Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

… men bilen kørte som en drøm!

Citroen DS3 Cup 
09/05/13 

Team Point-S Silkeborg / Madbull Racing fik en langt fra perfekt løbsweekend på Padborg Park, men der er optimisme at spore hos Silkeborg-holdet.
 

Ingen kan påstå at årets første løb, som blev kørt på Ring Djursland, var en succes. Motorproblemer betød at weekenden mere eller mindre var til glemmebogen.


Det var mildest talt en blandet oplevelse for Kim Lund på Padborg Park
(Foto: Gripping Media)

Efter mange timers arbejde med udskiftning af blowoff-ventil, knastkæde og sensorer i motoren er den lille gule Citroën DS3 Cup-bil nu 100% samarbejdsvillig, og pludselig var bilen konkurrencedygtig i den franske mærkeklasse. En forkert justering inden tidtagningen betød dog, at den næsthurtigste omgangstid fra træningen ikke blev gentaget da det virkelig gjaldt:

- Vi ville lige gøre undervognen helt perfekt til en hurtig kvalifikationsomgang, men resultatet var lige det modsatte, fortæller Kim Lund, der trods alt var optimistisk omkring weekendens videre forløb:

- Nu kører motoren jo endelig som den skal, og inden andet heat fik vi assistance fra Martin Jensen, så støddæmperne er begyndt at gøre som vi vil have dem til. Nu hænger tingene sammen, og så er der kun tilbage at få nogle point på kontoen, når det hele ikke længere kun går op i hjulspind!


Kim Lund kom til tops - indtil dommerne pillede ham ned
(Foto: Gripping Media)

Det blev ikke til de store fremskridt i første heat, hvor Kim startede fra 7. pladsen. En enkelt placering blev vundet på første omgang, hvorefter målet var at holde placeringen og dermed sikre pole position til næste løb. Derefter blev der forgæves arbejdet på at passere gæstekøreren Petter Solberg, der er tidligere verdensmester i rally.

Sjettepladsen var ensbetydende med pole position til andet heat, og her blev vinderchancer udskiftet med påkørsel og en del utilfredshed med løbets dommere:

- Weekendens anden gæstekører, Nicolas Kiesa, laver en decideret påkørsel af mig på vej ned mod første sving, og jeg får flere snurreture på tværs af inderkredsen og over glatbanen som passager i egen bil. Da bilen holder stille, har den retning mod pitten og jeg kører på banen som førende bil og holder Solberg og Kiesa bag mig - men dommerne mener så at jeg har skåret banen med vilje og giver mig to strafbaner.

- Det er mig en gåde hvordan dommerne kan påstå at jeg med vilje bliver kørt af banen og skærer banen, mens ham som kører mig af banen ikke får så meget som et løftet øjenbryn. Måske kvalificerer en Formel 1-licens til at man må køre andre af banen, men jeg vil faktisk hellere vide hvordan man kvalificerer sig til at blive DASU-dommer - lyder det frustreret fra Kim Lund.


Den tidligere DTC-kører, Martin Jensen, hjalp til med opsætningen
(Foto: Gripping Media)

Kim Lund endte løbet i pitten, da bilen havde taget skade af påkørslen.

Inden næste løb på Sturup Raceway er planen at bilen får den store overhaling, så bilen igen er god som ny, når den indtager den svenske asfalt d. 25-26. maj.

Team Point-S Silkeborg / Madbull Racing
www.madbull.dk


Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Madbull Racing
  • Padborg Park
  • 05/05/13 - Padborg Park - Citroen DS3 Cup
  •