| ”Super Dæk Service Klubrally-løbet er fjerde afdeling af dels den gamle sydjyske MSSV-turnering, dels det jyskfynske mesterskab i klubrally, og det betyder, at vi får deltagelse af hold fra det meste af Jylland og Fyn,” fortæller Michael R. Jensen, der foruden at indgå i løbsledelsen også er næstformand i Motor Sport Sønderjyllands rallyudvalg.
”Klubrally er en af de mest alsidige konkurrencer indenfor motorsporten. På den ene side er det begynderdisciplinen, når det gælder rallysporten. På den anden side er det en disciplin, man kan dyrke på højt niveau, og det vil der være flere af deltagerne i løbet, som vil gøre.”
 Der vil blive kørt tæt ved Super Dæk Service Klubrally-løbet
Super Dæk Vojens får base hos løbssponsoren – Super Dæk-centeret på Lysbjergvej i Hammelev – men det er dog andre steder, at man skal afvikle løbets fem prøver, som hver skal køres to gange.
”En af prøverne ligger på Bredholm klods op ad motorvejen, en anden på Finlandsvej i Haderslev,” siger Michael R. Jensen. ”I den nordøstlige del af Haderslev har vi placeret de tre sidste prøver på Niels Bohrs Vej, Ole Rømers Vej og Christian Kolds Vej – det sidste hos EUC Syd.”
”Disse tre prøver ligger meget tæt på hinanden, så her vil der være mulighed for at opleve meget – specielt på Niels Bohrs Vej, hvor der er mulighed for at se hele prøven.”
Op mod 40 biler ventes til start, og nogle af de kørere, man vil kunne opleve, er bl.a. landsdelens egne deltagere – Per Simonsen fra Nordborg og Johann Villadsen fra Padborg, som starter i henholdsvis BMW og Opel – og Michael Kirkeby fra Ringkøbing, der er en sand virtuos, når det gælder klubrally.
Første bil i Super Dæk Service Klubrally-løbet starter klokken 10.00, og der er præmieoverrækkelse klokken 17.00.
Motor Sport Sønderjylland |