Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

First Stop SSC fuld af overraskelser

Special Saloon 
19/08/14 

Der blev vist mange nye sider at First Stop SSC her i weekenden 16. – 17. august, og det gjorde det absolut til en topweekend for klassen.
 

Weekenden startede dramatisk for en af deltagerne og det var Henrik Moeskjær, der var særdeles uheldig. På en af de allersidste omgang i træningen knækker bremsepedalen netop som der skal bremses på vej op i trapperne på Ring Djursland, og dermed sluttede weekenden nærmest før den var kommet i gang for teamet. Bilen var simpelthen for skadet til at den kunne komme ud og køre mere. ”Det er super ærgerligt, vi har netop fået lavet det sidste på gearkassen, og så sker det her”, sagde en tydelig ærgerlig, men fuldstændig uskadt Henrik Moeskjær.


En knækket bremsepedal sendte Henrik Moeskjær i sandet, heldigvis kun med materiel skade til følge
(Foto: Keld Dohm)

Allerede i tidtagningen kom den første overraskelse. Indtil nu har Claus Christensen været urørlig i disciplinen der handler om at sætte den hurtigste omgangstid, men denne gang blev han overgået af Dennis Holbæk Pedersen, der dermed skulle starte forrest til heat 1. I S-GT divisionen og i SS2 divisionen var det dog favoritterne, i form af Christian Siepmann og Martin Vedel Mortensen, der satte sig på de hurtigste tider.

I Heat 1 viste Dennis, at det ikke var tilfældigt at han havde sat hurtigste tid, da han endte med at vinde heatet, og ikke mindst så satte han ny banerekord med tiden 47,779 sekund. En anden positiv overraskelse i heatet var, at Jørgen Hansen endelig har fået sin Porsche til at køre rigtig stærkt. Med tider der næsten konstant lå under 50 sekunder, og endda et par tider under de 49 sekunder var gamle Hansen mere end godt tilfreds efter heatet. ”Jeg har hele tiden vidst, at det var bilen der var et eller andet med, og ikke mig, og det føler jeg, at jeg har vist i det her heat” fortalte en tydelig tilfreds Jørgen Hansen efter heatet. I SS2 var der ikke de store overraskelser, idet Martin Vedel Mortensen i sin Opel Corsa kørte en sikker sejr hjem med føring fra start til mål.


Dennis Holbæk Pedersen vendte tilbage til First Stop SSC med stil, da han vandt det første heat han er stillet til start i år.
(Foto: Morten Kimer Hansen)

Heat 2 blev kørt søndag kl 12.50, og som forventet af mange inden weekenden, så kom vejret til at spille en stor rolle. Stort set alle teams var i tvivl om hvilken dæktype man skulle anvende, slicks eller regnvejrsdæk. Det endte dog med, at alle kørte ud på slicks, hvilket var det ubetinget rigtige valg, i hvert tilfælde de første 12 af de 18 minutter. Banen var fugtig og glat, men ikke decideret våd, og sådan en bane er en svær størrelse, specielt på slicksdæk. Særligt de meget hurtige Aquilaer havde det vanskeligt, og for første gang i år måtte Claus Christen se sig slået i reel kamp af ikke mindre end 2 Porscher, nemlig Mikkel O. Pedersen og Jørgen Hansen, og her trak Mikkel det længste strå, og dermed tog Mikkel O. Pedersen sin første generelle heatsejr i First Stop SSC. I SS2 fandt man heatets måske største overraskelse, idet Martin Vedel Mortensen måtte se sig slået af samtlige konkurrenter i divisionen. Heatet blev vundet af Bjarne Mortensen foran Christian Vejby efter en flot duel mellem netop de 2, og med Anders Christensen på en tredjeplads. ”Min opsætningen passede slet ikke til den glatte bane” måtte en ærlig Martin Vedel erkende efter heatet. En anden meget umage duel foregik kort efter at det var begyndt at regne ca. 2/3 inde i heatet. Her havde Dennis Holbæk Pedersen i Aquila netop overhalet Anders Christensen i Peugeot 307 med en omgang, og det lykkedes ikke bare for Anders at følge med, men flere gange var han sågar oppe og presse Aquilaen.


I heat 2 lykkedes det Bjarne Mortensen at tage heatsejren i SS2 divisionen.
(Foto: Keld Dohm)

Heat 3 skulle køres kl 14.30 søndag eftermiddag, og her var der ingen der var i tvivl om dækvalg, da regnen silede ned i store mængder, og det i en grad der gav problemer med aqua planing. Ud over problemer med vejgreb, så var der rigtig mange af kørerne, der havde mere end vanskeligt ved at se ud, simpelthen fordi ruderne duggede til, og flere kørere valgte faktisk at køre ud inden starten, da de ikke følte det var forsvarligt at køre. Heatet blev dog startet, men efter ganske få omgange valgte løbsledelse meget klogeligt at afblæse heatet, da forholdene simpelthen ikke var til motorløb. Dermed er der heller ingen point til nogen for netop dette heat.


Heat 3 blev meget klogelig afblæst, da der lå så meget vand på banen, at det ikke var forsvarligt at fortsætte.
(Foto: Keld Dohm)

Næste gang First Stop SSC skal ud og køre er allerede den 29.-31. august til Grand prix Danmark på Jyllandsringen. Det er samtidig første afdeling i det nordiske mesterskab, hvilket betyder, at der en del Norske gæster, så First Stop SSC feltet bliver både stort, flot og meget spændende.

First Stop SSC, www.specialsalooncar.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 17/08/14 - Ring Djursland - Special Saloon
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her