Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Dobbeltsejr til Poulsen og Vesti til Dansk Superkart i Vojens

Go Kart 
31/05/14 

Efter en svær opstart på dette års Dansk Super Kart mesterskab kunne team RS Competition i weekenden den 17. og 18. maj både nye godt af fantastisk solskinsvejr og de hjemmebanefordele, som de lokale LUG medlemmer ved de to første afdelinger havde. Særligt enkelte RS chauffører adskilte sig og var som skudt ud af en kanon. Viktor Poulsen, Julie Friis, Mads Riis og Frederik Vesti, hvis fællesnævner i weekenden var hurtighed, snilde og dygtighed, var ikke til at komme udenom.
 

Teamets yngste, Viktor Poulsen og Julie Friis i Cadett Mini, var mildest talt suveræne og urørlige fra start til slut og sluttede både lørdag og søndag som nummer 1 og 2. En helt fantastisk præstation, som i den grad har givet blod på tanden til resten af sæsonen. Viktor har efter weekendens flotte bedrifter placeret sig som nummer to i det samlede mesterskab. Julie er på en samlet femteplads.


Julie Friis og Viktor Poulsen med deres velfortjente pokaler
(Foto: RS Competition)

Med 20 deltagere i Cadett Junior klassen, heraf fire RS Competition kørere, var der tæt og spændende race ved 3. og 4. afdeling af Dansk Super Kart. Til lørdagens tidtagning blev bedste RS chauffører Rasmus Bradahl og Mads Riis på anden- og tredjepladsen. Derefter fulgte Bastian Buus og Magnus Kriklywi som nummer 6 og 9. Mads avancerede og sluttede som den eneste af firkløveren i top 3 i begge heats med en første- og en tredjeplads. Til finalen måtte han dog overgive sig til vinderen af første og anden afdeling, Benjamin Frislund, og tage til takke med andenpladsen. Bradahl sluttede lige uden for top 3 på fjerdepladsen, mens Buus og Kriklywi endte på 6. og 9. pladsen.
Til søndagens afdeling lagde Buus stærkt ud og kvalificerede sig som nummer to i tidtagningen. Herefter fulgte igen et par intense heats, hvor RS kørerne kæmpede en hård kamp. Bedst endte igen Mads Riis med endnu en andenplads.

Hos KF Junior deltagerne var Frederik Vesti flyvende, og selvom han flere gange fik skarp konkurrence fra både Jonas Nielsen, Emil Dose og Noah Watt, så formåede han alligevel at holde hovedet koldt og i sidste ende løbe af med sejren til både lørdagen og søndagens afdeling. Dobbeltsejren sender ham til tops i det samlede mesterskab foran Dose og Watt.
Teamets nyeste medlem, Marcus Mose, debutant i KF Junior, måtte til tredje og fjerde afdeling sande, at al opstart er svær. Især til lørdagens afdeling var det op af bakke og sluttede brat i finalen med et uheldigt sammenstød med Christian Rasmussen, der også i år deltager i Dansk Super Kart for RS Competition. I løbet af weekenden tog det dog efterhånden form for de to nye RS kørere, som i finalen sluttede som nummer 11 og 12 med omgangstider ikke langt fra finalens hurtigste.
Amalie Wichmann i KF viste i weekenden, at de mange timer bag rattet, bl.a. med vejledning fra belgiske Benjamin Bailly, bærer frugt og med flere top 5 placeringer og en finaleplacering som nummer 7 bliver det spændende at følge Amalie i resten af sæsonen.


Frederik Vesti (øverst til højre) og Viktor Poulsen (nederst til venstre) belønnes efter deres flotte præstationer
(Foto: RS Competition)

Femte og sjette DSK afdeling afholdes i slutningen af maj måned på Grindsted gokartbane, hvor teamet håber at kunne gentage succesen.

Jannie Johansen
RS Competition