Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Pirelli World Challenge

Racerpigen Christina Nielsen vinder pokal

World Challenge 
27/08/14 

- på jordskælvsramt bane i USA
Christina Nielsen fik en flot debut tidlig mandag morgen dansk tid, da hun i weekenden fik pokal med hjem fra en af verdens hårdeste GT serier, Pirelli World Challenge i USA. Den 22-årige racerpige havde fået en lyndebut, da hun kun 1,5 uge inden havde testet en Aston Martin for team TRG og teamchefen efterfølgende besluttede, at afgive sin plads for at det unge talent kunne få en chance mod de etablerede GT stjerner.
 

Løbet blev afviklet på Sonoma Raceway i Californien, der kun ligger 25 km fra epicenteret af det jordskælv, der ramte Californien natten til søndag lokal tid.


Christina Nielsen i Pirelli World Challenge på Sonoma Raceway.
(Foto: Jan Kaiser)

Christina Nielsen stillede til start i GT(A), men hun var i både løbet lørdag og søndag indblandet i flere dueller med de fuldtidsprofessionelle kørere, der kører i fabriksbiler i GT serien. I den populære serie stillede hele 44 biler til start, 22 i GT klassen, heraf 9 i GT(A) og 22 biler i den lidt langsommere GTS klasse.

Til trods for at det både var første løb for Christina Nielsen og for den Aston Martin V12 Vantage hun kørte, gjorde hun et flot indtryk på serien. Ved løbet lørdag lå hun på en flot tredjeplads i GT(A), da et sammen stød med en konkurrent gave Christina en drivethru-straf, hvilket betød at hun røg ud af kampen om topplaceringerne og efterfølgende kørte i mål på en sjetteplads.

”Ferrarien foran mig røg for langt ud i et sving og jeg dykkede indenom, men han kom tilbage på racerlinien og vi ramte hinanden, så han snurrede rundt. Jeg var sikker på, at det ikke var min fejl, men dommerne takserede det anderledes og det gav desværre en straf, så jeg ikke længere kunne gøre mig gældende i toppen” sagde en skuffet Christina, der ellers følte hun havde en rigtig god og hurtig bil.


Christina Nielsen tog en pokal med hjem fra Pirelli World Challenge.
(Foto: Jan Kaiser)

Søndag var Christina atter med i masser af tætte dueller. Hun blev over et par omgange presset af Guy Smith i Bentley, der som fuldtidsprofessionel kører havde lavet en dårlig start fra Pole Position. Senere lå hun i tæt kamp med endnu en fabrikskører, den erfarne Andy Pilgrim, der kører for Cadillacs fabriksteam. I den tætte duel med Pilgrim blev de desværre begge overhalet af en Lamborghini Gallardo fra GT(A), men da målflaget faldt var det med Christina på en flot tredjeplads i GT(A), hvor hun sluttede lige foran den mesterskabsførende i klassen, Michael Mills i Porsche. Generelt sluttede Christina på en flot ellevte plads, lige bag Andy Pilgrim og kun tre placeringer fra den førende i GT mesterskabet, den tidligere Corvette kører, Le Mans og Daytona vinderen amerikanske Johnny O’Connell.

”Det har været en fantastisk weekend og selvfølgelig rigtig dejligt at slutte af med, at komme hjem med en pokal” sagde en glad Christina efter løbet. ”Jeg er virkelig glad for at have fået muligheden og det har været fantastisk at arbejde sammen med TRG. Den støtte og opbakning jeg har oplevet – også efter skuffelsen lørdag – har været fantastisk. Vi har haft rigtig meget at skulle lære i løbet af weekenden, men jeg synes vi gjorde fremskridt hele tiden. Serien har været en stor oplevelse at køre i. Det er en virkelig stærk serie og nogle store navne, jeg har kørt mod. Der bliver virkelig kørt hårdt og tæt og lige til grænsen, men jeg elsker at køre ræs på den måde. Jeg kunne godt have satset mere ved løbet om søndagen, men jeg havde lørdagens straf i baghovedet og ville hellere sikre mig podiepladsen”.


Christina Nielsen tog en pokal med hjem fra Pirelli World Challenge.
(Foto: Jan Kaiser)

For Christina havde det en ekstra stor betydning at køre en podieplacering hjem i en Aston Martin. Christina var ven og holdkammerat med Allan Simonsen, der mistede livet på Le Mans i 2013. Allan Simonsen var en stor støtte og hjælp i Christinas første år og sammen kørte de sejre hjem i ADAC GT. ”Det er måske svært for andre at forstå, men at jeg pludselig kørte en Aston Martin som Allan (Simonsen – red.) også gjorde betød meget for mig. Så jeg ville rigtig, rigtig gerne have en pokal med hjem og jeg sendte Allan en ekstra tanke, da jeg stod på podiet”.

I øvrigt var jordskælvet det største i Californien siden 1989. Flere teams og kørere blev evakueret ved rystelserne, der skete natten til søndag lokal tid. Før løbet fik godkendelse til at forløbe som normalt, var bane og omgivelser grundigt gennemgået for skader, men ingen var af et omfang, der betød at løbet ikke kunne gennemføres. For Christina gjorde jordskælvet dog ikke det store indtryk, da hun sov fra rystelserne. ”Jeg blev vækket af jordskælvet, men var ikke klar over, at det rent faktisk var det der havde vækket mig. Jeg troede blot jeg havde haft en dårlig drøm, men da der begyndte at komme beskeder ind på min telefon gik det op for mig, hvad der var sket”.

Christina Nielsen Press

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Sonoma
  • 24/08/14 - Sonoma - World Challenge
  •