Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Mørke skyer over Red Bull

Formel 1 
30/03/15 

To løb inde i sæsonen er en af de helt store spillere i Formel 1 sendt til tælling. Løbet i Malaysia var på stort set alle parametre noget nær et mareridt for Red Bull-teamet. Lige nu er der ikke noget der giver teamet de ’berømte’ vinger.
 

Man kan selvfølgelig kun trække på smilebåndet over udfaldet af en amerikansk retssag der for nogle år siden erklærede det for ren vildledning at sige ’Red Bull gives you wings’. Men smilene stivner unægtelig en hel del i Formel 1-kredse efter de vildledne udtalelser fra teamet på baggrund af løbet i Melbourne. Jo, det var et kedeligt løb og jo, Formel 1 er i en alvorlig identitetskrise og jo, økonomien i Formel 1 er ved at splitte sporten i atomer. Men løsningen fra Christian Horner og Red Bull lød i manges ører ret skinger. ’Cut the wings of the enemies’…


Weekendens mareridt blev komplet da Helmut Marko's protegé, Sebastian Vettel sejrede - men nu for Ferrari
(Foto: Getty Images / Red Bull Content Pool)

At den løsning alene er vildledning, kunne historien allerede have klarlagt. For som så mange gange før har udfaldet af det australske Grand Prix ikke vist sig at være særlig repræsentativt for udfaldet på ’rigtige’ racerbaner. Lad os blot tage et par eksempler fra de senere år. I 2011 sejrede Sebastian Vettel – både i Australien og senere på Sepang. I tørt vejr blev han presset af Jenson Button i det malaysiske Grand Prix. Det var der ingen der havde set komme, da Button i det første løb i Melbourne var kommet i mål næsten ét minut efter Vettel. Tingene kan i den grad ændre sig på kort tid!

Det meste oplagte og seneste eksempel i historien – som Christian Horner endda selv må kunne erindre – var løbene i 2013. Sæsonstarten var perfekt for Lotus teamet. Kimi Raikkonen sejrede i Melbourne, og sammenholdt med vinterens tests troede alle at Renault ville blive den store magtfaktor. Verdensmesteren Sebastian Vettel måtte endda se sig slået med hele 22 sekunder til en 3. plads i Melbourne. I det lys, kunne det se skidt ud for resten af sæsonen. Men Red Bull-raceren var ikke første og fremmest bygget til løbet i Melbourne og Vettel sejrede efterfølgende i Malaysia foran Mark Webber i det famøse Grand Prix med ’multi-meldingen’… Og blev i øvrigt også verdensmester.

Historien, eller læren af historien, gentog sig til en vis grad i weekendens løb. Sebastian Vettel – ny mand hos Ferrari slog tilbage – de var 34 sekunder efter Hamilton i Australien, men stod som vindere på en rigtig racerbane. På 14 dage sluttede de 40 sekunder bedre på banen! Er Ferrari blevet en bedre racer? Måske. I hvert fald har Ferrari vist at de kan håndtere dækkene bedre end Mercedes var i stand til under meget varme forhold. Ferrari har – og bemærk lige det – gjort et godt stykke arbejde! Er Mercedes stadig de stærkeste? Jo, det må man formode. Men de er ikke urørlige. Så Red Bull og Horner: historien taler imod forsøget på at stække det umiddelbart bedste team.


Sorte og tunge skyer for Red Bull
(Foto: Getty Images / Red Bull Content Pool)

De store udfald mod Mercedes falder derfor igennem med et stort brag når man analyser udfaldet af det netop overståede malaysiske Grand Prix. Det koster på troværdigheden. I en længere årrække har Red Bull Racing været en dominerende magtfaktor – læs blot listen af VM-titler for kørere og teams. Det nye reglement og den tættere, eksklusive forbindelse til Renault har ikke løfter teamet tilbage til tidligere tiders altovervejende dominans. Med mindre råderum i udviklingen ligner det flere år på vej mod den tungere ende af feltet. Den fornærmede attitude giver ikke positive overskrifter, når pilen på alle områder peger ét sted hen: indad!

Det blev om noget udstillet i løbet på Sepang. Det nok tydeligste var at se ’lillesøster’, Toro Rosso, med markant mindre budget og kørere uden erfaring (sammenlagt kom Toro Rosso-kørerne ind til det malaysiske Grand Prix med hele 2 Grand Prix’ erfaring!), køre i cirkler om de mere erfarne kørere. Her er der ingen mulighed for at give Renault skylden – de to juniorer, Sainz og Verstappen i bedre biler med prik-de-samme motorer – men i en ’discount’-udviklet racer! Har Adrian Newey alligevel været mere interesseret i at tegne skibe end at designe Formel 1-racere? Noget tyder på at han ikke har kunnet finde noget banebrydende frem af skuffen.


Toro Rosso - lillesøster - udstillede alle Red Bulls problemer
(Foto: Getty Images / Red Bull Content Pool)

De tunge og mørke skyer er dog begyndt at trække ind over teamet. Helmut Marko, der er den sportslige forbindelse til Red Bull-koncernen og manden der spiller en stor politisk rolle bag de to Red Bull-teams, er begyndt at rasle med sablen. ’Vi forlader Formel 1 hvis ikke det ændrer sig’ – og så vil det sige farvel til fire racere. Det er hørt tidligere fra samme, og det er nok en beslutning der skal tænkes igennem et par gange. Det er selvfølgelig et kort der lagt på bordet for at presse FIA til at give indrømmelser. I en økonomisk presset tid og ikke mindst hvor underholdningsværdien er ved at være udvandet, er det en trussel. Men Red Bull må nok erfare, som mange andre, at ’no-one is above’ (måske lige med undtagelse af Ferrari…)

Truslerne om et farvel kan blive forstærket yderligere – og her kommer det som kan blive starten på en lang og kedelig negativ spiral. Renault luftede også tankerne om at fremtiden i Formel 1 heller ikke er sikker. Set i det lys er det spørgsmålet hvem der giver op først – Red Bull eller Renault? Samarbejdet har i hvert fald været under stort pres og det er ikke nogen hemmelighed at Renault ikke har den bedste motor, til tydelige og offentlig frustration fra Red Bulls side. Går Red Bull på udkig efter en ny partner, som der også har været rygter om? Forholdet Red Bull og Renault bliver næppe et der fortsætter ind i et nyt årti.


Cyril Abiteboul (tv.) overraskede ved at indikere at Renault måske heller ikke har en fremtid sammen med Christian Horner (th.)
(Foto: Getty Images / Red Bull Content Pool)

Tonerne fra Red Bull er derfor dystre. Men der skal først og fremmest kigges indad. For det er på de indre linjer at det fejler. Det er et topteam – som dog er dybt afhængige af et stærkt partnerskab. Mercedes og Ferrari er af naturlige årsager ikke oplagte partnere. Derfor skal partnerskabet med Renault forbedres hvis de to teams skal have en fremtid. Og for alt i verden skal de hurtigt til at finde de positive toner frem. Uro på de interne linjer kan komme til at koste teamet yderligere moment. Ellers kan det være begyndelsen til en lang og pinefuld skilsmisse - og en begravelse!

Benji

Læs mere om:
  • Red Bull Racing
  • Scuderia Toro Rosso
  • 29/03/15 - Sepang - Formel 1
  •