Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Fin start med ny bil i dansk rally

DM Rally 
02/09/13 

Steen Andersen nummer fem i ny Mitsubishi
Rallykørerne Steen Andersen fra Brøndby og Iben Louring fra København overraskede alt og alle ved at stille op med ny bil til fjerde afdeling af det danske rallymesterskab i weekendens Sydhavsrally på Vestlolland. Med en femteplads i rallyet fik de givet deres nye Mitsubishi Lancer Evo X en fin ilddåb.
 

"Jeg fik et godt tilbud i Holland på at bytte min gamle Lancer Evo VII til en næsten ikke brugt Evo X, så det var bare om at slå til," smiler Steen Andersen, der vandt første afdeling af danmarksmesterskabet tidligere på året.


Steen Andersen (til højre) og Iben Louring glæder sig sammen med servicemandskabet over en fin start med deres nye Mitsubishi Lancer Evo X rallybil
(Foto: Michael Eisenberg)

Med til beslutningen om at bytte var, at Andersen og Louring udgik i mesterskabets anden og tredje afdeling med tekniske problemer. Dermed var lysten til en ny og mere holdbar rallybil for alvor til stede.

"Vi havde et sikkert tag om Gruppe N hele løbet igennem, og jeg pressede ikke bilen til det yderste. Der er masser af potentiale i den, når vi lærer at optimere undervogn og dækvalg," vurderer Steen Andersen, der først modtog sin nye rallybil tre dage før løbet på Lolland.


Iben Louring læser noterne, mens Steen Andersen kører sin nye Mitsubishi Lancer Evo X frem til femtepladsen i Sydhavsrally
(Foto: Michael Eisenberg)

I danmarksmesterskabet kører Gruppe N sammen med Super 2000, og her skal Steen Andersen til næste rally om tre uger finde lidt over et minut på hastighedsprøverne, hvis han og Iben Louring skal på podiet.

"Der er masser af fremtid i Evo X, så vi kommer helt klart til at køre endnu stærkere næste gang," siger en optimistisk Steen Andersen, der i øvrigt var helt tilfreds med Sydhavsrally:

"Fine hastighedsprøver, et værdigt DM-løb," slutter Steen Andersen.

Femte afdeling til danmarksmesterskabet i rally er Mekonomen DM-Rally i området omkring Vejle Ådal den 20. og 21. september.


Horslunde på Vestlolland var klædt i festdragt, da danmarksmesterskabet i rally lagde vejen forbi. Her runder Steen Andersens og Iben Lourings nye Mitsubishi Lancer Evo X et skarpt hjørne midt i byen
(Foto: Michael Eisenberg)


Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • Nykøbing F
  • 31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab
  •