Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Kenneth Madsen/Henrik Dernoff forsvarede DM-føringen

DM Rally 
15/05/13 

Ved weekendens DM-rally i Juelsminde og omegn formåede Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Gørlev/Ringsted) at forsvare den føring i Danmarksmesterskabet i rally for tunet national, som de i slutningen af marts havde sikret sig ved et sne- og isdækket ADAC Wikinger Rallye. Men i modsætning til det tyske løb skete det ikke på baggrund af en sejr, men snarere taktisk klog kørsel og beslutsom indsats, hvor det gjaldt.
 

”I selve løbet måtte vi denne gang nøjes med en tredjeplads, men da vi målrettet gik efter at vinde på løbets Super Special Stage, som giver ekstrapoint, så lykkedes det os kun at sætte et point til i forhold til Kim Madsen og Line Lykke Jensen, som vi slog i Tyskland,” siger Kenneth Madsen.


Kenneth Madsen og Henrik Dernoff forsvarede DM-føringen.

”Da vi havde kørt de tre første prøver i løbet, kunne vi godt se, at vi ikke havde så meget fart i bilen som nogle af de andre. Det overraskede os lidt, for sidste år lå vi og kæmpede med Kim Madsen, men også Morten Karl havde meget fart i sin nye bil. Jeg kunne godt mærke, at vi ikke kunne hænge på i det tempo.”

Den blå og orange Suzuki Swift Maxi 2000 var dog stadig hurtig og lå gennem hele løbet blandt top 5 generelt. Men konkurrenterne i Tunet National var svære at slå.

”Det virkede til, at de var bedre, når der skulle accelereres ligeud, for ud fra de meldinger, vi fik ude fra prøverne, så bremsede vi senere og havde mere fart på igennem svingene,” siger Kenneth Madsen. ”Vi valgte derfor at køre vores eget løb, satse fuldt ud på Super Special Stage, som vi vandt, så vi fører stadig. Og sæsonen er jo stadig lang.”

Lang blev deltagelsen derimod ikke for Suzuki Motorsports andet mandskab, René Harms/Lone Otto (Nørre Alslev/Fredensborg). De havde deres første start sammen i en Suzuki Swift Maxi 1600 i det østjyske rally.


René Harms og Lone Otto måtte udgå med tændingsproblemer.

”Det var første DM-start sammen, og Lone og jeg fik hurtigt vores samarbejde til at fungere, og så er Maxien simpelthen en fantastisk bil at køre i. Den kører simpelthen så godt, at man ikke fatter det,” siger René Harms.

”Desværre fik vi allerede på den femte hastighedsprøve et tændingsproblem af en eller anden slags, som gjorde, at motoren kun kørte på tre cylindre. Det var lidt ærgerligt, og hvis vi skulle have haft et problem, så kunne vi godt have ventet med at få det til senere i løbet. For det gik nemlig lige så godt.”

Næste gang Suzuki Motorsport skal i aktion bliver ved første afdeling af Yokohama-mesterskabet Øst i Rønnede. Her skal Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) havde deres første start sammen i denne sæson.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Henrik Dernoff
  • Kenneth Madsen
  • Lone Otto
  • René Harms
  • Suzuki Motorsport
  • Juelsminde
  • 11/05/13 - Juelsminde - DM Rally - DASU mesterskab
  •