Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

Norge tur - retur!

Citroën DS3 Cup 
13/06/13 

Jacob Kallestrup havde sin mest skuffende løbsweekend nogensinde, da han måtte opgive at komme til start i Citroën DS3 Cup på den norske Rudskogen-bane.
 

Der var ellers blevet arbejdet hårdt for at få alt til at hænge sammen. Fredag formiddag var der eksamen på Handelsgymnasiet i Viborg, og få timer senere stod han - takket være et privatfly, stillet til rådighed af en entusiastisk sponsor - i Norge, klar til at køre træningsomgange på banen.

- Vi fik bilen igennem teknisk kontrol, og så var det ellers ud på banen for at lære den at kende, fortæller Jacob Kallestrup, som efter få omgange begyndte at observere problemer med bilen:

- Motoren begyndte at blive for varm, og jeg kørte yderligere to omgange for at overvåge problemet - og så døde motoren. Derefter fik mine mekanikere travlt med at undersøge problemet.


Jacob fik ikke mange minutters kørsel på Rudskogen
(Foto: Gripping Media)

Det viste sig, at motoren ikke stod til at redde, og at den reservemotor som en underleverandør til Citroën DS3 Cup skulle have haft med til Norge, stod på et værksted på Fyn!

- Der stod vi så - midt i Norge med en bil som ikke var i stand til at køre racerløb lørdag og søndag. Det var simpelthen så frustrerende, at jeg ikke kan sætte ord på det - at stå på den flotteste racerbane i Skandinavien og så kun have kørt fem omgange på den.

Jacob og teamet tog konsekvensen og satte kursen hjemad, skuffede over at misse en hel afdeling af mesterskabet.

- Vi har allerede bestilt en ny motor, og så må jeg i skarp træning hen over sommerferien, for selvom de gode placeringer i mesterskabet nok ikke er realistiske i år, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at vise at jeg og bilen kan være med helt i toppen af feltet. Og så må vi tage topplaceringen næste år!

- Heldigvis kan jeg glæde mig over at fredagen bød på både et 10-tal i samtidskundskab på Handelsgymnasiet, og så havde jeg en vildt flot flyvetur til Norge, slutter Jacob.


Trods omfattende forarbejde fik Jacob ikke chancen for topresultater i Norge
(Foto: Gripping Media)

For Jacobs vedkommende er der et par måneders pause fra racerbanerne. Næste løb i Citroën DS3 Cup er ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen den 24-25. august, så der er god tid til at forberede sig til strabadserne.

Jacob K Racing
www.jacobkracing.dk

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Jacob Kallestrup
  • Rudskogen Motorsenter
  • 09/06/13 - Rudskogen Motorsenter - Citroën DS3 Cup
  •