Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Challenge

Forøget tæthed i Danmarksmesterskabet

1600 Challenge 
30/08/13 

Yokohama 1600 Challenge stod for flot og tæt kørsel, da klassen kørte den 4. afdeling af 2013 mesterskabet ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.
 

Før weekenden førte Nicolai Nielsen an i det generelle Yokohama 1600 Challenge DIF Danmarksmesterskab, mens Dennis Bannergård og Steffen Petersen fulgte efter, henholdsvis 24 og 18 point bagved. Henrik Sørensen førte komfortabelt i Oldboysmesterskabet, med 11 point ned til Jesper Bendsen, mens Karsten Olsen førte Rookiemesterskabet an, 5 point foran Nicolai Nielsen.


Steffen Petersen i den blå Suzuki Swift Sport jagtet af en flok Peugeot 207’ere, ført an af Michael Scharstein foran Dennis Bannergård og Morten Jespersen
(Foto: Denner Photo)

Der var dømt solskin fra en skyfri himmel, da de 24 Gruppe N biler kørte på banen til træningen allerede fredag eftermiddag. Nicolai Nielsen tog sig af bedste tid, mens sidste sæsons mester, Tommy Nygaard, var vendt tilbage til klassen i denne weekend, efter at have taget en pause fra sporten. Dennis Bannergård og Tue Nielsen tog sig af de efterfølgende pladser.

Der var også nogle uheldige kørere i træningen. Jimmy Bob Søgaard Jensen var endnu en tilbagevendt kører, og han nåede ikke engang ud af pitten, inden at der opstod elektriske problemer på hans bil. Michael Blom og Rudi Larsen måtte stoppe træningen efter få omgange, da henholdsvis Toyota Corolla’en og Suzuki Swift Sport’en fik så alvorlige problemer med motorerne, at de måtte skifte bil resten af weekenden. Et bilskifte under weekenden kræver dog accept fra alle de deltagende kørere, men det var der ikke de store ben i at få, under disse ulykkelige omstændigheder allerede i træningen.


2 kørere som kæmpede med problemer hele weekenden. Leif Juhl manglede greb og trækkraft i Renault Clio 2’eren, mens Jimmy Bob Søgaard Jensen blev plaget af en hel række fejl i Peugeot 106 Rallye’n.
(Foto: Denner Photo)

Lørdag formiddag stod den på kvalifikation. Nicolai Nielsen og den lille blå VW Lupo GTI tog den 3. pole i sæsonen ud af 4 mulige, men det var ikke uden kamp fra Steffen Larsen/Peugeot 307 1,6 og Tommy Nygaard/Suzuki Swift 1600 Sport, som var mindre end 0,3 sekunder efter ham. Nygaard lå ellers længe i Pole Position, men de 2 andre overhalede ham i allersidste øjeblik af kvalifikationen. Der var et lidt større spring til de efterfølgende kørere, men alligevel lå de første 16 biler i feltet indenfor 3 sekunder – tættest imellem Jesper Bendsen og Nicki E. Kristensen med kun 0,001 sekund som adskildte bilerne!

Klokken 13.05 lørdag eftermiddag trillede de 24 biler ud på startgridden. Da starten gik, skød Steffen Larsen i front, men da han bogstavlig talt hang lidt i håndbremsen – håndbremsen var ikke blev udløst helt, og derved lige trukket et par klik - dykkede Tommy Nygaard ind i 1. sving som den førende, med Steffen Larsen og Dennis Bannergård på de efterfølgende pladser.


Brian Jakobsen var nok glad for at være tilbage i den lidt ældre Toyota Corolla, da motoren i hans normale bil, denne weekend kørt af Michael Blom, valgte at give op allerede i træningen. Her foran netop teamkollega Blom og dennes anden ”lånebil”.
(Foto: Denner Photo)

Polemanden Nicolai Nielsen havde fået en rigtig dårlig start og faldt helt tilbage som 4’er, inden at han var uheldig at knække forhjulsophænget på 2. omgang, efter at han lavede en lille kørerfejl, og havde lidt kontakt med en konkurrent. Nygaard og Larsen dystede herefter meget tæt men fair, over alle løbets 13 omgange. Selvom det lykkedes Larsen at sætte hurtigste omgang i løbet, var det ikke helt nok til at 2003 og 04 mesteren, kunne komme forbi 2012 mesteren.

Bagved dem, duellerede Tue Nielsen, Michael Scharstein og Dennis Bannergård om den sidste podieplads. En duel som skulle få lokale Tue Nielsen som sejrsherre i kampen mod de 2 Nordsjællændere.


Tommy Nygaard havde fuld kontrol over feltet allerede fra første omgang i heat 1.
(Foto: Denner Photo)

I kampen om Rookiemesterskabet trak Jonas Lynge sig ud som bedste kører foran Karsten Olsen og Nicki E. Kristensen. Karsten Olsen kunne dog alligevel udbygge føringen, da Nicolai Nielsen som tidligere nævnt udgik af løbet, og ikke scorede point.

Michael Scharstein var med en generel 6. plads bedste Oldboyskører foran Jesper Bendsen, Bruno Rasmussen, Rudi Larsen og mesterskabsførende Henrik Sørensen.


Jonas Lynge havde endnu en god weekend på FDM Jyllandsringen indtil gearkasse problemer stoppede ham på vej til heat 2.
(Foto: Denner Photo)

Efter heat 1 var der 24 timers ventetid, indtil heat 2 skulle køres søndag eftermiddag, midt i den bagende eftermiddagssol.

Karsten Olsen havde Pole Position foran Jonas Lynge og Michael Scharstein. På startgridden manglede Jonas Lynge’s sort/gule Peugeot 207 dog, da han på opvarmningsomgangen fik problemer med gearkassen. Ligeså skidt gik det for Michael Blom, nu i en lånt Peugeot 106 GTI, og Jimmy Bob Søgaard Jensen i sin Peugeot 106 Rallye, som heller ikke nåede til startgridden pga. henholdsvis elektriske problemer og problemer med benzintrykket.


Tæt kamp ned mod første sving i heat 2. Karsten Olsen, Michael Scharstein, Morten Jespersen og Tue Nielsen side om side.
(Foto: Denner Photo)

Olsen tog starten og holdt føringen i 2 omgange, inden at først Dennis Bannergård og derefter Tommy Nygaard kunne køre forbi. Olsen var dog plaget af udsættere på bilen, så den ikke trak optimalt ud af svingene og ned af langsiden. På 5. omgang overtog Tommy Nygaard føringen og han gav ikke slip på den igen, selvom Steffen Larsen endnu engang satte hurtigste omgang og nærmede sig med hastige skridt. Tue Nielsen erobrede endnu engang 3. pladsen, som han kørte sikkert i hus foran Steffen Petersen på 4. pladsen.


Bruno Rasmussen var vendt tilbage til klassen, hvor han tidligere har haft så meget succes. Den helt store succes udeblev desværre denne weekend da den nybyggede bil havde nogle små børnesygdomme. Her i Oldboys kamp med Rudi Larsen (i lånebil).
(Foto: Denner Photo)

Med de 2 sejre rykkede Tommy Nygaard op som den 3. mest vindende kører i Yokohama 1600 Challenge med 10 sejre, siden 1600cc klassen blev oprettet i År 2000, og kun 2 sejre fra Steffen Larsen på 2. pladsen. Dog forventer de 2 kørere ikke umildbart at køre flere løb i år – men efter sådan en weekend med 2 podiepladser til årets største løb, ombestemmer de sig måske alligevel. Vi får at se. Der er i hvert fald altid ekstra meget kamp om podiepladserne, når de 2 kørere deltager.

Michael Scharstein vandt også heat 2 i Oldboysmesterskabet, med endnu en generel 6. plads og hentede derved yderligere ind på Henrik Sørensen, som sluttede 2’er foran Rudi Larsen og Bruno Rasmussen.


En ren mareridts weekend for Nicolai Nielsen med kun 3 point til kontoen fra Pole Position i kvalifikationen.
(Foto: Denner Photo)

Nicki E. Kristensen i den hvide Suzuki Swift Sport tog hans første sejr i Rookiemesterskabet, med en generel 7. plads, foran Carsten Lorenzen som virkelig havde fået fart i sin Peugeot 206, mens Søren Lyck tog sig af 3. pladsen i dennes VW Polo GTI.

Når man kaster et blik på stillingen i det generelle Yokohama 1600 Challenge mesterskab, så er alt vendt hulter til bulter i forhold til før weekenden.


Grand Prix Danmark weekenden var velbesøgt, især om søndagen. Men det havde Søren Lyck i den sorte VW Polo GTI nok ikke tid til at kigge efter, da dette billede blev taget.
(Foto: Denner Photo)

Dennis Bannergård har taget føringen tilbage, mens Steffen Petersen med en stabil weekend med gode point til kontoen er rykket op på 2. pladsen. Nicolai Nielsen derimod dumpede ned på 3. pladsen, da han også måtte udgå fra 2. heat med styrtøjsproblemer, og derved kun fik de 3 point på kontoen, som han kørte hjem med Pole Position i kvalifikationen. Morten Jespersen indtager 4. pladsen, efter at han havde en lidt anonym, men alligevel flot weekend med to 5. pladser i de to løb. Top 4 er adskildt af 16 point, og en sejr giver 25. Så alt kan stadig ske i toppen af DIF Danmarksmesterskabet.

I Rookiemesterskabet udnyttede Karsten Olsen, Nicolai Nielsens uheld, og har nu taget en meget komfortabel 18 points føring i mesterskabet for asfaltbane debutanter. En føring der for øvrigt kunne have meget større, hvis ikke at førstnævnte endte i sandfanget 2 omgange før mål, med bremseproblemer for enden af langsiden. Nicki E. Kristensen og Jonas Lynge indtager de næste pladser, henholdsvis 1 og 6 point efter Nielsen.


3 mand, 2 løb, 1 og samme udfald. Tommy Nygaard foran Steffen Larsen og Tue Nielsen.
(Foto: Denner Photo)

En god bid af Henrik Sørensens føring i Oldboysmesterskabet blev spist, men han fører stadig med 6 point foran Michael Scharstein, som med 2 sejre denne weekend virkelig kæmpede sig tilbage i mesterskabet for kørere over 45 år. Jesper Bendsen indtager 3. pladsen, men tabte dyrebare point i kampen om mesterskabet, da han ufrivilligt sluttede løbet i sandfanget.

Yokohama 1600 Challenge er snart på banen igen, når 5. afdeling after mesterskabet køres 7.-8. september på Padborg Park

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge
JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - 1600 Challenge - DM
  •