Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Kører- & baneinformation

Ring Djursland melder klar til spændende sæson

Kører- & baneinfo 
05/04/13 

Danmarks mest krævende racerbane præsenterer 2013-program med masser af race
Den sidste sne er så småt ved at være smeltet, og temperaturmåleren bevæger sig langsomt, men sikkert fra de røde minus- til de sorte plusgrader. Det betyder, at landets racerkørere snart kan rulle maskinerne ud af garagerne og gå i gang med kampen om pokaler om mesterskaber.
 

For landets banesportskørere er det den 20.-21. april, at 2013-sæsonen bliver skudt i gang. Det sker på Ring Djursland, der er vært for årets første publikumsløb herhjemme, og det kommer til at foregå med masser af aktion og dramatik.

Åbningsløbet er naturligvis første afdeling af de nationale mesterskaber i alle klasser, og en af de klasser, som tiltrækker sig ekstra opmærksomhed, er OK Legend Car Cuppen. Det var netop på Ring Djursland, at klassen for de sjove racerbiler i miniaturestørrelse afgjorde deres kamp om 2012-titlen – en drabelig kamp, hvorfor der er mange, som jagter revanche.


De sjove biler fra OK Legend Car Cup er med til at skyde sæsonen i gang på Ring Djursland.
(Foto: Morten Alstrup)

Kenneth Jensen, Langå, er klassens forsvarende mester, men der er mange, som gerne vil have hans skalp i denne sæson. Det gælder således flere af rivalerne fra sidste år såsom Jason Watt, Herlev, og Ole Madsen, Ringsted, men også den yngre generation vil vise, at de kan give de erfarne kørere kamp til stregen. Sidste år var teenageren Frederik Nymark, Hinnerup, en af årets sensationer, og hans resultater har fået en anden ungdomskører – Kevin Verner, Silkeborg – til at skifte fra motocross til OK Legend Car Cuppen.

En klasse, der også er på programmet ved Åbningsløbet på Ring Djursland, er Special Saloon Car-klassen, og her bliver løbet nærmest historisk. Klassen for de ombyggede sports- og standardvogne tager i år hul på sin 40. sæson, og det kommer netop til at ske på den bane, hvor den i sin tid havde Danmarkspremiere. Det bliver med et løb, hvor vi med garanti vil opleve den forsvarende mester Jørgen Hansen, Fjenneslev, i sin Porsche 911 i tæt kamp med bl.a. Christian Siepmann, Risskov, i sin BMW M3 GT2 E92.


Special Saloon Car-klassen tager hul på sin 40. sæson ved Åbningsløbet på Ring Djursland.
(Foto: Morten Alstrup)

Åbningsløbet den 20.-21. april er det første af fire løbsarrangementer på racerbanen på Jyllands næsetyp, og de øvrige tre løb vil sikkert også byde på masser af spænding og underholdning.

Den 11.-12. maj køres der således en afdeling af Danmarksmesterskabet i Road Racing, hvor landets bedste motorcykelkørere skal prøve kræfter med banen – noget, som i øvrigt også bliver tilfældet for de hurtige kartingkørere i KZ2-klassen.

Efter sommerferien rummer kalenderen to arrangementer. Den 17.-18. august køres der bl.a. løb i Danish Endurance Championship og Yokohama Super Cup, mens der for første gang nogensinde skal afvikles en drifting-konkurrence på Ring Djursland. Det sker med en afdeling af Dansk Drifting Serie. Sæsonen på Ring Djursland afsluttes med Classic Car Meeting den 14.-15. september, hvor alle landets bedste kørere indenfor den historiske motorsport indtager banen.

Fonden Ring Djursland Motorsport

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  •