Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Formel Ford - DK

Hattrick af Frederik Schandorff på Padborg Park

Formel Ford - DK 
16/09/14 

Frederik Schandorff gjorde rent bord ved den seneste afdeling af det danske mesterskab for Formel Ford, som i weekenden blev kørt på Padborg Park. Med resultaterne er den unge djurslænding nu nærmere på at vinde det mesterskab, som tidligere er blevet vundet af bl.a. Kevin Magnussen.
 

”Det var en helt igennem perfekt weekend for mig,” siger Frederik Schandorff. ”Jeg var tre tiendedele hurtigere end min nærmeste konkurrent i tidtagningen, og så lykkedes det mig for anden gang i år at vinde alle tre løb i en løbsweekend.”

Frederik Schandorff glæder sig til finalerunden på Ring Knutstorp, hvortil han møder op med et forspring på 73 point. Da der kun er 75 point på spil i sidste afdeling, ser det fornuftigt ud.


Blot to point mangler Frederik Schandorff i at kunne kalde sig mester

”Det var i det hele taget en rigtig god weekend, jeg havde på Padborg Park,” siger Frederik Schandorff. ”Jeg har nu tangeret Kevin Magnussens rekord med 11 løbssejre på en sæson, ligesom jeg i tidtagningen kom under Jesper Egebarts banerekord.”

Mens Frederik Schandorff havde en perfekt weekend, så var det samme ikke tilfældet for Christian Schandorff.

”Jeg lavede en rigtig, rigtig god start i det første løb om søndagen, hvor jeg startede syver og var toer i sving 1, men banen var meget våd, så jeg havde en svær nedbremsning for enden af langsiden. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne komme med rundt i første sving, idet der var en risiko for at jeg kunne komme til at ramme Frederik. Derfor valgte jeg i stedet at fortsætte ligeud i pitten, og det kostede tid,” fortæller Christian Schandorff.


Christian Schandorff havde en uheldig weekend på Padborg Park

”Da jeg kom ud fra pitten, var jeg bagest og kunne kun nå at køre mig op som nummer ni. Jeg havde rigtig god fart i bilen, hvor jeg satte fjerdebedste tid. Derfor skulle jeg egentlig have startet næste løb som nummer fire, men desværre havde jeg kørt lidt for hurtigt igennem pitten, så jeg blev rykket fem pladser tilbage.”

I det sidste heat opnåede Christian Schandorff weekendens bedste resultat med en sjetteplads, men resultatet kunne faktisk godt være blevet bedre.

”Jeg fik problemer med min bil under heatet,” forklarer han. ”Den ville pludselig ikke trække helt så godt, og jeg blev bl.a. overhalet af Mathias Smith, som bare kørte uden om mig.”

CF Racing indsatte i den forgangne weekend også en tredje bil, som blev kørt af Magnus Ruud Kjær, der var debutant i Formel Ford.

”Det var en meget fin debut, Magnus fik,” siger teamchef Peter Schandorff. ”I løbet af weekenden begyndte Magnus at køre stærkere og stærkere, og i det sidste heat lykkedes det ham at sætte fjerdebedste tid og demonstrere fantastisk flotte overhalinger og sluttede som nummer syv.”


Magnus Ruud Kjær fik en god Formel Ford-debut for CF Racing

CF Racing


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Padborg Park
  • 14/09/14 - Padborg Park - Formel Ford - DK
  •  



    ASETEK SIMSPORTS