| Man tager den danske SSC klasse og den Norske GT-racing klasse, der begge er karakteriseret ved at have meget varierede felter og flere divisioner, og så kigger man på hvordan man på den enkleste og bedste måde kunne kombinere de 2. Der blev ikke lavet om i de tekniske reglementer, og de nationale klasser og mesterskaber skulle også bestå uændret. Ud fra de Norske GT regler og de Danske SSC regler fik man defineret 4 Nordisk Cup grupperinger, og så var det ellers bare at få bilerne ud på banen sammen og køre noget race. Nordisk Cup har i 2013 bestået af 2 afdelinger, nemlig den 7.-9. juni på Rudskogen i Norge og til Grand Prixet på Jyllandsringen den 23.- 25. august, og begge afdelinger blev afviklet på flot vis, både på og udenfor banen.
Nordisk Cup gruppe 1 2013
Dette er gruppen for store prototypebiler, og da den Norske GT klasse ikke har en division for disse store og meget hurtige biler, så blev det en næsten ren dansk affære. Dog er det sådan at Christer Gislerud, der normalt kører i den danske SSC klasse, jo rent faktisk er nordmand, så helt dansk blev det dog ikke. Det var på forhånd ventet at Claus Christensen i hans Aquila og netop Christer Gislerud i hans Stealth skulle kæmpe hårdt i denne klasse, men desværre betød en ikke fungerede motor, at Claus ikke fik samlet point på Rudskogen, hvor Christer løb med det hele, og på Jyllandsringen betød mekaniske problemer, at Christer ikke fik nogen point og Claus kunne tage det hele. Da der var væsentlig flere deltagere i klassen på Jyllandsringen betød det, at Claus Christensen blev Nordisk Cup vinder, tæt forfulgt af Andreas Kjærgaard i en Scotty GT, og med Frederik Holm på en tredjeplads i en Renault Megane Trophy V6.
 Claus Christensen, vinder af Nordisk Cup Gruppe ,1 2013 (Foto: Keld Dohm)
Nordisk Cup gruppe 2 2013
Store og hurtige GT biler hører til i denne gruppe, og det giver en meget stor og varieret samling af biler, lige fra Christian Siepmanns BMW M3 GT2 til Chevrolet Corvetter, Dodge Viper, Porscher og Ferrarier i mange afskygninger, og helt ud til Johannes Graversen Fiat X 1/9 fra 1976. Det viste sig interessant nok, at det faktisk var denne klasse hvor der var størst jævnbyrdighed, og dermed også størst konkurrence om det Nordiske Cup mesterskab. Danske Christian Siepmann kunne ikke røres på førstepladsen, selvom det lykkedes for Norske Joakim Otteson at slå Christian 2 gange på Jyllandsringen, så rakte det ”kun” til en samlet andenplads. Christian Nilsen præsenterede også 2 gange at slutte foran Christian Siepmann, og det gav lige præcis Nilsen point nok til at erobre den tredje og sidste podieplads i den Nordiske Cup.
 Christian Siepmann, vinder af Nordisk Cup Gruppe 2, 2013 (Foto: Keld Dohm)
Nordisk Cup gruppe 3 2013
Gruppen for sportsvogne og modificerede standardbiler med de lidt større motorer. Variationen her er også ganske stor, lige fra en stort set standard Audi RS4 over Ginetta sportsvogne til Michael Klostermanns BMW 320i. På Rudskogen var Norske Tor Brynjelsen ene om at forsvare de danske farver, da han stiller til Nordisk Cup via den Danske SSC klasse. På Jyllandsringen fik Tor selskab af Michael Klostermann, og så fik Nordmændende baghjul, dog ikke nok til at forhindre, at de 3 pladser på podiet alle blev besat af Nordmænd, nemlig med Andre Falkenhaug i en Ginnetta G50 øverst, Steffen A. Feet ligeledes i en Ginetta G50 på andenpladsen, og Bjørn Tvedt i en Seat Leon på tredjepladsen.
 Andre Falkenhaug, vinder af Nordisk Cup Gruppe 3, 2013 (Foto: Keld Dohm)
Nordisk Cup gruppe 4 2013
Den væsentligste forskel mellem gruppe 3 og gruppe 4 bilerne er motorstørrelsen, hvor gruppe 4 bilernes volumen er begrænset til 2,5 L. Det betyder, at der er mange tidligere Super 2000 biler der passer perfekt ind i denne gruppe, og det giver et ganske stort felt. Gruppen er klart den mest homogene af de 4 nordiske grupper, men det viste sig ret hurtigt, at de danske deltagere var de Norske ganske overlegne. I de 6 heat lykkedes det således kun en enkelt gang for en Nordmand at komme blandt de 3 første, og det var Arild Riise i det allerførste heat i serien på Rudskogen. Hans Hartmann og Martin Vedel Mortensen delte de 6 heatsejre ligeligt mellem sig, og den eneste grund til at de ikke også delte andenpladserne var, at Hans Hartmann måtte udgå af det første heat på Jyllandsringen. Martin endte således med at blive samlet Nordisk Cup vinder med Hans Hartmann på andenpladsen og Bjarne Mortensen på tredjepladsen.
 Martin Vedel Mortensen, vinder af Nordisk Cup Gruppe 1, 2013 (Foto: Keld Dohm)
I forbindelse med Grand Prixet den 23. – 25. august skulle der traditionen tro uddeles en Fighter Pokal, hvor bestyrelsen i SSC ikke var i tvivl om at den skulle gå til Norske Tor Brynjelsen, for både at være idemand og en stor arbejdskraft i udviklingen af Nordisk Cup.
 Tor Brynjelsen fik SSC’s fighterpokal for hans indsats for Nordisk Cup. (Foto: Keld Dohm)
Nordisk Cup er slut for i år, men der er mange af os, der håber på at man vil gentage succesen i 2014 – det er svært at se hvorfor man ikke skulle gøre det.
SUNOCO SSC, www.specialsalooncar.dk
Keld O. Dohm
|