Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rotax

Flot start på Dansk Rotax Challenge med fire mesterskabsføringer

Rotax 
16/04/13 

Den danske sæson er kommet godt i gang, og til den årlige sæsonåbning i Ikast var RS Competition stærkt repræsenteret med 14 kørere fordelt på de fem deltagende klasser, Rotax Micro, Mini, Junior, Senior og DD2.
 

Den danske Rotax Max Challenge og DM serie blev indledt under blandede vejrforhold, og efter at have kørt både træning, tidtagning, kvalifikation og prefinale i tørvejr, blev de afgørende finaler afviklet i regnvejr, der på tidspunkter mindede mere om sne end om regn.

For flere af teamets kørere, der ikke har deltaget i Winter Cup eller Euro Challenge, var åbningsløbet en af de første dage med kart i sæson 2013. Dette var dog ikke til at se, da samtlige kørere flere gange blandede sig helt i toppen, og det blev hurtigt klart, at RS Competition igen i år hører til helt i toppen.

Malthe Jakobsen, første og eneste Rotax Micro kører hos RS Competition, leverede en ubeklagelig præstation og gjorde rent bord ved at vinde både tidtagning, indledende heat, prefinale og finale. Med en solid mesterskabsføring har Malthe allerede markeret sig som værende en kandidat til mesterskabet.

Indtil kort før løbet så det ud til, at Frederik Vesti i år ville blive teamets eneste Rotax Mini kører, men kun få uger inden sæsonstart kom Cadett Mini kører, Mikkel Tygesen, til og deltog for første gang hos RS Competition i weekenden. Frederik var suverænt kørende og også tæt på at gøre rent bord, og med en sejr i både prefinale og finale, lagde han sig i spidsen i det samlede mesterskab. Også Mikkel havde en flot debut i et i år meget stærkt Rotax Mini felt, og med flere placeringer i top 10 og en finaleplacering som nummer 8 må det siges at være en godkendt debut i Mini klassen.

Hos Juniorerne dominerede Mathias Kristensen og Kristian Thorsen hele løbet, mens Philip Vollstedt havde en noget uheldig weekend, der om søndagen endte med en tur på skadestuen – heldigvis uden alvorlige skader. Til lørdagens løb nåede han dog at køre nogle super heats, og i sin første Rotax Junior finale formåede han at køre sig fra en 12. til en 7. plads.

Mathias og Kristian var under hele løbet at finde i front. Kristian satte tiden i tidtagningen med Mathias lige efter sig på andenpladsen. De mange testomgange samt deltagelse ved Euro Challenge i Genk gav i prefinalen og finalen pote, hvor Mathias i finalen var urørlig og endte med at tage sejren og dermed også sin første af slagsen i en dansk Rotax Challenge afdeling. Kristian fulgte lige efter på andenpladsen, og alle tre Junior kørere må derfor siges at have leveret en fremragende indsats ved sæsonåbningen i Ikast.

Den stort set nye Seniorbesætning udviste gode takter i et meget tæt felt med masser af spændende race. Martin Mortensen fortsatte den gode stil fra Genk og så efter prefinalen ud til at være manden for guldet. I finalen gik det dog ikke helt som planen, da et forkert dæktryk på en våd bane henviste ham til en 12. plads. Stærkt kørende var også sidste års Senior kører, Alexander Lauritsen, og debutanten, Jan Jønck, der i tidtagningen placerede sig som henholdsvis nummer 1 og 4. Alexander blev i spidsen og havde efter de to prefinaler poleposition til finalen med Martin Mortensen og Jan Jønck på de næste to pladser. Finalen skulle vise sig at blive en udfordring, da en våd bane satte stor tvivl omkring valget dæktryk, og bedst i finalen blev Jan Jønck på andenpladsen, og med stabile topplaceringer har Jan Jønck nu derfor lagt sig i front i det samlede mesterskab. På de efterfølgende pladser fulgte de, udover Thor Christensen, nytilkommende, Mark Meyer Hellqvist, Tobias Holm og Christian Loft. Bedst blev Christian på 5. pladsen efterfulgt af Mark som nummer 6, Tobias som nummer 7 og Thor som nr. 8. En meget stærk og dominerende Seniorgruppe i top 10 i årets Seniorfelt.

Eneste DD2 kører for RS Competition, Jannie Johansen, havde i Ikast sin debut, og det skulle vise sig at blive en stor udfordring efter seks år i Senior klassen. Med en placering som nummer 12 i tidtagningen var der lidt at arbejde for, og jagten efter mere fart blev sat ind. Til søndagens warm up og prefinale 1 skulle arbejdet vise sig at give pote, da en 2. og 4. plads blev slutplaceringerne. I finalen ventede en svær opgave, da denne blev kørt på slicks i regnvejr, og Jannie sluttede løbet på en 6. plads.

RS Competition har nu to ugers pause, inden de igen skal i aktion, denne gang i Barmosen, Vordingborg. I mellemtiden prøver sidste års Rotax Mini kører, Casper Røes, der i år har skiftet til KF3, kræfter til det tyske mesterskab i Ampfing og dette med hjælp fra RS Competitions rådgiver, Jan Andreasen. Frederik Vesti skal imens deltage i 1. afdeling af Dansk Superkart, hvor han i år er blandt favoritterne til mesterskabet.

RS Competition
Jannie Johansen


Læs mere om:
  • Midtjysk Karting Bane, Ikast
  •