Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Biltest

Biltest: Ford Fiesta ST2

Biltest 
02/11/13 

Det var først, da jeg kørte den godt ud i gearene, at jeg opdagede den blå Ford Fiesta ST2's sande væsen.
Her forvandlede den sig fra at være en kvik lille hatchback til den underholdende gaderacer, jeg havde ventet på.
 


Ford Fiesta ST2
(Foto: Ib Trebbien)

Med storebroderen Focus ST i frisk erindring havde jeg nok forventet lidt af samme skuffe, bare i en mere kompakt indpakning. Men trods familieskabet leverer de varen på hver sin måde. Selv om Fiesta'ens 10,6 liter turbomotor yder 182 hk og bilen er mindre og lettere end Focus'en, har den stadig mere vægt at slæbe på, målt i kg pr hk.
Men det glemmer man til en vis grad, når motoren når de høje omdrejninger, hvor ydelsen akkompagneres af en fed motorlyd – selvfølgelig forstærket, når den rammer kabinen.
Det hjælper nok også på oplevelsen, at turboen har en overboost funktion, der giver lidt ekstra motoreffekt i op til 15 sekunder.


Ford Fiesta ST2
(Foto: Ib Trebbien)

Racerfornemmelsen forstærkes af en særdeles kontant undervogn. ST'eren er sænket 15 mm i forhold til en almindelig Fiesta og angiveligt 12% stivere i affjedringen. Sammen med testbilens 17” alufælge monteret med 205/40 dæk resulterer det i en undervogn, der er perfekt til helt jævne veje. Desværre er der ikke mange af den slag veje her omkring, så kørslen blev ofte direkte hoppende. Derfor ville jeg nok vælge en anden dækprofil til daglig kørsel.

Overraskende nok oplevede jeg førerpladsen og kabinen i Fiesta'en som mere lys og luftig end den tilsvarende i Focus'en, selv om de var holdt i samme mørke farvetoner, og bød på mange af de samme elementer. I en bil som denne ville jeg nok foretrække Recarosæderne med rød/orange ryg og sideflader til at understrege racerlooket i stedet for testbilens mørkegrå, men det er selvfølgelig en smagssag.

Min konklusion?
Jeg havde det store smil på, da jeg afleverede nøglen, og det var ikke fordi, at jeg var glad for, at testen var overstået.


Ford Fiesta ST2
(Foto: Ib Trebbien)

Model Ford Fiesta ST2
Type 3-dørs hatchback, 5 pladser
Motor 1595 ccm turboladet Ecoboost benzinmotor, 4 cyl.,
maks. ydelse 182 hk / 134 kW ved 5.700 o/m.
maks. drejningsmoment 290 Nm ved 1.600 omdr./min.
Transmission 6-trins manuel gearkasse, forhjulstræk
Undervogn For: McPherson. Bag: Torsionsstænger
Maks. hastighed 224 kmt
Acc. 0-100 8,7 sek.
Officielt forbrug v. blandet kørsel 16,9 km/l
½ årlig ejerafgift Kr. 830,-
Pris som testet fra Kr. 303.990,- plus levering, ex. ekstraudstyr