Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama 1600 Challenge

En drøm gik i opfyldelse

Yokohama
1600 Challenge 

03/09/13 
Yokohama

Det blev et fantastisk Grand Prix Danmark for Tue Nielsen i Yokohama 1600 Challenge.
Køreren fra Kjellerup var efter de 2 måneders sommerferie klar til den 4. afdeling af mesterskabet.
 

Ved det seneste løb på Padborg Park måtte han udgå fra en 4. plads med gearkasse problemer, men den lange sommerpause var blevet brugt til at få alt tjekket igennem på bilen, så den var helt klar til efterårssæsonen.

Træningen skulle køres fredag eftermiddag. Og der var masser af fart i den lille sølv og blå farvede Citroen Saxo VTS. Allerede på 2. omgang satte han hurtigste omgang af alle kørere! En tid som senere skulle blive overgået af 3 kørere, men stadig rakte til 4. bedste tid i det tætte felt. Det blev dog ikke til en helt problemfri fredag, da teamet efter træningen kunne konstatere at den ene trækaksel var defekt og derfor skulle skiftes inden kvalifikationen.


(Foto: Denner Photo)

Lørdag morgen var bilen helt klar til kamp igen. Solen skinnede allerede fra en skyfri himmel, så baneforholdene kunne man ikke klage over. Det blev til en forbedring på over 0,5 sekund i forhold til træningen, men konkurrenterne havde også øget farten, så startplaceringen blev til en lidt skuffende 7. plads. Men så skulle der jo bare gives lidt mere gas i løbet.

13.05 lørdag eftermiddag var det tid til løb 1. Det blev til en skidt start for Tue Nielsen, da han blev presset af banen på første omgang, og bl.a. tabte et par placeringer. Efter 1. omgang lå han på 8. pladsen, hvilket kun gav endnu mere blod på tanden, så han allerede 5 omgange senere var oppe på 4. pladsen. Løbets resterende omgange blev til en utrolig tæt dyst omkring 3.pladsen med Dennis Bannergård, som måtte overgive sig på løbets allersidste omgang. Første podieplads siden Padborg Park i juni 2012 var derfor i hus. Dengang var det i silende regn – denne gang i strålende solskin. En overlykkelig Tue kom tilbage til pitten med en pokal, hvor den fornemme løbstitel Grand Prix Danmark stod på.

”Det var en kæmpe drøm der gik i opfyldelse at komme på podiet på FDM Jyllandsringen, og så endda til Grand Prix Danmark, ” udtalte en meget glad kører.

”Jeg følte der var god fart i bilen, og da der var 5 minutter tilbage tænkte jeg - hvis jeg skal på podiet i denne weekend, så skal der køres hurtigt nu - og det passede lige med at jeg nåede op forbi Dennis på sidste omgang.”


Der var nogle biler at få overhalet under starten af heat 2
(Foto: Denner Photo)

Søndag eftermiddag var det tid til heat 2. Top 8 bliver vendt rundt, så Tue skulle derfor starte på 6. pladsen. Endnu engang tabte han et par pladser under starten i det utrolig tætte felt, men som i heat 1, var han ikke sen til at genvinde det tabte. Over de næste 6 omgange blev det stort set til en overhaling til pr. omgang, inden at han på 8. omgang lavede overhalingen, så han endnu engang var tilbage på podiet. De sidste 2 omgange af løbet blev ren overlevelse, da der røg endnu en trækaksel. Det gjorde det til en stor kamp, bare at få bilen til at køre ligeud på langsiderne, da den hele tiden havde tendens til at trække til den ene side. Udover det var sporingen røget efter en lille smule kontakt med en konkurrent under starten af løbet. Heldigvis var forspringet til 4. pladsen så stort, at selvom Tue tabte over 2 sekunder pr, omgang, var der stadig et forspring på lidt over 2 sekunder, da han passerede det ternede flag.


En meget glad Tue Nielsen på podiet på 3. pladsen
(Foto: Denner Photo)

”Da andet heat gik i gang var farten der stadig, så der skulle bare overhales nogle stykker,” sagde en meget tilfreds kører efter heat 2. ”Efter 6 omgange var jeg endnu en gang på 3. pladsen, og kunne lave et hul ned til resten af feltet, men så begyndte min højre trækaksel at larme i svingene, og med 2 omgange tilbage var det helt galt. Så jeg satte farten lidt ned i svingene for at få den til at holde i mål, og det gjorde den heldigvis. Det blev til en helt fantastisk weekend med 2 podieplaceringer. ”

Efter den meget blandede sæsonstart med både op- og nedture, fik de to 3. pladser ham katapulteret helt op på 12. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet, med kun 3 point op til top 10.

Næste løb bliver kørt på den Sønderjyske bane Padborg Park i weekenden 7.-8. september.

Tue Nielsen
JJ Media


Læs mere om:
  • Tue Nielsen
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - Yokohama 1600 Challenge - DM
  •  
     

    Yokohama 1600 Challenge nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: