Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ELMS

Danske Ferrari-kørere på podiet i Sydfrankrig

ELMS 
16/09/14 

Jan Magnussen, Mikkel Mac og Johnny Laursen var kun få sekunder fra førstepladsen i næstsidste afdeling af European Le Mans Series på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig. Trioen går fortsat efter mesterskabet i finalen.
 

Det blev til en andenplads for Ferrari-trioen Jan Magnussen. Mikkel Mac og Johnny Laursen, som trods svære udfordringer under træning og kvalifikation viste masser af fart i søndagens fire timer lange ELMS-løb på Paul Ricard. En afkørsel tidligt i løbet kostede dog dyrebare sekunder og var i sidste ende med til at forhindre en sejr for det danske team.

- En overraskende afslutning på en ellers problematisk weekend, men vi skulle altså have vundet det løb, lød det fra en ærgerlig Jan Magnussen

Med disse ord hentydede Magnussen til teamkollega Johnny Laursens afkørsel tidligt i løbet, hvor en lidt grov BMW ramte danskeren, som snurrede rundt og måtte se hele feltet køre forbi.

- Det var lige dér, vi mistede de sekunder, som vi i sidste ende manglede for at vinde løbet, forklarede Jan Magnussen.

Efter afkørslen måtte Johnny Laursen fortsætte løbet fra en sidsteplads, men omgang efter omgang fik han kæmpet sig op gennem feltet, og de gode takter blev fulgt op af Mikkel Mac, som i sit dobbeltstint fik kørt det danske team helt op på en tredjeplads i GTC-klassen.

Dette til stor glæde for både team og kørere, som under træning og kvalifikation havde kæmpet med at finde den rette opsætning af bilen. En opgave, som var besværliggjort af en ny type dæk, som først blev frigivet i dagene op til løbsweekenden.

De endelige justeringer af den røde Ferrari 458 GT3 blev således foretaget mellem kvalifikationen og selve løbet, hvor der blev sammenlignet med data fra søsterbilerne i AF Corse-teamet.

- Det lykkedes endelig ingeniørerne at ramme et godt setup, så vi havde en bil med masser af fart og god balance i løbet, lød fra Mikkel Mac.

Med Jan Magnussen bag rattet i Ferrari #60 kom Formula Racing endnu tættere på de førende i GTC-klassen, og han kunne give bilen tilbage til Mikkel Mac på en andenplads, som også var bilens position, da den unge Formula Racing-kører kørte forbi det ternede flag præcis fire timer efter løbets start.

- Vi sluttede blot 13 sekunder efter den førende, så selvom vi er glade for resultatet, er det en lidt skuffende fornemmelse, lød det fra teamchef Allan Jørgensen.

- Ingen havde dog regnet med en podieplacering efter lørdagens udfordringer, hvor vi blandt andet missede det meste af en træningssession på grund af nedslidte dæk. Så alt i alt er vi godt tilfredse og kan se frem til en spændende finale i Portugal.

Med søndagens resultatet mister Formula Racing en smule afstand til de førende i mesterskabet, men beholder en andenplads i stillingen. Med 60,5 point er danskerne 18,5 point bagefter, men da der uddeles 25 point til løbsvinderne, er der således fortsat potentiale for et mesterskab.

- Vi skal bare gøre det rigtig godt, samtidig med, at vores rivaler fra SMP Racing skal gøre det rigtig skidt, lyder det fra Allan Jørgensen.

Formula Racing
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Johnny Laursen
  • Mikkel Mac
  • Formula Racing
  • Paul Ricard
  • 14/09/14 - Paul Ricard - ELMS
  •  



    D4 Enterprise Solutions