Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Mejer’s til Tyskland igen

Historisk Rally 
26/04/13 

Historisk Rally Team Mejer til Rally Sullinger Land
Den 3. og 4. maj køres Rallye Sullinger Land, med start i byen Sulingen i området mellem Bremen og Hannover i Tyskland. Det er efterhånden sædvane, at Historisk Rally Team Mejer tager til den nordlige del af Tyskland når der køres rally i området.
 

Også denne gang er teamet repræsenteret i et større arrangement, som tæller til flere mesterskaber. Bl.a. tæller det til ADAC Rallye Masters, hvor teamets ene kører, Heino Mejer, i 2012 kørte en generel 2. plads hjem efter danske Kim Boisen fra Broager, som vandt serien.


Heino Mejer

Stort rally
Rallye Sullinger Land er et stort arrangement, som tiltrækker rallykørere fra flere lande. Både Tyskland, Holland, Belgien, Sverige, Finland og Danmark er repræsenteret. Fra Danmark deltager ikke færre end ni biler ud af de i alt 131 tilmeldte mandskaber. Rallyet køres over i alt 356 kilometer, hvoraf de 143 kilometer er hastighedsprøver. Som i Danmark køres hastighedsprøverne for den største dels vedkommende på afspærrede offentlige veje. Dog køres den længste hastighedsprøve i Rallye Sullinger Land på et militært område, hvor der lørdag formiddag køres 2 x 20,5 kilometer.

Ændrede regler i Tyskland
Desværre er regelsættet i Tyskland i år ændret, så udenlandske hold ikke kan køre med om de tyske mesterskaber. Det afholder dog ikke Kurt og Heino Mejer fra at tage den lange tur sydover for at udfordre de mange internationale deltagere.

Igen ny (gammel) 2. kører til Kurt Mejer
Denne gang har Kurt Mejer atter ny 2. kører, da Bent Aagesen fra Skærbæk i Sønderjylland sætter sig i højre sædet. Bent Aagesen dog gammel ræv indenfor motorsporten, og har siddet som 2. kører hos utallige rallykører gennem tiden. Kurt Mejer og Bent Aagesen har tidligere været makkerpar i bilen, og har sammen vundet adskillige pokaler i deres lange karriere. Når de sidder i samme bil går det ikke stille for sig, og der bliver ikke kørt paradekørsel. Her gælder hård konkurrence på de små smalle veje.


Kurt Mejer

Hos Heino Mejer sidder Bo Mølgaard atter i 2. kørersædet, og heller ikke her holdes der igen med speederfoden.

Spændende udfordringer
Teamet angriber de spændende udfordringer i Tyskland med vanlig entusiasme, og satser atter på gode resultater. I tysk rally er der betydeligt flere kilometer hastighedsprøver end i de danske, og det stiller store krav til både kører og 2. kører. Begge de fine historiske Volvo 242 er gennemgået fra A til Z, så de har alle ca. 300 hestekræfter til disposition. Teamet er godt forberedt, og glæder sig til at tage fat på weekendens udfordringer.

Viggo Johansen