Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Historisk Rally Team Mejer fik de ønskede point i Tyskland

Historisk Rally 
06/05/14 

Det var til høje klapsalver de to aldrende herrer, Kurt Mejer, Horsens og Bent Aagesen, Skærbæk kørte over målrampen ved afslutningen af det internationale Rallye Sullinger Land i Tyskland. Teamet blev af speakeren præsenteret som det næstældste mandskab, og da de samtidigt kører i en af de ældste biler i feltet, hører de til publikums absolutte favoritter.
 

Flot placering i krævende rally.
Rallye Sullinger Land var også i år et stort og krævende arrangement, med deltagelse af rallykørere fra 8 nationer. Fra Danmark deltog 7 biler ud af de i alt 88 tilmeldte mandskaber. Der blev kørt 360 kilometer, hvoraf de 146 kilometer var hastighedsprøver. Efterhånden som løbet skred frem, avancerede Kurt Mejer/Bent Aagesen stille og roligt op ad rangstigen, og kunne slutte på en flot generel 27. I Division 3, som Historisk Rally Team Mejer deltager i, rakte placeringen til en 8. plads – et rigtigt flot resultat, da der generelt konkurreres med langt nyere og hurtigere biler.


(Foto: Rallypics.dk)

Endelig point på kontoen i det historiske WERC.
Inden start på Rally Sullinger Land sagde Kurt Mejer meget bestemt: ”Denne gang skal der point på kontoen”
Rallye Sullinger Land var tællende som en afdeling af den genopståede WERC Cup (West European Rally Cup), som køres på tværs af vest- og nordeuropæiske lande. Her deltager Historisk Rally Team Mejer i det historiske mesterskab. Efter to kørte afdelinger, manglede der point på kontoen da mandskabet desværre har måttet trække sig ud af løbene med tekniske problemer.

Heldigvis levede Kurt Mejer fuldt op til sit udsagn inden løbet, idet mandskabet kørte løbet som bedste historiske mandskab, og dermed scorede maksimum point til regnskabet. Det betyder at de stadig kan nå at være med i det samlede mesterskab. Mesterskabet består, udover de allerede kørte, af yderligere fire afdelinger der køres som følger:

Vechtdal Rally, Holland, den 21. juni
Rally Sokndal, Norge, den 22. – 23. august
Litermont Rallye Saar, Tyskland, 19. – 20. september
Rally Danmark, Danmark, den 31. oktober – 1. november

Rally Danmark, der køres som finaleløbet i området omkring Ans i Midtjylland, er samtidig den sidste afdeling af det danske mesterskab 2014. Her forventes det største rallyfelt der er set til start i Danmark i mange år.

Resultaterne fra rallyserien, samt øvrige informationer kan følges på seriens hjemmeside:
www.westeurorallycup.eu

Viggo Johansen for
Historisk Rally Team Mejer