Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Rauno Aaltonen kommer til København

Rally Monte-Carlo
Historique 

14/01/15 

Den legendariske "Rally Professor" Rauno Aaltonen kommer til København for at være med til at starte "Rallye Monte-Carlo Historique" på Rådhuspladsen i København, torsdag den 29. januar 2015 kl. 11:00.
 

Dagen inden, onsdag den 28. januar, vil der være teknisk kontrol af de deltagende biler hos FDM, Firskovvej 32 i Lyngby. Efter den tekniske kontrol bliver bilerne kørt i "parc fermé" hos autoriserede MINI forhandler, Jan Nygaard AS (lige overfor FDM).

Rauno Aaltonen har i mange år været officiel ambassadør for MINI, og hos BMW Danmark A/S, der står for salg og service af MINI i Danmark, er der stor begejstring over, at Rauno Aaltonen har takket ja til at starte Rallye Monte-Carlo Historique 2015. Løbet startes fra Rådhuspladsen i København torsdag den 29. januar kl. 11:00 af Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen og Rauno Aaltonen.


Rauno Aaltonen´og Henry Liddon i BMC Mini Cooper S, 1967
(Foto: BMW)

Rauno Aaltonen (født 7. januar 1938 i Finland) er vokset op i en familie, hvor fart og hestekræfter var kerneværdier, både til lands og til vands. Som 12-årig, i 1950, begyndte han at sejle med racerbåde, og blev både finsk og skandinavisk mester. Som 16-årig, i 1954, kørte han på motorcykel og var med i Finlands Speedway-team. I en alder af 18 år startede han med motorsport på fire hjul.

Rauno Aaltonen har kørt rally for de fleste bilmærker med en historie i rally, og han har en imponerende liste af codrivere, herunder tidligere Ferrari-chef og nuværende FIA-præsident, franskmanden Jean Todt. Eftersom hovedparten af Aaltonens karriere fandt sted i 1960'erne og 70'erne, figurerer han ikke højt på listen over mest vindende kørere, for VM i rally for mærker blev først opfundet i 1973, og VM for kørere kom til i 1979, hvor Aaltonen var 41 år og teknisk set over sin zenit. Ikke desto mindre deltog han i udvalgte VM-løb i rally frem til 1987.


Rauno Aaltonen´og Henry Liddon i BMC Mini Cooper S, 1967
(Foto: BMW)

Aaltonen bærer tilnavnet "The Rally Professor", fordi han, som en af de første, gik yderst videnskabeligt til værks, både når det gjaldt forberedelse og køreteknik. Han er berømt for at have opfundet bremsning med venstre fod, en teknik der var med til at gøre de små Mini'er så uovervindelige i rally i perioden 1962-68. I dag bremser stort set alle rally- og racerkørere med venstre fod. Under de ugelange, og ofte umenneskeligt hårde, rallyer i 1960'erne blev han kendt for at sige, at kunne man blot nå at sove i ét minut holdende foran en tidskontrol, ville man kunne klare tyve minutter til bag rattet.

Rauno Aaltonen vandt i 1967 Rallye Monte-Carlo i en BMC Mini Cooper S efter at være blevet diskvalificeret fra en andenplads året før (de franske arrangører mente - efter løbets afslutning - at han kørte med forkerte pærer i forlygterne, hvilket resulterede i en sejr til franske Citroën). Allerede i 1965, som 27-årig, var han blevet Europamester i rally i en BMC Mini Cooper. Senere i karrieren opnåede han fem andenpladser i Safari Rally, og en enkelt gang måtte han udgå af løbet få hundrede kilometer fra mål i vinderposition med en motorskade. I sin rallykarriere kørte Aaltonen for BMC med de uovervindelige Mini'er, samt Opel, Ford, Lancia, Fiat og Datsun.


Rauno Aaltonen´og Henry Liddon i BMC Mini Cooper S, 1967
(Foto: BMW)

Vil man danne sig et indtryk af, hvordan det var at køre Rallye Monte-Carlo i 1960'erne, findes der et interessant klip på 3:49 minutter, hvor Aaltonen og hans daværende teamkammerat Paddy Hopkirk mødes på toppen af Col de Turini i 2010, 43 år senere, og genopdager køreglæden på de smalle, is- og sneglatte veje i 1600 meters højde. Man ser Aaltonen i både den daværende BMC Mini Cooper S og en ny (2009) MINI John Cooper Works Cabriolet for fuld fart:


https://www.youtube.com/watch?v=toCvFjvBRM8

Et overblik over Rauno Aaltonens karriere (uddrag):
1961: Finsk rallymester. Vandt de 1000 søers rally og det polske rally, og blev blandt andet nr. 4 i maratonløbet Liège-Rom-Liège i en Mercedes 220SE.
1963: Nr. 3 i Rallye Monte Carlo med Tony Ambrose i Morris Cooper.
1964: Nr. 1 i Liege-Sofia-Liege Rally med Tony Ambrose i Austin-Healey 3000.
1965: Europamester i rally. Vandt Geneva Rally samt Tjekkoslovakiet, Polen, München-Wien-Budapest og RAC Rally med Tony Ambrose i BMC Mini Cooper S.
1966: Udelukket fra en andenplads i Rallye Monte Carlo med Tony Ambrose i BMC Mini Cooper S.
1967: Nr.1 i Rallye Monte Carlo med Henry Liddon i BMC Mini Cooper S.
1968: Nr. 5 i London-Sydney Marathon med Henry Liddon i BMC 1800 MK2. Det var hans sidste løb for BMC, som lukkede deres competition-afdeling, da Mini ikke længere var konkurrencedygtig.
1969: Nr. 2 i Rally Sanremo med Henry Liddon i Lancia Fulvia HF.
1970: Nr. 3 i London-Mexico World Cup Rally med Henry Liddon i Ford Escort Twin Cam. Udgik af Tour de Corse med Mike Wood i en BMW 2002 TI (38 ud af 56 hold udgik).
1971: Nr. 5 i Rallye Monte Carlo med Paul Easter i Datsun 240Z. Aaltonen blev hyret af Datsun, fordi han havde mange erfaringer med den, teknisk set, ret ens Austin-Healey 3000. Nr. 2 i East African Safari Rally med Paul Easter i Datsun 240Z.
1972: Nr. 3 i Rallye Monte Carlo med Jean Todt i Datsun 240Z. Nr. 6 i East African Safari Rally med Tony Fall i Datsun 240Z. Udgik af Olympia Rally med John Davenport i BMW 3.0 CS. Nr. 2 i 2-timers EM-racerløbet i Brno i en BMW 2800 CS.
1973: Nr. 2 i Acropolis Rally med Robin Turvey i Fiat 124 Abarth Rallye.
1974: Nr. 6 i Safari Rally med Wolfgang Stiller i Datsun 1800 SSS.
1977: Nr. 2 i Safari Rally med Lofty Drews i Datsun 160J.
1980: Nr. 2 i Safari Rally med Lofty Drews i Datsun 160J.
1981: Nr. 2 i Marlboro Safari Rally med Lofty Drews i Datsun Violet GT.
1984: Nr. 2 i Marlboro Safari Rally med Lofty Drews i Opel Manta 400.

BMW Group Danmark

Læs mere om:
  • 04/02/15 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •  
     

    Rally Monte-Carlo Historique nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: