Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Fantastisk sæsonstart til Steen Andersen i rally

DM Rally 
25/03/13 

Vandt DM-opgøret i sin Mitsubishi i kaotisk snerally i Tyskland
Under de mest barske vinterforhold i dansk rallysport i 30-40 år fik det erfarne team, Steen Andersen fra Brøndby og Iben Louring fra København, en fantastisk start på det danske rallymesterskab.
 

Under 24 timers kørsel på sne- og isdækkede veje både dag og nat, og i kulde og blæst med voldsom snefygning holdt Andersen og Louring hovedet koldt og kørte deres Mitsubishi Lancer Evo VII ind som bedste danske hold i Wikinger Rallye i Slesvig i Nordtyskland.


På sne- og isdækkede tyske veje kørte Steen Andersen og Iben Louring deres Mitsubishi i spidsen for det danske rallymesterskab 2013
(Foto: Morten Dam)

Løbet, der tæller til både det danske og tyske mesterskab, havde tyskerne Wallenwein og Poschner i Subaru som vindere, og med andenpladsen vandt Andersen og Louring således første afdeling af danmarksmesterskabet i rally med et minut og otte sekunder ned til deres evige rivaler, Max Christensen fra Aalborg og Preben Jensen fra Rødding i en Subaru.

Til trods for at Steen Andersen tidligere har vundet tre gruppe N-mesterskaber i klassen for standardbiler, var det første gang i en 32-årig karriere, at han blev bedste dansker i et rally.

"Det er en fantastisk fornemmelse," sagde Steen Andersen i målet i Süderbrarup.

"Normalt kan vores gruppe N-bil ikke helt følge med de hurtige Peugeot-biler i Super 2000-klassen, men vi kørte et perfekt og veltimet løb uden uheld og tog føringen efter prøve 9, hvor mesteren Christian Jensen kørte af vejen. Vi har ikke oversatset på nogen måder og har heller ikke været af vejen en eneste gang, og det var opskriften på det gode resultat," vurderer Steen Andersen.

"Vi lavede nogle perfekte noter, som vi kørte 100 procent efter, hverken for hurtigt eller for forsigtigt," siger Iben Louring som forklaring på successen.

"Vi kørte på Yokohamas nye helt ganske almindelige vinterdæk, som alle danske bilister kan købe, og de var perfekte i snemasserne," noterer Steen Andersen.

Nogle steder kæmpede Mitsubishiholdet sig gennem snedriver med 30 i timen, andre steder de oppe i trecifrede hastigheder på de snedækkede veje.


Glæden var stor i Nordtyskland, da Steen Andersen og Iben Louring for første gang nogensinde blev bedste danske hold i et stort, internationalt rally
(Foto: Morten Dam)

Med sejren i den danske del af Wikinger Rallye har Steen Andersen og Iben Louring taget føringen i landets mest prestigefyldte rallymesterskab, Division A, det internationale 4WD Danmarksmesterskab, hvor Super 2000 og gruppe N deltager sammen.

"Det giver blod på tanden, og vi vil gøre vort yderste for at forsvare føringen i de kommende løb," siger en glad Steen Andersen.

Næste løb i mesterskabet er Juelsminde Rally den 10.-11. maj.


Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • Schleswig
  • 23/03/13 - Schleswig - DM Rally - DASU mesterskab
  •  
     

    DM i Rally nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: