteck Rally Himmerland 2013 med specielle minder: - Jeg gik i gang med at køre rally på et godt brugt kørekort, hvor mange af konkurrenterne startede allerede som teenagere. Det var derfor en kanon-oplevelse at vinde generelt med min Peugeot 207 S2000.


Esben Hegelund og Ole R. Frederiksen sigter efter generalsejren i Ecoteck Rally Himmerland 2015.

I mellemtiden er Esben Hegelund skiftet til en lige så konkurrencedygtig Ford Fiesta WRC, hvor østjyden har den rutinerede Ole R. Frederiksen i codriver-sædet.

De regerende danske mestre i 4WD: Christian K. Jensen og Freddy Pedersen skiftede i 2014 til den tunede firehjulstrækker: Peugeot 208 T16: - Vi dummede os lidt på den første hastighedsprøve i Sønderjylland. Her var vi uheldige med, at rallybilen gik i stå. Rallyet var samtidig forholdsvis kort, hvorfor vi ikke kunne indhente tidstabet. Vi scorede dog en sejr i 4WD-divisionen foran Ib Kragh og Mie Petersen i deres potente Citroën DS3 R5.


- Christian K. Jensen og Freddy Pedersen satser på revanche i Himmerland.

Motorsports-entusiasten: Ib Kragh er dansk mester i rally-bilmærker. Til 2015-sæsonen fik østjyden mulighed for at afprøve et ”nyt” bilmærke på frontplan: - Vi har gjort et lille tigerspring med Citroën DS3 R5. Rallybilen er et elektronisk vidunder, som rummer mange muligheder for konkurrence-forbedringer, som vi endnu ikke har udforsket. F.eks. har den en helt speciel procedure for opbygning af ladetryk inden start, og den kører med flere forskellige motor-programmer, alt efter hastighedsprøvens underlag og hurtighed.


Ib Kragh og Mie Petersen har allerede fundet god konkurrencefart i den spændende og potente Citroën DS3 R5.

Til Ecoteck Rally Himmerland 2015 kan vi desuden præsentere de nye micro rallybiler, fortsætter Bjarne Sørensen. – De er bygget over de populære små hverdagsbiler i VW Up!-klassen. Herudover stiller et pænt felt af historiske rallybiler til start.


Nicolai Nielsen og Oliver Saust går til stålet i Micro Rally Cup.

MNJ fortsætter sidste års succes med den såkaldte shake down-hastighedsprøve. Her får deltagerne lejlighed til aftestning af materiellet inden startskuddet på selve rallyet.

Shake down’en foregår fredag aften (19. juni) på MNJ’s Rally Cross-stadion i Nysum, fortsætter Bjarne Sørensen. - Her har udvidelsen med den nye banesløjfe gjort rallyprøven endnu mere spændende. Shake down-prøven vil naturligvis også være en del af selve rallyet om lørdagen.

Underlaget på Nysum Banen skifter seks gange på hver baneomgang. Dækvalget yderst afgørende, hvorvidt der skal lægges vægt på grus eller asfalt.


Østjyderne Søren og Erik Bøgeskov stiller til start i deres heftige Volvo 240 Turbo-

Rally Ecoteck Himmerland 2015 afvikles omkring Madum Sø, Stenstrup, Nysum Banen, Hobro’s nordlige industrikvarter samt Lindum Skov, afslutter Bjarne Sørensen. - Vi har tidligere påregnet at bruge Hobro Havn som flotte omgivelser for vores rallycentrum og serviceområde, men grundet byggerod er dette er blevet flyttet til Nysum Banen. Her får publikum desuden mulighed for at kikke på de til tider intense mekaniker-aktiviteter.

ECOTECK RALLY HIMMERLAND 2015

Åge Keseler Kirketerp

Læs mere om:
  • Hobro
  • 20/06/15 - Hobro - DM Rally
  •