Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

Sunoco SSC gik til stålet

Special Saloon 
02/07/13 

Weekenden den 29. – 30. juni på Padborg park blev på mange måder en anderledes weekend for SUNOCO SSC. Den gentleman kørsel, som klassen normalt er stolte af, blev til tider afløst af meget kontant kørsel, så det blev til lidt ridser både i lakken og i klassens image.
 

Samtidig bød weekenden dog også på rigtig flot og spændende motorløb, der kom nye ansigter og biler på podiet, så spændingen i stillingen er absolut bibeholdt.


Den kontante kørsel betød bl.a., at Jørgen Hansen ikke kom til start om søndagen, og at Hans Hartmann blev udelukket fra heat 1
(Foto: Keld Dohm)

I tidtagningen lørdag eftermiddag viste Claus Christensen, at han var feltets hurtigste mand. På de næste pladser kom der 3 S-GT4 biler og en SS3 bil indenfor 0,4 sekund, så det kunne næsten forudsiges, at der ville blive tæt race til de enkelte heat.

Heat 1 blev et særdeles begivenhedsrigt heat, hvor det længe så ud til at Claus Christensen skulle tage en komfortabel sejr. En misset nedbremsning for enden af langsiden sendte dog Claus igennem pitten, og i stedet for en komfortabel sejr måtte han nu nøjes med under et sekund ned til Ronnie Bremer på andenpladsen. I S-GT4 var der længe en meget flot og tæt kamp mellem Jørgen Hansen, Christian Siepmann og Ronnie Bremer. Det så længe ud til at gamle Hansen ville trække det længste strå foran Siepmann og Bremer, men på tredje sidste omgang støder Bremer og Siepmann sammen, og Bremer kommer forbi, og senere på samme omgang kommer Bremer også forbi Jørgen Hansen. På allersidste omgang indhenter Jørgen Hansen Hans Hartmann med en omgang, og går forbi på ydersiden for enden af langsiden. Desværre rammer de to hinanden så uheldigt, at Jørgen Hansen sendes rundt, og Hans Hartmann i bogstaveligste forstand kører hen over Hansens Porsche. Porschen fik beskadiget det venstre forhjulsophæng så meget, at det var slut med at køre for Hansen, og derfor endte han som nummer 7 i heatet, og kunne efterfølgende pakke sammen og køre hjem. En meget ærgerlig og for tidlig afslutning på weekenden. Alt dette betød samtidig, at Johannes Graversen kørte hans Fiat op på en generel 4 plads, og en 3. plads i S-GT4.

Der var flere andre sammenstød i heatet, og det hele endte i ikke mindre end 2 kørere blev udelukket for alvorlig påkørsel af anden deltager.


Michael Klostermann’s skub på Bjarne Mortensen blev af dommerne takseret til en udelukkelse
(Foto: Keld Dohm)

Heat 2 søndag formiddag fik også lidt dramatik - specielt i SS2 hvor et sammenstød mellem Christian Vejby og Martin Vedel Mortensen, betød at Martin måtte parkere Corsa’en nærmest inden løbet kom i gang. Dette betød, at Hans Hartmann kunne køre en sejr hjem i SS2 ganske tæt fulgt af Niels Christiansen, som dermed fik sæsonens hidtil bedste resultat. I SS3 var der igen ingen tvivl om, at Michael Klostermann var hurtigere end Tor Brynjelsen, så her kørte Klostermann en komfortabel sejr hjem. I S-GT4 viste Johannes Graversen med en flot 4. plads endnu engang, at hans lille røde Fiat skam stadig kan være med.


Gæstekører Ronnie Bremer tog 3 heatsejre i S-GT4 klassen i weekenden
(Foto: Lars Bjerre-Harpøth)

Med 2 sejre i de 2 første heat og pole til heat 3, kan man roligt sige, at Claus Christensen havde fået sin nye 6.3 l motor til at virke, og desto mere ærgerligt var det da også for Claus, at han måtte undgå tidligt i heat 3 på grund af elektronik problemer. Dermed var døren åbnet for en sejr til Ronnie Bremer i heatet. Christian Siepmann endte på en noget uvant 7. plads, hvilket skyldtes et sats på intermediate dæk. Havde vandet kommet, så er der ingen tvivl om, at det havde været et rigtigt valg, men banen holdt sig tør hele vejen igennem, og dermed havde han ikke en chance for at blande sig i topstriden.

Udenfor banen var der weekenden igennem en god stemning i SUNOCO SSC teltet, og mange teams, sponsorer og SUNOCO’s gæster benyttede sig af muligheden for bespisning. ”Det at vi har fået SUNOCO ind som sponsor og dermed har fået mulighed for et så flot arrangement i Paddocken giver hele klassen et løft, som vi er meget glade for” fortæller klasserepræsentant Lars Schönemann.

Stilingen i mesterskabet kan som sædvanlig ses på hjemmesiden.

SUNOCO SSC
www.specialsalooncar.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 30/06/13 - Padborg Park - Special Saloon
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her