Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

35 sekunder imellem 1 og 2 efter 12-timers Gokart Le Mans

Go Kart 
30/05/14 

Vandel Gokart lagde bane til et forrygende 12-timers Le Mans, i samarbejde med Team Rynkeby Trekanten og BSM Reklame, søndag d. 25/5 fra kl. 09.00 – 21.00. Der skulle vise sig at blive stor spænding om resultatet, særligt blandt forhåndsfavoritterne fra BSM Reklame, som stillede et hold af stærke gokartkørere, som kender banen i Vandel særdeles godt, samt Skov Motorsport Promotion, som stillede med høj rutine og talent i truppen.
 

Gasmanden Billund og Gripping Media havde ligeledes udvist den fornødne evne til at bringe lynhurtige kørere til holdet, som gav løbet en særlig prestige rent resultatmæssigt.


Lars Sørensen fra Gasmanden Billund var hurtigste mand fra start
(Foto: Gripping Media ApS)

Hurtigst fra start fra det bedste udgangspunkt var Gasmanden Billund, som havde valgt at give Lars Sørensen chancen fra start til at imponere, og den chance takkede Lars for ved at sætte løbets hurtigste omgang på 54,645 allerede i første time. Derfor var Billund-holdet altså i front, og viste sig længe konkurrencedygtige, da profiler som Max Brink og Jonas Korsgaard stod klar til at overtage karten, ved de obligatoriske pitstops.


Den danske GT4 kører, Morten Dons var et af de stærke profiler hos Skov Motorsport!
(Foto: Gripping Media ApS)

Morten Dons fra Skov Motorsport Promotion satte sig på andenpladsen, og viste stor rutine ved at holde et hamrende præcist pace i forhold til lynhurtige Lars Sørensen. BSM Reklame måtte tage til takke med en startplacering som nummer 6 i feltet og kom godt fra start ved Stefan Carstens, som viste at favoritrollen var velbegrundet. Løbet skiftede konstant med at have førende hold bestående af ovennævnte.

Efter 3 timers kørsel skulle første pitstoprunde gennemføres, hvor deltagerne skulle tilbagelægge 3 kilometer på en spinningcykel opsat af Team Rynkeby Trekanten. Dette viste sig at blive en mere afgørende og alvorlig udfordring, end flere af holdene måske nok havde forventet.


Team Rynkeby Trekanten styrede slagets gang under tankstoppets obligatoriske 3 km. spinning!
(Foto: Gripping Media ApS)

Først efter ca. 4 timers kørsel begyndte det at vise sig hvilke 3 hold sejren skulle stå i blandt. Team Skov Motorsport Promotion, Team BSM Reklame og Team Gripping Media. Gassen var efterhånden gået lidt af holdet fra Gasmanden Billund, som havde valgt at løbet skulle bruges til at give ansatte og relaterede personer en god oplevelse, som ikke sidder i en gokart på hyppigt plan. Stor respekt for det, da det vigtigste med løbet var at samle midler ind til Børnecancerfonden. Holdet havde også en kvindelig deltager med, som bestemt klædte løbet med sin fighterindstilling.


En af dagens overraskelse var Team Gripping Media. Med kompetente kører og en fast strategi kørte de sig sikkert op igennem feltet og holdt stand til det ternede flag
(Foto: Gripping Media ApS)

BSM Reklame havde været placeret kortvarigt på løbets førsteplads, med stærke stint af både Daniel Søndergaard, Søren Kjul, Jesper Dalsgaard og holdejer Brian Madsen. Grunden til at den jagtede placering blev kortvarigt, var i høj grad Skov Motorsports på dagen helt store profil Jan Jønck. Løbets uden tvivl mest stabile kørte nogle vanvittigt stærke stints, og snuppede førstepladsen fra BSM Reklame, som ellers havde rigtigt stærke Søren Kjul i sædet.

BSM Reklame viste dog taktisk snilde ved at forsøge sig med et vanvidsstint af Casper Nyggard, som gennemførte 3 timers konstant kørsel imellem 2. og .3 pitrunde. Casper tilkørte sig desværre en stop and go straf på 30 sekunder i pitten, da han uheldigt kom for sent på bremsen i et forgæves overhalingsforsøg på banens korte langside. En straf som viste sig at gøre, at løbet ikke fik en afslutning som var absolut forbudt for børn, da straffen ca. udgjorde forskellen fra nummer 1 og 2 ved løbets afslutning.


Casper Nygaard i Kart nr. 12, i vanvidsstintet på 3,25 time
(Foto: BSM Reklame)

Da Jan Jønck satte sig i sædet for at køre sit sidste stint i løbet udbyggede han føringen til BSM Reklame med halvanden omgang. På tredjepladsen havde Team Gripping sat sig godt fast, og afstanden ned til fjerdepladsen besat af Gasmanden Billund var nu komfortabel. 45 minutter før uret ramte 12 timer satte den førende kart pludselig ud, og bragte sig selv til en standsning, som man som racerkører har mareridt om at skulle opleve. Der var fra starten blev instrueret i, at en teknisk defekt ikke vil sætte løbet på pause, men ville blive udbedret i samme stil, som det også er tilfældet når Le Mans køres i Frankrig.


Jan Jønck venter på ny kart efter teknisk defekt med kun 45 minutter tilbage
(Foto: Gripping Media ApS)

En lynhurtig reaktion fra pitcrew’et gjorde, at Jan Jønck i løbet af meget kort tid sad i en ny gokart, som kunne gennemføre den sidste del af løbet. Efterfølgende tekniske undersøgelser viste, at i kampens hede var en brændstofforsyningsslange hoppet af imellem hoved- og reservetanken, hvilket gjorde at karten ikke kunne suge brændstof derfra.

Materiale ansvarlig Nikolaj Schmidt Jørgensen glæder sig over at dette var den eneste materielle udfordring igennem det lange løb. Episoden blev puttet ind under kategorien ”That’s racing”. Yderligere tekniske fejl udeblev, hvilket resulterede i at Team Skov Motorsport Promotion kunne passere stregen for 748 tyvende gang, til modtagelse af det ternede flags indikation for løbets afslutning. BSM Reklame kæmpede flot og modtog en flot andenplads i løbet. Team Gripping endte på en sikker tredjeplads, imens Gasmanden Billund tog sig af en fortjent fjerdeplads.


Materiale ansvarlig Nikolaj Schmidt Jørgensen, svinger kosten efter en mindre afkørsel
(Foto: BSM Reklame)

Dagen lang udspillede sig de spændende ”løb i løbet” bl.a. imellem JBL Service og Dream Concept Racing, som skulle vise sig at kæmpe om femtepladsen i løbet. Dream Concept Racing trak det længste strå med profiler som Preben Grundtvig og Thomas Vestergaard på holdet. Hele holdet kørte sig flot op løbet igennem og viste at de ville den femteplads, når muligheden viste sig. JBL Service forsvarede stærkt og viste en flot figur, men måtte se sig slået bogstaveligt talt i ellevte time af løbet.

Ved præmie ceremonien efter løbet blev de mange flotte sponserede præmier uddelt ved lodtrækning, da alle skulle have muligheden for en præmiering for deltagelsen i den gode sags tjeneste.


Det flotte præmiebord blev udloddet mellem alle deltagere
(Foto: BSM Reklame)

Pokaler og champagne belønnede de 3 bedst placerede hold på podiet, og det var tydeligt at de tilkæmpede placeringer i løbet skabte stolthed og til trods for de, for nogen underdimensionerede racerbiler, ikke negligerede bedriften.


Team Skov Motorsport, Team BSM Reklame og Team Gripping Media
(Foto: Gripping Media ApS)

Vandel Gokart, Team Rynkeby og BSM Reklame takker de mange deltagere for at skabe et fantastisk motorløb. Reaktionen fra de deltagende hold efterfølgende, gør det sikkert at et gentagende arrangement uden tvivl vil blive annonceret i fremtiden. Ikke mindst på baggrund af det den først slagne mand, holdejer Brian Madsen udtalte kort efter løbet, ”meningenen med dette arrangement er at køre til fordel for Børnecancerfonden, og bare det at kunne få muligheden for at blive nr. 2, er mere end hvad børn med kræft drømmer om”.


Team BSM Reklame blev nummer 2. Men en oplevelse rigere og bare det at kunne få muligheden for at køre og blive nr. 2, er mere end hvad børn med kræft drømmer om
(Foto: Gripping Media ApS)

Stor tak til de deltagende hold – i kan være stolte af jer selv.

Thomas Jørgensen, Vandel Gokart


(Foto: Gripping Media ApS)