Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama 1600 Challenge

Vejrmæssige drillerier i det Midtjyske

Yokohama
1600 Challenge 

19/06/13 
Yokohama

Yokohama 1600 Challenge fik vejret at føle, på både den gode og den dårlige måde, da 2. afdeling af mesterskabet blev kørt på FDM Jyllandsringen.
 

Før weekenden førte Steffen Petersen an i det generelle Yokohama 1600 Challenge DIF Danmarksmesterskab, mens Michael Scharstein var i front i Oldboysmesterskabet, og Karsten Olsen havde føringen i Rookiemesterskabet.

Meteologerne havde på forhånd varslet skiftende vejr gennem hele weekenden, så alle nød solskinsvejret, da træningen lørdag formiddag blev startet.

Den hurtige rookie Nicolai Nielsen lagde, ligesom han gjorde på Ring Djursland ved 1. afdeling, hårdt ud, og satte den suverænt bedste tid. De næste pladser blev besat af Dennis Bannergård, og mesterskabsførende Steffen Petersen.


Nicolai Nielsen foran Dennis Bannergård
(Foto: Denner Photo)

Vejret blev ved med at vise sig fra sin gode side, da kvalifikationen skulle køres lørdag eftermiddag.

Pole Position kørt hjem af Nicolai Nielsen i sin VW Lupo GTI, mens Steffen Petersen i Suzuki Swift Sport og Dennis Bannergård i Peugeot 207 havde spidst en stor del af forspringet, så det kun var på nogle få tiendedele. Bernth Stott Jørgensen viste at han stadig havde farten, på trods af den manglende erfaring med hans nyindkøbte Suzuki Swift Sport og tog 4. pladsen.

Weekendens nok mest uheldige kører blev måske fundet i kvalifikationen, hvor den førende i Oldboysmesterskabet, samt 4’er i det generelle mesterskab, Michael Scharstein, måtte udgå med en defekt motor allerede på første omgang. Teamet havde ikke nogen reservemotor med, og måtte derfor sidde ude resten af løbsweekenden. Bittert, når man tænker på den gode start på sæsonen på Ring Djursland.


Brødrene Peter og Henrik Sørensen dystede endnu engang mod hinanden på banen
(Foto: Denner Photo)

Senere lørdag eftermiddag var det tid til 1. heat. De grå skyer begyndte langsomt at trække ind over banen, men havde endnu ikke givet noget vand. Derfor var der heller ikke tvivl om at alle startede på tørvejrsdæk.

Steffen Petersen havde fået problemer med en pakning bag koblingen, og kunne ikke nå at få bilen klar inden løbet, så han var blot tilskuer, da de 21 andre startende kørere trillede på banen.

På nær lidt problemer med at komme væk fra starten, kunne Nicolai Nielsen rimelig ubesværet trække fra Dennis Bannergård og Henrik Sørensen. De 2 sidstnævnte havde en rigtig tæt dyst gennem alle løbets 12 omgange, hvor det på sidste omgang lykkedes Sørensen at komme forbi Bannergård.


Tæt kamp i Rookiemesterskabet mellem Carsten Lorenzen og Søren Lyck
(Foto: Denner Photo)

Der var også hård kamp om 4. pladsen, som desværre endte med at Søren H. Lauridsen og Bernth Stott Jørgensen rørte hinanden. Jørgensen røg helt tilbage på 8. pladsen, og dommerne takserede det til en 20 sekunders straf til Lauridsen, som derved faldt tilbage på 16. pladsen i det tætte felt. I stedet blev det Morten Jespersen som endte på 4. pladsen, mens Jonas Lynge tog sig af 5. pladsen. Få minutter efter det ternede flag åbnede regnskyerne sig, og klassen var derved utrolig heldige med, at løbet sluttede netop på det tidspunkt af dagen.


Tæt kamp i sving 2 mellem Jonas Lynge, Karsten Olsen, Morten Christensen, Mikkel Jespersen, Tue Nielsen og Jesper Bendsen
(Foto: Denner Photo)

I Rookiemesterskabet blev det også den generelle vinder, Nicolai Nielsen, som tog sejren foran Jonas Lynge og Karsten Olsen.

I Oldboysmesterskabet vandt Henrik Sørensen foran Rudi Larsen og Jesper Bendsen.

Heat 2 skulle køres søndag eftermiddag, og lørdagens uheldige Bernth Stott Jørgensen havde med 8. pladsen, vundet Pole Position foran Peter Sørensen og Rudi Larsen.


Bernth Stott Jørgensen foran Søren H. Lauridsen, Morten Jespersen, Rudi Larsen, Peter Sørensen, Jonas Lynge, Mikkel Jespersen, Karsten Olsen, Jacob Mathiassen og Jesper Bendsen
(Foto: Denner Photo)

Vejret var skiftet til at være overskyet med flere regnbyger gennem søndagen, og med meget mørke skyer tæt på banen, stod valget mellem tørvejrsdæk, eller gamble på at der ville komme regn, og derved køre ud på regndæk. Alle valgte dog at starte på slicks, men allerede på opvarmningsomgangen begyndte de første regndråber at falde…

Det skulle vise sig at blive nogle yderst dramatiske åbningsomgange. Banen blev utrolig fedtet, selv af den forholdsvis lette regn, så kørerne tog det mere stille end normalt, men alligevel gav det nogle buler til følge. Efter kort tid holdt regnen op igen, og feltet kunne stabilisere sig, hvorefter at den på 8. omgang vendte tilbage, endnu kraftigere end første gang. Den kraftigere regn lagde op til mere forsigtig kørsel, og det gav kun enkelte forskydninger ned gennem feltet.

Dennis Bannergård havde haft en super start fra 6. position, og taget føringen allerede på 1. omgang, men Nicolai Nielsen fulgte ikke mange meter bagefter, og de 2 dystede resten af løbet.
Efter 6 omgange lykkedes det sidstnævnte at overhale Bannergård, og kunne herefter kontrollere resten af løbet, og passere målflaget som første mand. Morten Jespersen kørte sæsonens første podieplads hjem med en 3. plads.


Jonas Lynge kørte en rigtig flot kvalifikation og heat 1, inden at en punkteret køler satte en stopper i heat 2
(Foto: Denner Photo)

Suzuki Swift Sport køreren Nicki E. Kristensen tog et gamble, og skiftede til regnvejrsdæk på 2. omgang, men i stedet endte det med at koste 2 omgange til de førende, som ikke kunne hentes igen.

Løbets mest dramatiske øjeblik kom da Jesper Bendsen og Morten Christensen flettede hjul med ca. 150km/t på vej ned af langsiden, og sendte sidstnævnte i dækmuren, med en meget skadet bil til følge. Heldigvis kunne han selv stige ud af bilen, men alligevel en ærgerlig slutning på hans 1. weekend i hans nyerhverede Peugeot 207.


Morten Christensen og Jesper Bendsen i tæt kamp kort tid før de flettede hjul
(Foto: Denner Photo)

Tue Nielsen har altid syntes godt om regnvejr, så han var ikke sen til at udnytte det og køre en 6. plads hjem fra 14. startposition, mens den nu tidligere mesterskabsførende Steffen Petersen fik kæmpet sig op på 7. pladsen fra startplads 23.

Mike Hansen havde en rigtig flot debutweekend. Han var på licenskursus tidligere på ugen på Padborg Park og kunne søndag trille over målstregen på en flot 11. plads, foran flere af de meget mere rutinerede kørere.


Mike Hansen havde en flot debut i asfaltbanesporten – her foran Søren H. Lauridsen
(Foto: Denner Photo)

I Oldboysmesterskabet vandt Jesper Bendsen foran Søren H. Lauridsen med Henrik Sørensen på en noget skuffende 3. plads, efter en snurretur på 1. omgang af løbet. Rudi Larsen var ligeledes uheldig at få sig en snurretur, og herunder blive ramt at Jonas Lynge, så begge måtte udgå, henholdsvis i sandkassen, og med en punkteret køler.


Den nu tidligere mesterskabsførende Steffen Petersen kørte sig flot op gennem feltet til en 7. plads i heat 2, efter at være startet bagest pga tekniske defekt i heat 1
(Foto: Denner Photo)

I Rookiemesterskabet blev det (igen) Nicolai Nielsen der vandt, med Karsten Olsen som toer og på en generel 5. plads.
Søren Lyck tog sig af 3. pladsen, på trods af en VW Polo GTI, hvor teknikken drillede ham gennem hele weekenden.
Desuden kørte Peugeot 206 køreren Carsten Lorenzen sig til 4. pladsen, på trods af et par småspin undervejs på den regnvåde bane.

I det samlede Danmarksmesterskab har Dennis Bannergård overtaget føringen, med 2 point foran Nicolai Nielsen og Morten Jespersen på 3. pladsen, mens Steffen Petersen faldt tilbage på 4. pladsen.


Brian Jakobsen har desværre ikke helt fået Toyota Corolla’en til at spille 112% endnu
(Foto: Denner Photo)

Rookiemesterskabet føres an af Karsten Olsen, 2 point foran Nicolai Nielsen, med Jonas Lynge Jacob Mathiassen og Søren Lyck på de efterfølgende pladser.

Oldboysmesterskabet har fået en ny førende i Henrik Sørensen, foran Søren H. Lauridsen og Jesper Bendsen, mens den tidligere førende Michael Scharstein rykkede ned på en 4. plads.

Næste afdeling af Yokohama 1600 Challenge køres på Padborg Park 29.-30. juni.

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge
JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 16/06/13 - Jyllandsringen - Yokohama 1600 Challenge - DM
  •  
     

    Yokohama 1600 Challenge nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: