Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Copenhagen Historic Grand Prix

Historisk racerløb i hjertet af København

CHGP 
19/07/13 

CHGPFørste weekend i august tændes startlysene til Copenhagen Historic Grand Prix, der i år er flyttet til Dyreskuepladsen på Bellahøj, hvor en flot ny anlagt racerbane og et spændende weekendprogram med mange aktiviteter byder hele familien velkommen!
 

I weekenden den 3.-4. august går det løs med Danmarks største motorsportsbegivehed, Copenhagen Historic Grand Prix, der i år afholdes for trettende gang.

Og allerede om fredagen den 2. august har pressen mulighed for at møde flere af de professionelle racerstjerner, der gæster CHGP, til velkomstmøde i Festsalen på Københavns Rådhus kl. 13.00, mens tilskuererne på Rådhuspladsen kan nyde en eksklusiv udstilling af Formula Junior racerbiler på arealet foran den historiske bygning.

Anført af verdens eneste danskbyggede Formel 1-racer fra 1960 ankommer de udstillede Formula Junior biler fredag under politieskorte til Københavns Rådhus. Den spektakulære køretur starter fra Bellahøj kl. 12.15, og der køres direkte fra det nye pit-område, på parkeringspladsen foran Grøndalscenteret, via Hulgårdsvej, Borups Allé, over Bispeengbuen, Ågade, Åboulevarden, Gyldenløvesgade til H.C. Andersens Boulevard og Københavns Rådhus med forventet ankomst kl. 12.30. Turen tilbage til Bellahøj påbegyndes ca. kl. 14.30, når den fremmødte presse efter velkomstmødet ved Borgmester Pia Allerslev har haft mulig for individuelle interview med de mange kendte racerkørere, hvis tilstedeværelse drysser glamour over arrangementet.


(Foto: CHGP)

Foruden de mange historiske løbsklasser er et af højdepunkterne til Copenhagen Historic Grand Prix det traditionsrige Royal Pro/Am race, der med rette tiltrækker sig stor opmærksomhed, når racerstjerner som CHGP ambassadør Tom Kristensen, McLaren F1 Young Driver Kevin Magnussen og hans far Jan Magnussen, sammen med Hans Kongelig Højhed Prins Joachim og mange flere danske og internationale racerlegender, danner par med dygtige amatører og deres historiske racerbil. Royal Pro/Am byder endvidere det prominente racerfelt på et nyt, spændende afviklingsformat hvor både lørdagens prefinale, samt søndagens afgørende finale er et distanceløb á 30 minutters varighed med indlagt køreskifte undervejs.

Copenhagen Historic Grand Prix er en non-profit organisation, der også danner rammen om velgørenhedsarrangementerne Race for Riget, hvis indsamlede midler ubeskåret doneres til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet. Race for Riget er publikums chance for at komme helt tæt på de professionelle racerkører, når de udøver deres håndværk, og i weekenden er det desuden muligt at købe en køretur som passager ved siden af en professionel racerkører i nogle af de mest attraktive sportsvogne, der findes.
Det er samtidig blevet en tradition, at de største og mest legendariske bilmærker benytter CHGP enestående klassiske motorsportsweekend til en flot og behørig markering af jubilæer og årsdage. Til dette års CHGP kan publikum bl.a. opleve en særlig udstilling for Porsche 911, der fylder 50 år, Aston Martin fylder 100 år, Lotus Cortina 50 år, Lamborghini 50 år, Corvette 60 år og Jaguar XK 120 65 år.


(Foto: CHGP)

CHGP er en fest for hele familien. Der er i 2013 etableret et børne- og familieområde i indercirklen med hoppeborge, trampoliner, fjernstyrede biler, kaffebar og iscafé. Der findes store græsarealer og opsat bænke, hvor det vil være muligt at nyde frokosten eller bare slappe af, mens børnene leger. Der er igen i år etableret en gokart-bane, hvor 8-14-årige børn har mulighed for at prøve en tur i en ægte gokart og få en snak med de lokale klubber. CHGP er en god anledning for forældre til at give deres børn indsigt i, hvordan bilerne så ud, dengang mor og far var unge. I modsætning til et museumsbesøg er der her tale om rigtig action. Der er gratis adgang for børn under 14 år ifølge med betalende voksne.

Hvad: Copenhagen Historic Grand Prix?
Hvor: Bellahøj, Dyreskuepladsen?
Hvornår: 3.-4. august, kl. 8.30-18.00?
Tidsplan CHGP 2013 (forbehold for ændringer) http://www.chgp.dk/publikumsinfo/tidsplan-2012/

Copenhagen Historic Grand Prix
Thomas Wulff


Læs mere om:
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 04/08/13 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP
  •