Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ELMS

Hverdagstrafik ødelagde Christina Nielsens hårde arbejde

ELMS 
21/10/14 

i Portugal
Christina Nielsen var udsat for en anderledes oplevelse, da hun søndag deltog i sæsonens sidste afdeling af den Europæiske Le Mans Serie, der blev afviklet på Estoril i Portugal.
 

Ved løbets start var team IMSA Performance Racings indehaver og kører Raymond Narac ikke dukket op på banen, da han søndag formiddag deltog i et racerløb for klassiske racerbiler 300 kilometer fra Estoril og han blev fanget i den almindelig hverdagstrafik på vej tilbage.

Christina Nielsen startede det 4 timer lange løb i teamets Porsche 911 GT3 RSR fra niende startposition i GTE klassen. Teamet havde erkendt, at de skulle være smarte og have en lille smule held, hvis de skulle opnå et topresultat på den tidligere Grand Prix bane. Teamet besluttede derfor at forsøge og gennemføre løbet på kun to pitstop og dermed hente tid på konkurrenterne, der skulle bruge tre stop. Christina lavede en flot start og kørte sig fra niende til syvende position. Men da hun skulle passe på bilens benzinøkonomi, måtte hun afgive et par placeringer i sit 1 time 20 minutter lange stint, inden hun gav bilen videre til Nicolas Armindo. Armindo kørte ligeledes 1 time 20 minutter og da han skulle videregive bilen til Raymond Narac, var Narac fortsat ikke dukket op på banen og Christina måtte hoppe i Porschen til endnu et stint. Med blandt andet flotte omgangstider af Christina og god strategi var teamet på vej mod en femteplads, men Narac dukkede op i pitten og da intet tydede på, at nogle af de forankørende biler ville løbe ind i problemer, valgte han at tage en tørn i bilen og med omkring 45 minutter tilbage blev Christina kaldt i pit efter at have kørt næsten to timer i alt. Da Narac forlod pitten spant han hjulene på bilen, hvilket er forbudt ifølge Le Mans reglerne og han fik en 3 minutters stop-go straf og teamet endte derfor på niendepladsen i GTE klassen.

”Det var en lidt speciel oplevelse” fortalte Christina efterfølgende. ”Vi vidste, at vi ikke havde farten i vores bil og vi satsede derfor på at klare løbet på et pitstop mindre end de andre. Hvis der samtidig var nogle der fik problemer var en podieplads en mulighed. Jeg havde forberedt mig på, at jeg muligvis skulle køre sidste stint, hvis Narac ikke ville nå til banen. Men ærligt talt, så var jeg noget overrasket da det virkelig skete, men så fik jeg heldigvis en masse køretid i bilen. I starten af løbet var det virkelig en hård kamp med bilen, da den ikke havde noget greb, men da jeg kom i bilen for anden gang var der kørt mere gummi i banen og det gjorde vores bil bedre. Til sidste besluttede teamet dog at der ikke var mulighed for en podieplads og Narac fik derfor lidt køretid, da han dukkede op”.

I den kommende weekend deltager Christina Nielsen ved den Internationale Racing Festival i Roskilde, hvor hun i en hurtig sportsvogn skal køre publikum rundt på banen og dermed tjene penge til Røde Kors. Også Christinas far, den tidligere Le Mans kører Lars Erik Nielsen, deltager ved arrangementet, der også tæller navne som Kevin Magnussen, Jan Magnussen, David Brabham, Marco Sørensen, Nicolas Kiesa og mange flere.

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Estoril
  • 19/10/14 - Estoril - ELMS
  •