Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama 1600 Challenge

Våd og problemfyldt weekend

Yokohama
1600 Challenge 

10/07/13 
Yokohama

Den 3. afdeling af Yokohama 1600 Challenge blev en våd og problemfyldt weekend for Jens Jensen
Ved den tidligere løbsweekend på FDM Jyllandsringen havde teamet masser af fart i bilen men begyndte til sidst at døje lidt med gearkassen.
Derfor blev det besluttet at skifte gearkassen forud for weekenden på Padborg Park.
 

Træningen lørdag formiddag skulle blive en våd udgave. Det havde regnet hele natten og morgenen, så der var ikke nogen tvivl om at der skulle regndæk på bilen. Tiderne faldt mere og mere efterhånden som køreren fik genopfrisket banen og lært hvordan grebet varierede rundt på banen. Det endte med 18. bedste tid ud af de 21 kørere. Et tilfredsstillende resultat, da det var første gang Jens var på den nye version af regndækkene samt det var for 1½ år siden, hvor han sidst kørte på banen.


(Foto: Denner Photo)

Lørdag eftermiddag var banen tørret helt op, så de velkendte tørvejrsdæk blev monteret. Tiderne fra træningen blev af naturlige årsager hurtigt slået, men også Jens's personligt hurtigste omgang på Padborg Park blev allerede slået på hans 8. omgang. Hans endelige kvalifikationstid blev sat efter 12. omgang, som var 1½ sekund hurtigere end han tidligere har kørt på banen. Desværre rakte det ikke til mere end 17. startposition.

"Det var rart med noget tørvejr i kvalifikationen," forklarede køreren.
"Teamet havde arbejdet på setupet siden seneste løb, og det har givet meget mere balance i bilen. Men jeg havde alt for meget hjulspin, og af den grund satte jeg alt for meget tid til. Selvom jeg kørte hurtigere end nogensinde før, er jeg skuffet over min tid."

Banen var heldigvis stadig tør søndag formiddag, så holdet fik mulighed for at få testet ændringerne på bilen i løb 1. Jens fik en forholdsvis god start, hvis man tog højde for, at han slet ikke kunne se startlyset fra sin startposition! Et par konkurrenter smuttede forbi senere på omgangen, men stille og roligt kunne Jens overhale dem igen en for en. På de sidste omgange lå han i en tæt dyst med Søren H. Lauridsen, men heldigvis kunne Jens holde sig foran henover målstregen. Slutresultatet blev en 14. plads, hvilket var et ok resultat startplaceringen taget i betragtning. Tiden fra kvalifikationen blev også forbedret, så setupændringerne havde helt sikkert hjulpet.


(Foto: Denner Photo)

Heat 2 skulle køres søndag eftermiddag. De regnvåde skyer var kommet tilbage over banen, og da det begyndte at smådryppe kort før starten, blev det et rent lotteri, om man skulle være på tørvejrs- eller regnvejrsdæk. Jensen Racing valgte at blive på tørvejrsdæk, som også viste sig at være det rigtige valg... de første 7 omgange af løbet. Derefter faldt regnen endnu kraftigere, og det blev utrolig svært at holde bilen på banen. Det blev så heller ikke bedre af, at den nye gearkasse også begyndte at lave numre og springe ud af gear rundt i svingene. Det resulterede næsten i et spin på vej ud af langsiden, og en af konkurrenterne kunne dykke forbi. En safety car periode kostede et par omgange, og på trods af at han forsøgte flere gange på løbets sidste omgang, rakte det desværre ikke til mere end 17. pladsen.

"Det ærger mig rigtig meget at det blev regnvejr igen i løb 2, " opsummerer Jens skuffet.
"Men det ærger mig endnu mere at gearkassen endnu engang gjorde vrøvl. Jeg havde håbet på at problemet skulle være løst, men da det kom tilbage 1 gang i heat 1 men flere gange i heat 2, blev det svært at køre konstante, hurtigere omgange."

I den samlede stilling indtager Jens Jensen 15. pladsen - men kun få point til top 10. Med 4 løbsweekender tilbage i sæsonen, er målet stadig at komme i top 10.

Nu er der næsten 2 måneder til næste løb i Yokohama 1600 Challenge, som skal køres til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Forhåbentlig får teamet bugt med gearkasseproblemerne, og det kombineret med den meget forbedrede balance i bilen, skulle det gerne blive en rigtig god weekend.

Så teamet går på sommerferie med et positivt blik på de kommende løb.

Jensen Racing
JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 30/06/13 - Padborg Park - Yokohama 1600 Challenge - DM
  •  
     

    Yokohama 1600 Challenge nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: