Go Kart 26/09/14
|
 |
– Malthe Jakobsen mester før tid Den danske sommer er så småt ved at gå på hæld, og det samme gælder det danske Rotax mesterskab, der ligeledes lakker mod enden. Anden sidste afdeling blev i weekenden den 13. og 14. september afviklet i det nordlige Jylland på Thy gokartbane, og her var det tydeligt at mærke, at kampen om mesterskabet og de sidste vigtige point på dette tidspunkt intensiveres. Særligt i Rotax Mini klassen var der tæt race og op til flere pokaltagere fra team RS Competition. |
| Mini drengene fra RS Competition var i tidtagningen flyvende og stjal i den grad billedet, da de i tidtagningen besatte de fem første placeringer i følgende rækkefølge; Malthe Jakobsen på Pole Position, Mikkel Tygesen, Christoffer Christensen, Magnus Kriklywi og Mads Riis. Noah Sørensen kvalificerede sig som nummer 12 ud af de i alt 17 deltagere. Efter de indledende heats dominerede Malthe, Mikkel og Christoffer stadig top 3, og i den afgørende finale sejrede Malthe efterfulgt af Mikkel på andenpladsen, Christoffer på fjerdepladsen og Mads på femtepladsen. Magnus og Noah endte som henholdsvis nummer 8 og 10.
 RS dominans i Rotax Mini (Foto: RS Competition)
Malthe Jakobsen i Rotax Mini var denne gang på hjemmebane og i både tidtagning, indledende heats, prefinale og finale høstede han altså frugten af de mange træningsomgange, han siden sin gokartdebut har kørt på den 1,3 kilometer lange bane i Thy. Som prikken over i’et kunne han efter finalen kalde sig for Danmarksmester i Rotax Mini klassen i sæson 2014 – endda hans første Mini sæson. Et stort tillykke til Malthe og far Lasse med mesterskabet.
Mathias Lund var denne gang ene om at repræsentere team RS Competition i Rotax Junior klassen. Efter mange forsøg lykkedes det ham endelig at slutte i pokalrækkerne, da han med en femteplads i finalen kunne modtage sin første pokal i en Rotax Max Challenge afdeling. Et velfortjent resultat efter hårdt arbejde i kampen om pokalen.
Med i Rotax Super Senior var Martin Mortensen og Jannie Johansen. Martin lagde godt ud med at vinde tidtagningen og tog også sejren i ét af de tre kvalifikationsheat. Jannie startede heatene fra fjerde startposition, hvilket også blev udgangspunktet for finale 1 og prefinale. For Martin gik det i finale 1 voldsomt for sig, da et sammenstød med Nicolai Kandborg sendte ham så hårdt i dækkene, at han måtte en tur på sygehuset til tjek. Heldigvis slap Martin med mindre knubs og var i stand til at køre løbet færdigt – og det gjorde han med stil, da han foran Nicolaj Kandborg, der ellers også var vinderkandidat, vandt finalen med to sekunders forspring. Jannie kom skidt fra start og kæmpede sig fra en sjetteplads til tredjepladsen og kvitterede samtidig med finalens hurtigste omgangstid.
Christian Loft er siden skiftet til DD2 virkelig ved at finde sig til rette i den nye og noget hurtigere kart. På intet tidspunkt var han uden for top 5, og i tredje kvalifikationsheat blev det sågar til en andenplads. Finalen blev dog en svær opgave, og Christian endte løbet på femtepladsen.
Med kun én resterende afdeling er Malthe Jakobsen og Martin Mortensen med henholdsvis fire og fem RMC løbssejre teamets mest vindende i Rotax regi, og for sidstnævnte er chancen for at nå det øverste trin på podiet meget sandsynlig, når pokalen for årets Rotax Max Challenge mesterskab skal uddeles. Sidste afdeling afholdes på Ikast gokartbane i den netop foranstående weekend.
RS Competition
Jannie Johansen
|