Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4

Jan Jønck bestod premieren på Oschersleben

Formel 4 
28/04/15 

I den forgangne weekend tog Jan Jønck sammen med 37 andre håbefulde talenter hul på den første Formel 4 sæson i Tyskland. Foran et stort entusiastisk publikum, som havde massiv opmærksomhed på Mick Schumacher, på Motorsport Arena Oschersleben oplevede den unge østjyde både op- og nedture, og både han og teamet har gjort sig nogle vigtige erfaringer med den nye Formel 4 racer.
 

2 træninger fredag, kvalifikation og 1. heat lørdag og 2 heats søndag. Sådan så Jan Jøncks program for årets første løbsweekend i 2015 ud, og både glæden og forventningerne lyste ud af ham, da han satte sig i bilen til den første træning. Ny bil, ny serie, nye baner og nye konkurrenter – udfordringerne var mange, men Jan og teamet glædede sig til at komme i gang.


(Foto: Jan Jønck Presse)

På trods af lidt tekniske problemer med bilen i kvalifikationen formåede Jan at køre på nogle tider, som kvalificerede ham til at starte fra P21 i 1. heat og P23 i 2. heat. Startplaceringerne til weekendens 3. heat skulle afgøres ud fra resultatet i 1. heat.

I 1. heat blev der kørt tæt og aggressivt, og hele 3 gange blev der sendt en Safety Car på banen. Jan formåede imidlertid at holde sig ude af problemer, og efter få omgange var han avanceret fra 21. til 15. pladsen. Desværre var bilens setup ikke helt optimalt, og Jan kæmpede med en del understyring. Han måtte derfor se sig passeret af 4 af sine konkurrenter, hvorefter han kunne krydse målstregen på 19. pladsen.

Inden søndagens 2. heat, hvor Jan skulle starte fra P23, arbejdede teamets mekanikere hårdt på at finde et bedre setup, og man ændrede radikalt på flere ting. Ligesom 1. heat blev også 2. heat præget af en del kørsel bag Safety Car, men Jan traf de rigtige beslutninger og holdt sig ude af balladen. Igen en fornuftig indsats med pænt avancement, men bilen var fortsat ikke nem at køre for Jan, som stadig kæmpede med understyring.


(Foto: Jan Jønck Presse)

Weekendens sidste heat bød på godt og spændende race, hvor Jan kæmpede med både næb og kløer, og hvor han virkelig fik vist, at han er ved at have taget på bilen. Mekanikerne havde endnu engang justeret en smule på raceren, og da Jan samtidig havde fået 2 nye dæk på, var han i stand til at presse lidt mere på. Endnu engang kom han godt fra start og avancerede flere pladser allerede på første omgang. Flot og velovervejet kørsel betød, at en startposition som nr. 19 blev vekslet til en 15. plads over målstregen. Debutweekenden var overstået, og det var tid til at gøre status.

Jans ambitioner forud for weekenden lød på at komme i top 10 i minimum det ene heat, men det viste sig altså at være en tand for ambitiøst. Flere af de andre teams har betydeligt flere midler til rådighed end RS Competition, og de har derfor kunnet teste væsentligt mere op til starten på sæsonen. Det har givet dem et forspring, som både Jan og teamet var forberedt på, men noget tyder på, at forspringet er større end forventet.

”Vi vidste naturligvis godt, at vi ikke kunne forvente at køre med om sejre og podiepladser allerede fra starten af sæsonen, men jeg havde faktisk troet på, at top 10 var muligt. Afstanden op til de bedste teams ser desværre ud til at være lidt større, end vi troede,” sagde Jan Jønck umiddelbart efter afslutningen på søndagens sidste heat. Da den første antydning af skuffelse havde lagt sig, var han dog i stand til at se lidt mere nuanceret på weekendens oplevelser.

”Overordnet set er hverken jeg eller teamet tilfredse med weekenden. Vi er her alle sammen kun for at vinde. Når det er sagt, så skal vi også være realistiske, og jeg synes faktisk, at der er ganske mange positive ting at tage med hjem herfra. Både jeg og mekanikerne lærer hele tiden bilen bedre at kende, og hver eneste omgang giver os en masse erfaringer at bygge videre på. Oschersleben er en rigtig tricky bane, som ikke rigtig minder om noget, man støder på andre steder, og det gjorde bestemt ikke denne weekend nemmere. Uanset udfaldet af weekendens heats er det bare vildt fedt endelig at være kommet i gang med sæsonen, det har vi ventet på meget længe.”


(Foto: Jan Jønck Presse)

Jan viste rigtig god moral gennem hele weekenden, hvor han tog alle udfordringer med oprejst pande. Han lavede flotte starter i alle 3 heats og holdt hovedet koldt, når det brændte på. Han undgik at lave buler i raceren, og han avancerede flere pladser i alle 3 heats. Absolut en godkendt indsats i en meget intens og dramatisk weekend.

Sæsonens 2. løbsweekend ligger først i starten af juni måned, men det betyder bestemt ikke, at Jan nu blot læner sig tilbage og venter. ”Om 14 dage går turen til Østrig, hvor vi skal teste på Red Bull Ring i minimum 2 dage. Det er her, den næste løbsweekend skal afvikles, så det er rigtig godt, at vi kan få nogle erfaringer med banen på forhånd,” siger Jan, som fortsat strutter af selvtillid. Han er sikker på, at der ikke går længe, før han og RS Competition kæmper med om de sjove pladser.

”Jeg kender rigtig mange af kørerne i Formel 4 feltet fra min tid i gokart. Vi er jo stort set jævnaldrende, så det er helt naturligt, at man støder på mange af de samme navne igen. Jeg ved fra gokart, at jeg er mindst lige så hurtig som dem, når jeg har en bil, der virker optimalt. Tag for eksempel Ralf Aron fra Estland, som var på podiet 2 gange i denne weekend – ham har jeg kørt mod mange gange i gokart, og jeg har aldrig tabt til ham. Jeg er slet ikke i tvivl om, at sejrene nok skal komme!”


(Foto: Jan Jønck Presse)

Weekendens store sejrherre blev tyske Marvin Dienst, som med 2 sejre og en 6. plads har lagt sig solidt i spidsen for mesterskabet, som består af 8 løbsweekender á 3 heats. Mick Schumacher høstede weekendens største bifald, da han tog sejren i sidste heat, som blev afsluttet bag Safety Car.

Næste løbsweekend afvikles d. 6.-7. juni på Red Bull Ring i Østrig, og alle løb kan følges via live streaming. Link kan findes på Jan Jøncks hjemmeside www.janjonck.dk

Jens Hvas


Læs mere om:
  • Jan Jønck
  • Oschersleben
  • 26/04/15 - Oschersleben - Formel 4
  •